Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

G20 – løsninger i Syrien og Ukraine i topmødets korridorer?

På søndag begynder G-20-mødet under det kinesiske formandskab i Hangzhou. Putin vil være ombejlet på en måde vi ikke så for hverken et eller to år siden. Med luftkampagnen i Syrien har Putin – til dels – bombet sig tilbage i det gode selskab. At han så ikke selv – selvom han er med ved bordet – anses som godt selskab, er noget andet.

Af Jens Worning Sørensen, ekstern lektor i international politik, Statskundskab ved Københavns Universitet og udenrigskommentator ved Kristeligt Dagblad.

I juli præsenterede John Kerry en amerikansk kursændring i forhold til bekæmpelse af terrorister i Syrien overfor sin russiske kollega, Lavrov. Udover IS var al-Nusra – eller grene heraf – nu muligt emne for fælles drøftelse. Og ultimativt fælles handling. Det var en reel amerikansk indrømmelse overfor Rusland. På det seneste møde mellem de to – for en god uges tid siden – var man antageligt kommet så langt ned i detaljerne, at en afgrænset, fælles indsats i Syrien – og altså samarbejde – var en mulighed.

I begyndelsen af denne uge, blev konklusionerne drøftet i det russiske sikkerhedsråd. Møde mellem Putin og Obama under G-20 er endnu ikke fastlagt. Vælger de at mødes, så er det en reel mulighed, at søndagens eller mandagens BREAKING er et konkret USA-Rusland-samarbejde. Mod IS og Al-qaeda’s syriske off-spin. Og med beskyttelse af andre oppositionelle i forhold til den konkrete action.

Der er dog to “men’er”. Er den russiske vilje til samarbejde reel – eller ønsker man blot at trække forhandlingsforløbet til om på den anden side af det amerikanske præsidentvalg? Og dernæst – USA har netop laver yderligere sanktioner mod Rusland. Det er man i Kreml temmelig knotne over – så Putins humør er dalet en del inden afrejsen til Kina. Så eventuelle russiske gevinster til en amerikansk præsident forbeholdes måske den næste og ikke den nuværende.

Ukraine Normandigruppen mødes under G-20. Det er de fire parter bag fredsprocessen i Østukraine (Minsk 2.0) – Ukraine, Tyskland, Frankrig og Rusland. Putin truede for en måned siden med at aflyse mødet. Men det ser ud til at finde sted. Den tyske udenrigsminister, Steinmeyer, har stillet Kreml mange gulerødder i udsigt, hvis Rusland vil bidrage til konstruktive løsninger. Først og fremmest afholdelse af legitime lokalvalg i Østukraine. Her er det dog usandsynligt med et endeligt gennembrud – fordi Putin har en forkert perception af sine muligheder.

Putins problem er at han – lige som vi i vesten med modsat fortegn – ikke forstår dynamikkerne i vestlig politik. Putin tror, han kan genoprette den russiske-vestlige relation uden indrømmelser i Ukraine. Han tror, at magtdemonstrationen i Syrien med tid vil få vesten til at acceptere situationen omkring Krim og russisk indflydelse i Østukraine. At Vesten ikke kan give principielle indrømmelser i disse to spørgsmål – uanset hvor brugbar Rusland måtte være i andre internationale sammenhænge – forstår Putin ikke. Og hans læringskurve på det er ikke stejl. Den rådgivning han får og opsøger leder ham ikke på rette vej. Og Putin kommer ikke til at give indrømmelser i Ukraine før den erkendelse er sunket ind. Det bliver ikke i denne weekend – eller i år.

Og derfor vil G-20-mødet efter al sandsynlighed afspejle den nye øst-vest konflikt fremfor at vise nye veje frem mod en restaureret relation.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen