Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Fra hed kærlighedsaffære til pragmatisk ægteskab

(foto: flickr.com)

50 år efter John F. Kennedys ”Ich bin ein Berliner”–tale i Berlin står det amerikansk-tyske forhold stadig stærkt. Det har udviklet sig fra at være et storebror-lillebror-forhold til et forhold, hvor amerikanerne og tyskerne mødes som ligemænd. Problemet er bare, at Tyskland ikke er villig til at tage et større internationalt ansvar. Og det er Barack Obama ikke tilfreds med

Nogle gang kan de små detaljer sige mere om et forhold end en længe ventet tale. Det var tilfældet, da præsident Obama gæstede den tyske hovedstad i sidste uge, hvilket var næsten præcis halvtreds år efter, at Kennedy ligeledes talte i Berlin, hvor han ytrede de berømte ord, ”Ich bin ein Berliner”. Obama udnyttede begivenheden til at sole sig i endnu en Kennedy-sammenligning – en sammenligning, som han selv har søgt ved adskillige lejligheder – mens den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kunne profilere sig som en stor statskvinde tre måneder inden tyskerne skal til stemmeboksene for at vælge en ny regering.

Ironisk nok nedlagde Merkel i 2008 veto mod, at Obama holdt tale foran Brandenburger Tor, mens hun i sidste uge udnyttede at præsidenten Obama måske ikke længere har status som politisk rockstjerne, men trods alt stadig er præsident for verdens eneste supermagt, hvorfor et besøg af ham bestemt ikke ville forringe hendes mulighed for genvalg.

En anden slående detalje er, at da præsidenten, sammen med sin familie, landede i Berlin, blev han modtaget af den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle. Den tyske udenrigsminister er, protokolarisk, ikke højt placeret i den politiske rangfølge i Tyskland og er ikke særlig populær i USA. Amerikanske rapporter, offentliggjort af Wikileaks i 2010, har tidligere beskrevet Westerwelle som ”inkompetent, forfængelig og anti-amerikansk.” Ikke desto mindre var det Westerwelle, der stod klar med det første ’willkommen’ da The Obamas landede. Denne mindre detalje er et godt eksempel på et forhold, som har været under markant udvikling i de seneste tyve år, hvor USA og Tyskland er gået fra en hed kærlighedsaffære til pragmatisk ægteskab.

Kold krig som Fællesnævner
Under Den Kolde Krig var forholdet mellem USA og Tyskland per definition lige til, fordi den globale situation var anspændt. Tyskerne havde brug for den amerikanske sikkerhedsparaply, mens amerikanerne så Tyskland som den vigtigste europæiske brik i deres geopolitiske Kold Krigs-puslespil.

Med afslutningen på Den Kolde Krig skulle forholdet nytænkes. Tysklands genforening – hvilket førte til en efterfølgende magtforskydning i Europa til tysk fordel – gjorde, at det gamle storebror-lillebror-forhold ikke længere var tilstrækkeligt.

Denne nytænkning blev skudt i gang under den socialdemokratisk-grønne regering med kansler Schröder, hvor Tyskland begyndte at føre en mere aktiv og humanitær udenrigspolitik. Men forholdet stødte ind i sin største krise, da den daværende tyske kansler, Gerhard Schröder, brugte anti-amerikansk retorik i optakten til Irakkrigen for at sikre sit genvalg. Et genvalg, som han fik, men som slog skår i forholdet mellem Tyskland og USA.

Siden afslutningen af Den Kolde Krig og Tysklands genforening har det tysk-amerikanske forhold været præget af to dominerende emner: sikkerhedspolitikken og den økonomiske politik. I begge tilfælde arbejder de to lande fornuftigt sammen. Man kan kalde det et solidt arbejdsforhold, men næppe et harmonisk forhold.

Selv om forholdet, ifølge den tyske forbundskansler Merkel, er ”venskabeligt og beror på tillid og de samme værdier”, så er der flere emner, hvor de to lande har en forskellig, til tider fundamental anden, tilgang. Det gør sig gældende, når det kommer til emner som dødsstraffen, databeskyttelse, brugen af kampdroner, hvordan man bedst kommer ud af den økonomiske krise, eller at levere våben til den syriske opposition.

Samtidig har USA rettet sine interesser mod Asien. Det skal som udgangspunkt ikke overraske europæerne. Som SPD`s Hans-Ulrich Klose, forbundsregeringens koordinator for det tysk-amerikanske forhold, påpeger: ”USA har altid været orienteret mod Asien. Anden Verdenskrig var for USA primært en asiatisk krig, som senere blev en verdenskrig med udgangspunkt i Europa. Og under Den Kolde Krig havde vi en Kold Krig i Europa, mens vi samtidig havde to varme krige i Korea og Vietnam.”

Tyskland og USA er allierede, men amerikanske interesser er ikke automatisk også tyske interesser. Selv om man i Tyskland ikke taler om nationale interesser handler Merkel–regeringen selvfølgelig også efter det, den opfatter som Tysklands nationale interesser.

Voldemort-syndromet
Det amerikansk-tyske forhold er blevet mere afbalanceret og mindre dramatisk. Obama er ikke nogen Berliner, som flere tyske aviser slog fast. Men det behøver han heller ikke at være, hvilket er en fundamental forskel fra dengang for præcis halvtreds år siden, da Kennedy holdt sin tale i Berlin.

Kennedy kom til Berlin og skulle tale om håb til en befolkning, som var i epicenteret af Kold Krigs–stormen. For Obama var situationen en anden. Han havde latterliggjort sig selv, hvis han havde prøvet at ”lave en Kennedy”. Præsidentens tale var solid, men ustruktureret. En vag ideologisk tale om frihed og stabilitet, hvor han samtidig krævede, at Tyskland skal overtage mere globalt ansvar og løfte flere byrder. Obama advarede imod ”en selvtilfredshed blandt vores vestlige demokratier” og den deri resulterende fristelse at vende sig indad. Men kritikken faldt for døve øren – i hvert fald i den tyske presse. Man skal heller ikke forvente, at den tyske regering tager kritikken – berettiget eller ej – for meget til sig.

Den drejning, som det tysk-amerikanske forhold har taget, kan man også se på det nationale medieekko i Tyskland. Allerede dagen efter Obamas tale blev nyhedsstrømmen i den tyske presse domineret af andre emner: vejret, James Gandolfinis død, protesterne i Brasilien og urolighederne i Tyrkiet. Og i amerikanske medier fik talen stort set ingen dækning.

USA ser Tyskland som et land, der ikke tager det ansvar, som det burde gøre set i forhold til den magt og kapacitet, som landet har. Amerikanerne vil gerne have at Kold Krigs-fredsdividenden udbetales. USA har spændt sikkerhedsparaplyen over landet i seks årtier, og nu er det dermed Tysklands tur til at påtage sig et større internationalt ansvar i en tid, hvor USA gerne vil fordele byrderne på ny.

Tyskland er en tilbageholdende regional hegemon, som det britiske nyhedsmagasinet The Economist slog fast i sidste uge. Landet ser sig selv som en stor udgave af Schweiz; økonomisk velstående, men politisk beskeden. Derfor har det store spørgsmål i tysk udenrigspolitik siden afslutningen af Den Kolde Krig været, hvordan tyske forbundsregeringer skal håndtere landets stigende magt og ansvar. Men samtidig er der ingen diskussion i Tyskland om lige netop det emne. Det er Voldemort-fænomenet; ingen tysk politiker tør at bruge disse ord, magt og ansvar, mens han samtidig taler om Tysklands internationale rolle.

Kald det kærlighed
Tyskland og Europa skal vænne sig til, at USA’s interesser ligger i det asiatiske område. Men de skal se på det fra to sider: Som en opsang og som et kompliment. Europa er i en økonomisk – og måske også politisk handlingskrise – mens Asien oplever et økonomisk opsving og flere asiatiske lande, især Kina, øger deres regionale og international indflydelse. Derfor vender USA blikket mod øst. Men samtidig er Europa også blevet et sikkert og fredfyldt kontinent. Det giver amerikanerne mulighed for at lade den europæiske lillebror alene. Men det betyder ikke, at storebroren ikke er interesseret i at have et godt forhold til sin lillebror. Tyskland og Amerika har stadig de samme historiske ideologiske forældre, og derfor vil forholdet altid være solidt om end nedkølet. Kald det kærlighed, kald det lige, hvad du vil, men et fredfyldt Europa er stadigvæk fundamentet for amerikansk sikkerhed.

Tyskland og Amerika har et godt forhold, men kærligheden er forsvundet. De kriser, der tidligere har bundet landene sammen, er ikke mere fundament nok til den store kærlighed. Efter at have taget den sikkerhedspolitiske opvask i seks årtier forventer Obama-administrationen nu, at Tyskland overtager en del af supermagtens pligter. Men det er Tyskland ikke interesseret i. Man hjælper gerne andre europæiske lande med deres økonomiske problemer, men de opfatter ikke sig selv som en global opvaskemaskine. Derfor bevæger forholdet sig fra en lidenskabelig affære til et mere platonisk forhold. USA og Tyskland er vokset fra hinanden, men kan stadig ikke give helt slip. Så de gør det bedste ud af det. Som et gammelt ægtepar.  

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen