”We want Wallace!” Ordene ringede ud ved Alabama guvernøren George C. Wallaces kampagnemøder ved præsident valgene i 1968. Men i tilhængernes hænder vejrede ikke altid guvernørens egne kampagnebannere. Ofte vistes et sydstatsflag – det stolte regionale ikon, der i resten af de forenede stater var blevet et symbol på racisme og raceadskillelse.
Den ambitiøse Wallace entrerede sin første store valgkamp i 1958, da han stillede op til guvernørvalget i sin hjemstat Alabama. Her fik han dog eftertryggelige prygl i det primærvalg, der I datidens Alabama udgjorde det egentlige valg før valgkampen mod de i syden uendeligt svage republikanere. Efter nederlaget til den Ku Klux Klan støttede John M. Patterson sagde Wallace privat: ”I was outniggered by John Patterson. And I’ll tell you here and now, I will never be outniggered again.” Med andre ord svor han, at et svagt standpunkt i sydstaternes dengang hidsige debat om raceadskillelse aldrig igen ville få lov at koste ham en politisk toppost.
Wallace var ikke en hadsk person af natur. På mange områder mindede hans indstilling til fattigdom og sociale forhold meget om den senere præsident Lyndon B. Johnson. Han var for udvidelse af velfærden for de svageste, og han havde ikke ellers udtalt sig videre om raceforhold. Men hans ambitioner og ønske om at bestride magtens tinder bød ham at gå på et hjerteskærende kompromis med sine sande holdninger. Såvel kritikere som støtter har ytret, at han her ’solgte sin sjæl til djævlen’.
Wallace bevægede sig dermed ind i den traditionelle sydstatsdemokrats profil. Det ’dixiekratiske’ paradoks bestod i, at det – fra nutidens politiske perspektiv – modsættende forhold mellem social ansvarlighed og raceadskillelse havde været i højsædet siden borgerkrigen hundrede år tidligere. Wallace befandt sig stadig i denne mere og mere marginaliserede position ti år senere, da han søgte valget som USA’s præsident og dermed blev konkurrent til Richard Nixon.
En seriøs tredje kandidat
Den demokratiske nominering af vicepræsident Hubert Humphrey havde været en uendeligt splittet affære. Først havde den siddende præsident Johnson afstået fra at genopstille. Dernæst var den seriøse anti-Vietnam kandidat Eugene McCarthy gået fra snøvsen og havde sat sig med sin digtskrivning udenfor rampelyset, mens han stadig officielt var kandidat. Ikke mindst var den fremstormende Robert F. Kennedy blevet skudt og dræbt, før en Humphrey uden kvalificeret modstand vandt nomineringen på en demokratisk kongres med voldsomme tumulter både inden- og udenfor salen. Dermed var Humphrey ikke i sig selv en videre farlig modstander til Nixon på trods af en pludselig afstandtagen fra Johnsons udenrigspolitikker i Vietnam.
Men med George Wallaces entre i valgkampen i spidsen for sit eget American Independent Party stod Nixon pludselig overfor en ny trussel. Der var nu en risiko for, at Wallace kunne æde så stor en del af Nixons kage i syden, at Humphrey ville løbe med flertallet. Disse omstændigheder var, hvad der tvang Nixon til en specifik strategi for sydstaterne som omtalt i går her på kongressen.com.
Nixon måtte nu indtage en platform, der til forveksling skulle minde om Wallaces. Der var ingen tvivl om, at Wallace var velfunderet i det dybe syden, hvor hans erklærede ’raceadskillelse nu, i morgen og for altid’ stadig vandt mange hjerter. Derfor skulle der angribes i de mindre ekstreme sydstater, hvor en stadig ganske konservativ men dog mere moderat politik kunne vinde vælgerne over.
Nixon antog således en Wallace-lignende retorik. Orden i de urolige gader var på begges dagsorden. Såvel race debatter som anti-krigs aktivister satte i disse år den politiske dagsorden, og udviklede sig ganske ofte til direkte optøjer. En ’lov og orden’ agenda kunne således forstås som et løfte fra begge om at slå ned på de ’elementer’ der netop agiterede adskillelses-fortalerne i syden. Ydermere lovede Nixon, at han ved enhver given lejlighed ville nominere stærkt konservative jurister til dommersæder i højesteretten. I løbet af de forgående 15 år havde en stærkt liberal højesteret under dommer Earl Warren – ham med rapporten om mordet på John F. Kennedy – hjulpet stærkt på kampen for borgerrettigheder. Mange af disse domme ville således stå for skud i en mere konservativ sammensætning af de ni dommere. Den varme – om end mere symbolske – kartoffel, skolebuskørsel, fik ligeledes en rolle. Den tvungne bustransport med bredere fordeling af racer i skolerne for øje var et ømt punkt for den hvide middelklasse, hvis gunst de to kandidater sloges om.
Wallaces største fejltagelse
I en i øvrigt tæt valgkamp begik Wallace en stor fejl i sit valg af vicepræsident kandidat. Den tidligere general i luftvåbnet, Curtis LeMay, var ganske ueffen politisk. Derfor måtte Wallace uden varsel se til, da LeMay ved sin præsentation i en tid præget af stærk anti-krigs atmosfære lød mest som en mand, der aldrig ville tøve, før han begyndte at kaste om sig med atomvåben. Herefter gled Wallace udenfor en reel indflydelse på valget. Selvom hans eneste ambition havde været at hente stemmer nok til at tvinge de to modstandere til seriøse politiske indrømmelser, var løbet kørt. Wallace havde dog allerede fortjent et prædikat som ’Den Mest Indflydelsesrige Taber’. Han blev indflydelsesrig i og med sin direkte indvirkning på de valgløfter Nixon gav. – valgløfter, han i høj grad holdt.
George Wallaces politiske karriere var dog ingenlunde historien om en taber. Han nåede over fire ikke sammenhængende perioder at sidde som guvernør i Alabama i samlet 5.848 dage. – tredje længst i USA’s historie. I 1972 blev han dog forsøgt dræbt, og attentatforsøget efterlod han lam fra livet. Fra sin kørestol havde han dog endnu et forsøg i præsidentvalg. Han døde i 1998, 79 år gammel.
You must be logged in to post a comment Login