Kongressen.com
Analyse Perspektiv

Har Obama stemplet ud?

Præsident Obama har mildest talt ikke været inde i en god politisk stime det seneste halvandet år. Stik imod den gængse myte er det ikke udelukkende republikanernes skyld, at Obama på nuværende tidspunkt er næsten lige så upopulær som hans forgænger, George W. Bush.

Kort tid efter den tragiske hændelse i Ukraine, da passagerflyet MH17 blev skudt ned, formåede Jon Stewart igen på fornemmeste vis at ramme hovedet på sømmen. Med udgangspunkt i præsident Obamas mildest talt beskedne meningsmålinger og det faktum, at Obama ikke just har haft mange præsidentielle succeser det seneste halvandet år, stillede Stewart skarpt på præsidenten.
”In the wake of the Ukraine plane crash, one thing is certain. Barack Obama is not going to do anything. He stopped presidenting like a year and a half ago. Now he just sits around in his underwear, eating cheese doodles, growing his fingernails out, and watching the same episode of The Golden Girls over and over again”, som Stewart spydigt formulerede det.

Nu er Jon Stewart som bekendt hverken Obamas hårdeste kritiker eller republikanernes bedste ven. Så når selv Jon Stewart ikke kan undlade at kommentere, at Obama stort set ikke er kommet nogle vegne det seneste havlandet år, må den demokratiske verden virkelig være ved at gå af lave.

Det er der noget om. Præsidenten har nærmest stemplet ud, og har givet betegnelsen `lame duck`-præsident en helt ny dimension. Desværre er denne yderst relevante udvikling i amerikansk politik stort set blevet forsømt herhjemme.

`Lame duck`-præsidenten over dem alle
Det er et kendt fænomen i amerikansk politik, at præsidenten i sin anden embedsperiode – efter det næste præsidentvalg er afholdt, og hans arvtager er fundet – bliver til en `lame duck`. Herfra kaster den siddende præsident typisk al sin iver i udenrigspolitikken, samtidig med at han går i gang med at forberede magtskiftet med den nyvalgte præsident.

Dét, der imidlertid er slående ved Barack Obamas anden embedsperiode er, hvor tidligt Obama er blevet marginaliseret politisk. Obama har nærmest allerede stemplet ud, mere end 890 dage inden hans efterfølger(-inde) overtager Det Ovale Værelse. Obama dermed har givet begrebet `lame duck`-præsident en helt ny betydning.

En del af forklaringen skal findes inden for de rammer, moderne amerikanske præsidenter opererer. Der venter altid et valg, som man siger i USA, og mediernes 24-7 cyklus betyder, at snakken om Obamas arvtager allerede har nået ubegribelige højder på nuværende tidspunkt, mere end 800 dage inden det næste præsidentvalg. Medierne er dermed med til at forstærke indtrykket af en præsident, som er handlingslammet og på vej ud af døren.

En anden årsag er, at republikanerne har stået stejlt i Kongressen, samtidig med at demokraterne heller ikke har været villige til at gå deres modpart tilstrækkelig meget i møde, til at præsidenten har kunnet gennemføre de reformer og forandringer, som han gik til valg på. Dermed er Obamas ambitioner om en immigrationsreform, en stramning af våbenlovgivningen, og lukningen af fængslet i Guantanamo Bay, blandt andre, strandet hurtigere end vælgerflugten fra Det Konservative Folkeparti under Lars Barfoeds ledelse.

Pragmatismen og viljen til at finde politiske kompromisser, som er essentielle, hvis USA’s politiske system skal fungere, findes simpelthen ikke i disse år. Det er tilfældet hos begge partier, i begge Kongressens kamre, og også i Det Hvide Hus (hvilket p.t. igen bliver udstillet over håndteringen af den humanitære krise, som udspiller sig ved landets sydvestlige grænse). Skal man beskrive amerikansk politik med ét ord i disse år, må det være polarisering.

Polarisering er ikke et republikansk fænomen
Man kan ikke undgå at tale om polariseringen, som gennemsyrer det amerikanske samfund, hvis man skal beskrive Obamas indenrigspolitiske mareridt det seneste halvandet år. Amerikanerne er træt af USA’s politiske system – som de opfatter som dysfunktionelt – og er særdeles utilfredse med alle involverede parter; altså både det demokratiske og republikanske parti og Kongressens medlemmer, men også den siddende præsident.

I Danmark har vi en tendens til at skubbe skylden på republikanerne. Men nu er politisk mudderkastning næppe udelukkende en republikansk spids kompetence, ligesom polarisering ikke er en ensrettet motorvej. Begge partier – og ikke kun republikanerne, som det tit påstås – står stejlt. Der skal to til en tango, som man siger, og det samme gør sig gældende, når det kommer til polariseringen i amerikansk politik.

Den uafhængige tænketank PEW Research Center offentliggjorde i juni den hidtil største undersøgelse om polarisering i amerikansk politik og konkluderede, at grunden til at republikanere og demokrater ligger længere fra hinanden ideologisk end på noget tidspunkt i nyere amerikansk historie, skyldes at begge partier siden 2012 har bevæget sig længere ud mod deres respektive fløje. At polariseringen i amerikansk politik således udelukkende skulle skyldes det republikanske partis højredrejning er en myte, som ikke kan opretholdes ved nærmere eftersyn. Faktisk er demokraterne rykket lige så langt til venstre, som republikanerne er rykket til højre.

Obama ligger, som han har redt
Derfor skal man også være varsom med at falde for den gængse fortælling, at Obamas indenrigspolitiske mareridt udelukkende skyldes republikansk obstruktion.
Flere af Obamas indenrigspolitiske problemer kan man nemlig næppe give republikanerne skylden for. Hverken det amerikanske skattevæsen IRS`s – hvis direktør er udnævnt af præsidenten – særlige granskning af konservative foreninger; det amerikanske justitsministerium logbøger over telefonopkald foretaget af journalister ved nyhedsbureauet AP (der yderligere forværrede det i forvejen anspændte forhold mellem Obama og de amerikanske medier); NSA-afsløringerne; Obamas mislykkede forsøg på at stramme våbenlovgivningen (som den demokratiske flertalsleder i Senatet, Harry Reid, ikke engang kunne få et sine egne partifæller til at stemme for); og præsidentens håndtering af Veteranministeriet-skandalen, som resulterede i at op mod 40 veteraner døde på grund af for langsom behandling, kan forklares med den gængse undskyldning, der hedder republikansk obstruktion. Det samme gør sig gældende, når vi kigger på Obamas udenrigspolitiske ageren.

”Verdenssituationen er et være rod”
Dét, Obamas supportere sjældent kan forklare med den gængse fortælling om republikansk obstruktion, er hvorfor præsidenten også står svagt udenrigspolitisk. Siden den amerikanske forfatning giver præsidenten vidtrækkende beføjelser på dette område, kan det næppe være republikanerne, som spænder ben for præsidentens udenrigspolitiske ambitioner.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeline Albright udbrød for nyligt i et interview, at ”verdenssituationen er et værre rod” i disse år. Ser man på den globale situation, kan man fristes til at give Albright ret. Sjældent har en amerikansk præsident været konfronteret med så mange forskellige udenrigspolitiske kriser på en gang. Fra Afghanistan til Irak, fra Syrien til Israel-Palæstina konflikten, til Ukraine-krisen, er verden i disse år kendetegnet af en perlerække af konflikter. Dét, der ydermere gør det svært for Obama er, at de alle sammen på sin vis er er forbundet med hinanden, og dermed udgør et kolossalt udenrigspolitisk problem.

Udviklingen i Syrien, for eksempel, former ikke kun Obamas synspunkter og valg i forhold til kriser andre steder, som Afghanistan eller Irak, men har også vidtrækkende konsekvenser for hvordan andre statsledere opfatter USA’s ageren og styrke. Ukraine-krisen kan med al rimelighed betegnes for en efterdønning og et direkte resultat af Obamas håndtering af Syrien-konflikten, hvor Obamas notoriske røde linje og ubeslutsomhed i forhold til Assads brug af kemiske våben gjorde det klart for enhver, at Obama hverken var interesseret i at bruge militær magt eller involvere sig i længerevarende konflikter.
Det kom således ikke som den store overraskelse, at den russiske præsident Vladimir Putin turde at vove pelsen, da situationen i Ukraine spidsede til, efter han havde set Obamas ubeslutsomme ageren i Syrien. Igen er det svært at se, hvem andre end Obama skulle være ansvarlig for denne udvikling.

Obama lider Bushs skæbne
Ifølge meningsmålingsinstituttet Gallup ligger Obamas approval rating på nuværende tidspunkt på gennemsnitlig 42 procent. Til sammenligning lå hans forgænger George W. Bushs gennemsnit på samme tidspunkt i sin anden embedsperiode på 40 procent.
Er det ikke pudsigt, at man for otte år siden nærmest blev bombarderet med indslag om, hvor dårligt Bush klarede sig, mens der er tæt på rungende tavshed i de danske medier, når det kommer til Obama? Den danske USA-dækning forsømmer i den grad at belyse, hvorfor USA’s præsident er fløjet under radaren i så lang tid og lider samme skæbne, som George W. Bush gjorde.
I dag er Barack Obamas rolle reduceret til at samle en masse penge ind til hans demokratiske partifæller, som stiller op til midtvejsvalget. Det er præsidenten rigtig god til, hvormed han kan hjælpe sit parti, som står i alvorlige problemer, tre måneder op til valget. Men er der én ting, hans demokratiske partifæller bestemt ikke ønsker, så er det, at præsidenten tropper op til deres vælgermøder, eller at de på en eller anden måde risikerer at blive associeret med Obama.
Præsidenten går fra krise til krise, er næsten lige så upopulær som George W. Bush, og er blevet en klods om benet på sit eget parti. Kort sagt, så har Obama stemplet ud.

Læs også

Et bibliotek uden bøger bygger bro i San Antonio

Kongressen

Konflikten mellem Iran og USA understreger hvor handlingslammet Europa er når international politik bliver sikkerhedspolitisk

Kongressen

Svækker Libyen-konflikten det amerikansk-tyrkiske forhold?

Kongressen

Kongressen.com igen på Folkeuniversitet i København

Kongressen

Everybody back to their corners

Philip Chr. Ulrich

Trump indleder Iran-offensiv på de sociale medier

Katrine Villarreal Villumsen