Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Golden Globes – awardshow eller politisk talerstol?

Natten til mandag dansk tid afholdes The Golden Globes Awards på The Beverly Hilton i Beverly Hills. Igen i år er der lagt op til et show, der forventes at blive præget af det højspændte politiske miljø i USA

Under Golden Globes 2018 tog Oprah Winfrey publikum med på en emotionel rejse i sin tale: Reese Witherspoon stod med foldende hænder og oprejst pande, Barbra Streisand sad på forreste række med måbende mund, de ledende kvinder fra The Shape of Water delte et gensidigt wow-moment, Viola Davis’ smil gik fra øre til øre, Alicia Vikanders røde øjne glitrede, Gary Oldman stod hypnotiseret, rapperen Common klappede for to, og Meryl Streep skød op af sin stol med pegende finger og bekræftende råb.

Ved sidste års Golden Globes leverede talk show dronningen Oprah Winfrey en opløftende tale, der fra start fangede det sortklædte publikum i sin hule hånd. Stjernerne rejste sig i begejstring med øredøvende hulen, brøl, applaus og vilde gestikuleringer i kraft af budskabet om håb og en ny dagsorden i horisonten. Som så mange begivenheder og aftener i Trumps USA, hvor intet længere er helligt, gik hvad der skulle have været et klassisk award show hen og blev til en politisk manifestation.

I de seneste år har amerikanske prisuddeling shows i en større grad været underlagt politiske budskaber og samfundsbevidsthed. Sidste års 75th Golden Globes Awards bød på en mærkbar politisk atmosfære, der var karakteriserende af et angreb på selve Hollywoods magthierarki og krænkelseskulturen i kølvandet af Harvey Weinstein skandalen og #Metoo bølgen. Spørgsmålet er ikke om prisuddelingerne er politiske, men nærmere i hvor megen grad, der bliver ytret politik?

Politisk historie i award ceremonierne
At Hollywood stjerner bruger prisuddelings platformen til at fremme deres politiske holdninger er ikke et nyt fænomen. Det forekommer dog relevant at skelne mellem politisk satire og politiske budskaber og aktivisme. Politisk satire har en lang samfundstradition i USA, og award ceremoniernes værter og skuespillere har regelmæssigt berørt og stukket til et politisk emne her og der, men hvor humoren har opvejet det kontroversielle. Siden 1960- 0g- 70erne har de prestige fyldte award shows dog i større grad været betonet med politiske budskaber, hvilket også skal ses i sammenhæng med datidens kulturkampe som bekendt strakte sig vidt ud i samfundet.

Et af de mest prominente eksempler fandt sted under the Oscars i 1973, hvor vinderen af bedste mandlige skuespiller Marlon Brando boykottede showet, men sendte sin stedfortræder, den indfødte amerikaner og aktivist Sacheen Littlefeather, på scenen, som et statement mod den stereotype skildring af ’indianere’ i film og fjernsyn. Publikum buede hende, og the Oscar var efterfølgende ude og undskylde offentligt for den politiske stemning.

I nyere tid har skuespillere langt oftere brugt deres taletid på politiske budskaber, som Leonardo DiCaprio der flere gange har udtalt sig om klimaet, og Jared Leto, der har belyst AIDS og urolighederne i Ukraine og Venezuela. Derudover har de politiske budskaber haft stor mangfoldighed, mens temaer som krigsprotest og menneskerettigheder har været hyppige.

Personlige angreb og politiske protester ved Golden Globes
Under Tumps valgkamp og præsidentskab har USAs politiske splittelse og især kritik af præsidenten sat sig tungt på populærkulturen, der sjældent har været så politisk fremhævet i moderne tider – dette var tilfældet for 2017 udgaven af Golden Globes.

Historisk set har stjernernes politiske budskaber omhandlet specifikke emner, og ikke direkte angreb mod enkelte individer, men det så Meryl Streep langt bort fra i 2017, hvor hendes tale bar mere præg af samfundspolitik og et angreb på Trump end hæder og rygklapperi.

Under Golden Globes 2017 vakte Meryl Streep opsigt med en politisk tale, der uden at nævne ved navn var åbenlyst anti-Trump rettet. Hun indledte talen ved at kalde hende selv og sit direkte publikum for ”det mest fjendtliggjorte segment i det amerikanske samfund lige nu,” efterfulgt af specifikationen: Hollywood, udlændinge, og pressen. Tre ting Trump kontinuerligt kæntrer og nedværdiger. Streeps indlæg byggede sig op til en direkte kritik, hvor hun blandt andet kritiserede Trumps immigrationspolitik, fordømte hans mobberetorik med eksemplet da han i sin valgkamp ”imiterede” den handicappede journalist Serge Kovaleski, samt at polarisere befolkningen. Hun sluttede af med at hylde pressen for at holde magt i skak og journalistikkens stræben for sandhed.

2018 Golden Globes uden politisk fortilfælde
Det var på forhånd givet at the 75th Golden Globes Awards, 2018, ville være indbegrebet af en samfundspolitisk atmosfære. Forinden showet blev det bekendtgjort, at de kvindelige stjerner ville gøre sig i politisk aktivisme via en såkaldt sort kjoleprotest, der skulle symbolisere solidaritet med TimesUp bevægelsen, der kæmper mod seksuel krænkelse og for kvinderettigheder på arbejdspladsen. Mændene bakkede visuelt op med sorte jakkesæt og stifter med TimesUp emblemer.

Værten Seth Meyers lagde stilen med åbningsmonologen, ”godaften de damer og de resterende mænd,” som hentydning til Metoo-bevægelsens tav på Hollywood. Æren af at vinde en pris, anerkendelse af skuespil, og rygklapperi stod i skyggen til den alsidige politiske manifestation ved sidste års ceremoni. Det var dog i særdeleshed talkshow dronningen Oprah Winfrey som stjal rampelyset. Oprah blev som den første afroamerikanske kvinde overrakt hædres prisen Cecil B. de Mille – hendes tale var kendetegnet af en symbiose mellem raceforhold og køns ligestilling.

Det var især afroamerikanske kvinders kamp, der var omdrejningspunktet. Oprah lavede tydelige sammenligninger mellem 1960’ernes borgerrettighedskampe og nutidens krænkelseskultur, især #Metoo-kampagnens fokus på seksuelle krænkelser og misbrug af kvinder ved at drage på Recy Taylor, en sort kvinde, der under sydstaternes Jim Crow tid blev kidnappet, voldtaget, og efterladt i vejkanten af seks hvide mænd. Der blev ikke rejst juridisk tiltale mod nogle af gerningsmændene. Hun nævnte også Rosa Parks, som var politisk aktivist, og siden et symbol på den afroamerikanske borgerrettighedskamp. Parks er krediteret for at være en af de første, der startede ilden under borgerrettighedskampen, da hun satte sig på en hvid plads i Montgomery, Alabama’s segregerede busser og modsagde sig at flytte.

Ligesom Meryl Streep hyldede Oprah også pressens indsats, og fastslog om noget vigtigheden af at have en stemme i komplekse tider. Hun hædrede kvindernes mod til at tale ud om deres overgreb og personlige historier i offentligheden med proklamationen: ”I alt for længe er kvinder ikke blevet hørt eller taget alvorligt hvis de turde tale deres sandhed til magtfulde mænd…men den tid er forbi!” Oprah overførte kvindernes kamp i Hollywood til selve samfundet med opråbet ”en ny dag er i vente!” og et håb om en kultur, hvor ingen mere skal sige ”me too.”

Når så velkendte og respekterede kvinder som Meryl Streep og Oprah udfolder samfundskritik og politik i en af populærkulturens bedste sendetider, har det en effekt og resonans i de amerikanernes stuer.

Det var dog besynderligt nok ikke selve talens indhold, der blev dækket af medierne de kommende dage, men formodningen om at Oprah, med hendes politiske oration, nu ville stille op som præsidentkandidat i 2020. Et mediecirkus efterfulgte, hvor alverdens USA-kendere måtte udrede formodningen om hendes kandidatur. Oprah selv har standhaftigt benægtet, at hun vil stille op som præsidentkandidat i 2020.

Lignende politiske takter fulgte andre prisuddelinger i 2018, som under Grammy Awards, hvor Hillary Clinton læste op fra en passage fra Michael Wolffs ‘Fire and Fury’, der kommenterede på Trumps meget mediedækkede spisevaner. Ligeledes var the Oscars præget af politik vedrørende Metoo- og BlackLivesMatter bevægelserne, og stjernerne bar orange stifter, der symboliserede støtte til Gun Control, samt medfølelse til Parkland skoleskydningen.

Politiske forventninger for mandagens Golden Globes
De forgangne prisuddelinger har tydet på at underholdningsindustrien, ligesom samfundet, oplever en genopblusning af politisk aktivisme. Dette går ikke ubemærket hen for folkene bag prisuddelingerne, som generelt prøver at afdæmpe den liberale og venstrefløjs tilbøjelige politik i frygt af, at den vil skræmme et stort seer segment væk, som ikke anser politik for at høre hjemme i award ceremonierne.

Der er dog rige muligheder for politisk substans, da flere af de nominerede film og tv-serier har hovedtemaer som race, musik og politik. Mange filmkritikere spår Lady Gaga til at vinde prisen for bedste skuespillerinde for filmen ‘A Star is Born’. Sker det, er der i hvert fald dannet baggrund for politisk aktivisme. Gaga er nemlig en udadvendt kritiker af Trump, fortaler for kvinderettigheder, og kendt for at støtte Metoo og TimesUp bevægelsernes kamp mod krænkelseskulturen. Hun har desuden indspillet hittet, Till it Happens to You, for dokumentaren The Hunting Ground, der handler om den alarmerende rate af voldtægter og seksuelle overgreb, som finder sted på USAs højere uddannelsesinstitutioner.

Startskudet på prisuddelings sæsonen, der starter ud med 76th Golden Globes Awards natten til mandag, har det med at give et præg om hvilke personer og film, der kommer til at høste flest priser i de kommende shows. Ifølge de seneste år, ser denne præmis ligeledes ud til at gælde for hvilke former for politiske debatter, der bliver belyst. Uanset hvordan søndag nat forlyder, er der sandsynlighed for et par maskerede stikpiller til præsidenten og en grad af samfundspolitik og aktivisme, der afspejler nutidens hektiske politiske klima.

Written By

Casper Drost Hansen er cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet, hvor han har specialiseret sig i amerikansk kultur og historie med speciale i mindesmærker og erindringskultur. Tilknyttet Kongressen.com som kulturanalytiker. Mobilnummer: 51 37 03 01 Mail: casperdrosth@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen