Geopolitik og penge i vejen for straf af Saudi Arabien

Der er stor opstandelse i Washington i disse dage over drabet på en saudisk journalist på Saudi Arabiens konsulat i Istanbul. Men i sidste ende er det svært at forestille sig, at denne sag vil få store konsekvenser for forholdet. Til det er der for mange geopolitiske og økonomiske hensyn at tage højde for – dog ikke olie.

Det kan være ”rogue killers”, som stod bag drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi – et drab som selv det saudiske styre erkender, fandt sted. Det var i hvert fald budskabet fra USA’s præsident Trump efter en telefonsamtale med den saudiske konge. I en udtalelse som bragte minder frem om præsident Trumps møde med Ruslands Vladimir Putin, så lagde præsidenten vægt på at kongen ”firmly denied any knowledge of it.”
Sagen har fået stor opmærksomhed i USA, fordi Khashoggi var bosiddende i USA og fast klummeskribent for Washington Post.

Den meget usandsynlige teori om ”rogue killers” kan dog være det halmstrå, som politikerne i Washington D.C. har brug for til at komme videre.
Drabet i Istanbul har nemlig fremprovokeret en diskussion mellem Kongressen og Trump-administrationen om den amerikanske linje overfor kongedømmet. Der har i de seneste to år været en stigende tendens til, at Kongressen søger at blande sig i udenrigspolitikken, og denne sag er altså seneste trin i den udvikling.

Men med en aftale om salg af våben kongedømmet til en værdi af $110 milliarder, en strategi i Mellemøsten som primært er lagt an på to allierede – Saudi Arabien og Israel og en satsning på den saudiske kronprins fra amerikansk side i intern saudisk magtpolitik, så er det virkelig svært at se, at drabet på Khashoggi vil få de store konsekvenser for forholdet.

Kongressens pres

I medierne er det den republikanske senator Marco Rubio, som senest har erklæret, at hvis administrationen ikke vil handle, så vil Kongressen. Hvad det betyder er svært at sige.

Men presset fra Kongressen begyndte før Rubio offentligt kaldte til handling. Brevet er fra en tværpolitisk gruppe på 22 senatorer med republikaneren Bob Corker of Tennessee (som også er formand for Senate Foreign Relations Committee) og demokraten Bob Menendez of New Jersey i spidsen. Med henvisning til den såkaldte Global Magnitsky Human Rights Accountability Act kræves det, at administrationen undersøger, hvorvidt styret i Riyadh har beordret drabet i Istanbul. Loven giver Kongressen ret til at kræve, at administrationen undersøger drab, bortførelser eller tortur “against an individual exercising freedom of expression.” Hvis det viser sig, at dette er tilfældet, så bør næste skridt ifølge senatorerne være indførelse af sanktioner mod de skyldige.

Det er ikke ualmindeligt, at senatorer er kritiske overfor Saudi Arabien for krænkelser af menneskerettigheder, men denne sag spiller også ind i en stigende tendens fra Kongressens side på at påvirke administrationens udenrigspolitik. Dette har været tilfældet ift. forholdet til NATO, Sydkorea og Rusland – og nu altså også Saudi Arabien.
Det er som sådan ikke noget nyt, at der er diskussion mellem Kongressen og præsident-embedet om grænserne for hinandens beføjelser i amerikansk udenrigspolitik, men i de seneste to år har vi set noget af det mest håndfaste modspil fra Kongressen i mange år.
Helt grundlæggende skyldes det meget forskellige syn på, hvilken linje amerikansk udenrigspolitik bør følge, hvor administrationen efterhånden står for en langt mere tilbagetrukken og nationalt-fokuseret linje overfor mange i Kongressen, som ønsker en fortsættelse af den overordnede politiske linje, som USA har fulgt siden 1945.

Men som tidligere nævnt så kan teorien om ”rogue killers” være lige præcis nok til at dæmpe den kritiske stemning, som i øjeblikket præger Washington D.C. Under alle omstændigheder så vil der stadig være mange diplomatiske redskaber tilbage for Trump-administrationen til at kunne ”straffe” kongedømmet på en måde, således at de amerikanske politikere bliver tilfredse, og Saudi Arabien ikke bliver sure.

Våbensalg – ikke olie

Der er nemlig meget på spil for Trump-administrationen i denne sag. Lad os lige først slå fast, at det ikke er fordi USA er afhængige af saudisk olie. Det er en geopolitisk problemstilling, som man har arbejdet hårdt på at gøre op med i en årrække, således at man kunne blive selvforsynende. 19% af den olie som forbruges i USA, kommer via import, og af dem kommer ca. 19% fra Mellemøsten. Faktisk er Canada den største eksportør af olie til USA.

Men en af de store økonomiske aftaler, som præsident Trump selv er meget stolt af, at hans administration har fået gennemført er aftalen om salg af våben til Saudi Arabien over de næste ti år. Aftalen har officielt en værdi af $110 milliarder, og består af salg af vidt forskellige våbensystemer – lige fra kampvogne og helikoptere til fregatter. Den aftale vil forretningsmanden Donald Trump efter al sandsynlighed gå meget langt for ikke at sætte over styr.

Hvis det endelig skulle brænde på for forholdet, så kunne man forestille sig, at Kongressen pauser våbensalget i en periode, men i sidste ende skal de våben nok ende i saudiske hænder.
Faktisk er den største trussel mod den gode stemning i denne sammenhæng, hvis saudierne (i stil med tyrkerne) skulle gå hen og købe det russiske luftforsvarssystem S-400 i stedet for det amerikanske THAAD anti-missil system.

Geopolitiske interesser

I sidste ende er det også afgørende, at USA har valgt at satse næsten hele sin mellemøst-strategi på Saudi Arabien som en af de to primære partnere – den anden værende Israel.

Trump-administrationen har været tæt engageret i de interne magtdynamikker i det saudiske kongehus, som har ledt til at kronprins Mohammed bin Salman er blevet den dominerende skikkelse. Men det betyder også, at USA er bundet til MBS, som han kaldes i daglig tale.

Man er afhængige af samarbejdet med Saudi Arabien i det regionale opgør, som man har gjort sig til del af mod Iran. Det sunni-muslimske Saudi Arabien har nu i flere år været del i en regional magtkamp med det shia-muslimske Iran, og det forøgede amerikanske pres mod Iran spiller direkte til saudisk fordel i det opgør. Men USA skal også bruge saudierne til at være med til at presse Iran – for i sidste ende ønsker præsident Trump helst at pålægge pres fra afstand. Præsident Trump virker nemlig snarere til at foretrække at overlade det regionale lederskab til allierede som Israel og Saudi Arabien, hvis det betyder, at USA ville kunne trække en stor del af sit militære engagement tilbage fra regionen.

Dermed har forholdet mellem USA og Saudi Arabien stor geopolitisk betydning i disse år, hvor magtbalancen i regionen afgøres – en magtbalance som USA klart ønsker skal være til saudisk fordel. Derfor kan man ikke i det store billede tillade sig at lade drabet på Jamal Khashoggi komme i vejen for dette.
Så fra et amerikansk perspektiv er det interessant, at Kongressen i højere grad søger at blande sig i udenrigspolitikken, men i sidste ende vil deres harme nok ikke få den store betydning.