Kongressen.com
Analyse

FN forsøger at fastholde klimakursen på trods af Trump

Mange øjne var rettet mod New York og FNs Generalforsamling i de seneste dage. Her var blandt andet temaet ’ekstremt vejr’ på dagsordenen. Emnet ligger læner sig op ad klimaforandringer, og derfor var klimaforandringer et naturligt samtaleemne på generalforsamlingen.

De ekstreme vejrfænomener, som har ramt forskellige steder rundt om i verden i den seneste tid, dannede grundlag for endnu en runde drøftelser i FN om klimaforandringer. Denne gang under generalforsamlingen. Det var nemt at forstille sig, at flere af de mange talere på en mere eller mindre subtil måde ville kaste klimamudder efter andre lande. Klimaet kom dog ikke så meget på dagsordenen, som man måske kunne have forventet.

Særligt efter FNs generalsekretær, Antonio Guterres, mandag i sidste uge i koblede klimaforandringer og global opvarmning til de massive regnskyl i Sydasien og orkanerne, som er rullet ind over Caribien og Den Mexicanske Golf som perler på en snor på det seneste. Det ekstreme vejr i den seneste tid skulle bruges som løftestang til at adressere den fælles globale klimakamp. At der skal gøres noget nu. Og at klimakampen skal kæmpes af alle FNs nationer.

Donald Trump har jo som bekendt trukket USA ud af Parisaftalen. En aftale, hvor den helt store succeshistorie netop var, at samtlige FN nationer satte sin underskrift på aftalen. Og nu har verdens måske vigtigste land trukket sig. Efter det sætter mange sin lid til USA’s delstater. Og det måske vigtigste våben i USA’s fortsatte klimakamp, Californiens guvernør Jerry Brown, var også atypisk nok mødt op til generalforsamlingen. For at minde de andre lande i FN om, at USA faktisk stadig kan og vil bidrage i kampen mod klimaforandringer. Selvom det føderale USA med Trump i spidsen ikke vil være med i klimaaftalen længere, skal man alligevel regne med delvist amerikansk engagement i Parisaftalen, båret af mange af delstater og byer.

Status på Parisaftalen
Parisaftalen, som Trump tidligere i år annoncerede at ville trække USA ud af, er endnu ikke trådt i kraft for alvor. Der går nemlig stadig noget tid før, der for alvor kan ses resultater af det arbejde, som alle FN’s lande gav hinanden håndslag på tilbage i december 2015. Det er samtidig også værd at bide mærke i, at det slet ikke er samtlige lande, som har ratificeret Parisaftalen. Som noget af det sidste Barack Obama fik gjort som præsident var at ratificere klimaaftalen. Men 29 lande har endnu ikke gjort det.

Formelt set løbet kørt for de 29 lande, da man havde ind til april 2017 til at få ratificeret Parisaftalen. Og store lande glimter i sit fravær. Rusland har eksempelvis ikke ratificeret Parisaftalen, og når Rusland indtager en fjerdeplads efter Kina, USA og Indien i opgørelsen over de mest CO2 udledende lande, må Rusland siges at være en ganske vigtig spiller i verdens samlede CO2 regnskab.
Nuvel, Præsident Putin sagde i kølvandet på Trumps udmeldelse fra klimaaftalen, at Rusland fortsat vil kæmpe klimakampen. Men når Rusland ikke har fået ratificeret Parisaftalen, er der ikke hårdfast bevis for Putins ord. Og nu kører der rygter om, at Putin måske ikke er så optaget af klimaforandringer, som han ellers tidligere på året gav udtryk for. Samtidig må Ruslands klimaplan, den såkaldte INDC, siges at være ganske uambitiøs i forhold til mange andre landes.

Iran har heller ikke ratificeret Parisaftalen. Iran er ligesom Rusland også en del af den tvivlsomme top ti over verdens mest udledende lande. Tyrkiet har heller ikke ratificeret aftalen, og selvom Tyrkiet slet ikke udleder samme mængde CO2 som mange andre lande, er det bemærkelsesværdigt, at det er officielt meldt ud, at man ikke har tænkt sig at ratificere klimaaftalen. Tyrkiet er med egne ord i tvivl om klimaaftalens udformning, og afventer derfor større tydelighed i aftalen, inden man vil overveje at gå videre i processen.
Det skaber naturligvis problemer for Parisaftalen, at flere lande har fået kolde fødder. På trods af at klimaaftalen nød historisk opbakning på tværs af alle medlemslande tilbage i 2015. Og det skaber selvsagt også store problemer, at USA har trukket sig ud af aftalen. De løftede pegefingre, som kom på generalforsamlingen, gør dog formentligt ikke det helt store indtryk på den tilbageværende gruppe af tvivlere.

Kina er klimaduks og Trump klimaskurk

Med USA’s exit fra Parisaftalen indtog Kina fluks en position som verdens klimaduks. Selvom det på ingen måde er et retvisende billede, vil man i Beijing altid kunne sige, at man gør det bedre end klimaskurken USA. Og der er måske en smule sandhed i en ellers unuanceret fortælling. For udover det problematiske i, at det føderale USA ikke tager del i kampen mod global opvarmning, er det også bekymrende, hvor mange lande, der vil følge USA’s eksempel. Tyrkiet er det største land, der har udvist en ’hvis-USA-ikke-vil-så-vil-vi-heller-ikke’ måde at forholde sig til Parisaftalen. Og det kan sagtens være at flere lande følger. Det er i hvert fald bekymrende, at flere store lande ikke fik ratificeret aftalen i tide.

Når næste klimatopmøde finder sted i Bonn i midten af november, vil man nysgerrigt kunne se til, hvor meget betydning de forskellige lande tillægger COP-samarbejdet og den fælles kamp mod klimaforandringer. Hvilke personer og fra hvilket niveau i de forskellige landes politiske organisation melder sin ankomst i på COP23 i Bonn? Det har enorm betydning både mandatmæssigt, men også signalmæssigt, hvilke ministre og embedsmænd, der deltager på COP-møderne. Mødet i Bonn vil med meget stor sandsynlighed hverken have Trump, Putin, Erdogan eller Rohani på gæstelisten. Men hvem der så sendes i stedet, vil blive et fingerpeg om, hvor stort fokus USA, Rusland, Tyrkiet og Iran har på klimakampen og FN samarbejdet for at holde den globale opvarmning under 2 grader.

Læs også

Murdoch, Pecker og Sinclair: Her er Trumps medie-venner

Lars Græsborg Mathiasen

Amerikanske Twitter-brugere vil genåbne USA – eller er det bots?

Katrine Villarreal Villumsen

USA trækker sig fra endnu en international aftale

Philip Chr. Ulrich

Joe Biden – One Term President?

Mads Høeg-Mikkelsen

Dyster udvikling for USA-Kina forholdet

Philip Chr. Ulrich

Corona-krisen tvinger kandidaternes kampagner online

Katrine Villarreal Villumsen