Kongressen.com
Feature

Forsvarsbudgettet bliver første etape i lang debat

Alt burde være fred og idyl når diskussionen i Washington D.C. falder på forsvarsbudgettet. Budgettet er klar i god tid, og med det anmodede beløb nederst på bundlinjen. MEN – præsidenten truer med veto. Forsvarsbudgettet er blevet en brik for begge partier i en større budgetdiskussion, som ødelægger den gode stemning.

Det er mange år siden, Kongressen har præsenteret et forsvarsbudget i så god tid før det nye budgetår, som de har det i år. Præsident Obama lader oveni købet til at få de penge, som han bad om i sit budgetforslag som blev fremlagt i foråret. Alligevel truer Obama administrationen med at nedlægge veto mod forsvarsbudgettet, af to årsager.

Præsident Obama ønsker, at Kongressen annullerer den såkaldte Budget Control Act fra 2011, som medførte massive nedskæringer på de offentlige budgetter, og som fortsat lægger et loft på forbruget. Den regel vil administrationen have afskaffet, og i stedet udarbejde en politisk aftale, om hvordan man på en mere ansvarlig måde, kan nedbringe det offentlige underskud.

Forsvarsbudgettet har i to år været undtaget Budget Control Act, men fra september træder den endnu en gang i kraft for Pentagon. For at fodre en debat om afskaffelsen af Budget Control Act, præsenterede præsident Obama i foråret et budgetforslag der lå over det tilladte niveau. Nu vil Kongressen så bevilge pengene, men differencen fra det tilladte i henhold til Budget Control Act, og det forslag som Obama kom med, har man flyttet over i det såkaldte Overseas Contingecy Operations budget. Det vil Obama ikke gå med til.

Forsvarsbudgettet med to kreditkort
Hvad er så problemet med den måde Kongressen har gjort det på?
Kort sagt så er det amerikanske forsvarsbudget bygget op i to dele. Vi kan sammenligne det med at have en budgetkonto, og en konto ved siden af til andre løbende udgifter som måtte opstå.
Budgetkontoen dækker de faste udgifter, i Pentagons tilfælde er det lønninger, pensioner, vedligeholdelse, uddannelse etc. Ved siden af dette har vi så den ekstra konto, som kaldes Overseas Contingency Operations (OCO) budgettet. Det er via dette budget at militære aktioner af den ene eller anden art finansieres. Det er simpelthen lavet sådan, for at Kongresssen kan nægte at bevilge penge til en given mission, hvis de er modstandere af den. Over det seneste årti er det dog blevet sådan, at OCO budgettet er blevet et sted, hvor man bevilger penge til ting man ikke lige kan få indarbejdet i basisbudgettet. Dette er særligt blevet aktuelt siden 2012, for her blev basisbudgettet ramt af Budget Control Act, men OCO budgettet er undtaget denne regel.

Fordi Obama ønskede en debat om afskaffelsen af Budget Control Act, præsenterede han i foråret et forslag til basisbudgettet på mere end det tilladte. Som Obama præsenterede det så ville Pentagons budgetkonto være på $534 mia. med et budget ved siden af til løbende udgifter på $51 mia. Men fordi der vil være en grænse for hvor stort basisbudgettet må være, så behandler Kongressen i øjeblikket et basisbudget på $496 mia. med et OCO budget på $89 mia.

Fordi der er mindre gennemsigtighed i forhold til hvad pengene bliver brugt til, og fordi det ikke var intentionen med OCO budgettet, så vil Obama administrationen søge at normalisere brugen af dette ekstra bevillingsbudget.

Del af en større debat
Derfor har administrationen truet med at nedlægge veto mod forsvarsbudgettet, hvilket vil kræve at Senatet laver en ny udgave, som præsidenten vil gå med til. Senator John McCain har da også været ude og sige, at det da burde være lige meget for præsidenten hvordan han får sine penge, bare han får dem. Det er præsidenten ikke enig i. Han mener, at Kongressen misbruger OCO budgettet, og at man i stedet bør tage en ærlig og åben debat om Budget Control Act, den reelle forhindring for at Obamas forslag kunne gå igennem.

Dermed bliver forsvarsbudgettet sandsynligvis første slag i en lang række hen over efteråret om fremtiden for Budget Control Act. Demokraterne og republikanerne i Kongressen samt præsidenten lader til at have lang vej endnu for at finde en løsning på USA’s budgetproblemer. Begge parter er interesserede i at få bragt orden i bøgerne, men uenige om hvordan. Derfor regner mange med at sommeren og efteråret vil blive præget af intens debat.

Det nævnes endda flere steder, at der er potentiale for en såkaldt ”government shut down”, altså hvor den føderale regering lukker alle ikke-essentielle dele, simpelthen fordi man ikke har et budget til at betale sine regninger.

Spin af den værste skuffe
Uoverensstemmelserne om forsvarsbudgettet lader altså dermed til at være første etape i en lang sommer og efterår med diskussioner og beskyldninger på tværs af gangene i Capitol bygningen, og i det Hvide Hus.

Præsident Obama og demokraterne vil højst sandsynligt beskylde republikanerne for uansvarlig økonomisk politik, som kun tilgodeser de rige, og i tilfældet med forsvarsbudgettet for en ugennemskuelig proces, i form af allokering af midler til OCO budgettet.

Fra republikanernes side er beskyldningerne gået i gang allerede. Fordi præsident Obama har truet med at nedlægge veto, så har republikanerne selvfølgelig allerede spundet historien således, at de amerikanske styrkers Commander-in-Chief ikke ønsker, at hans soldater skal have løn eller pension. Det er en nærliggende anklage at fyre af sted – for oplagt, for selvfølgelig mener præsidenten ikke at soldater ikke skal have løn. Men det siger noget om niveauet, som vi vil komme til at se over de kommende måneder, efterhånden som budgetdebat sandsynligvis blandes med præsidentkampagnerne som er ved at varme op i disse uger. Det skal nok blive interessant at følge.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen