Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Højesteret banker endnu et søm i kisten for Affirmative Action

Med sin seneste afgørelse har dommerne i den amerikanske Højesteret taget endnu et skridt mod at afskaffe Affirmative Action på uddannelsesområdet. Lovgivningen har været kontroversiel siden den blev indført, og mange spørger åbent om det overhovedet er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning at give positiv særbehandling til borgere fra etniske mindretal. Den seneste afgørelse kan have store konsekvenser for fremtidens amerikanske samfund.

I et forsøg på at kompensere etniske minoriteter for deres historisk begrænsede adgang til universitetsuddannelse, implementerede den amerikanske føderale regering i 1960’erne Affirmative Action. Ved at give etniske minoriteter en fordel over andre i optagelses- og ansættelsesprocedure i offentlige institutioner var målet, at udligne forskellene mellem etniske grupper i det amerikanske samfund. På uddannelsesområdet bliver den konkrete konsekvens, at offentlige universiteter tilskyndes at vælge en kandidat fra et etnisk mindretal over en ligeligt kvalificeret kandidat fra flertallet.

Den positive særbehandling er en af de mest effektive måder at rode bod på fortidens uretfærdigheder, da netop uddannelse har potentiale for at forbedre den sociale mobilitet og gøre det muligt for personer fra de laveste dele af samfundet at skabe sig en bedre fremtid. Det er dog langt fra alle, der deler begejstringen for Affirmative Action, og stater som Californien, Nebraska, Florida og senest Michigan har indført lovgivning, der forbyder at give ansøgere positiv særbehandling på baggrund af etnicitet eller racetilhørsforhold.

Affirmative Action er et politisk problem – ikke juridisk
Diskussionen om Affirmative Action deler den amerikanske befolkning i to lejre, afhængigt af hvordan den amerikanske forfatning tolkes og særligt det 14. lovtillæg, som indeholder the Equal Protection Clause, der garanterer alle borgere en lige beskyttelse fra loven. Tilhængere af Affirmative Action hævder, at den eneste måde at sikre de etniske minoriteter en ligelig beskyttelse fra loven er ved at give dem positiv særbehandling for eksempel med hensyn til optagelse på universitetet, mens kritikere peger på det selvmodsigende i at diskriminere for at overkomme effekterne af tidligere tiders diskrimination.

Mere end 50 år efter implementeringen har Affirmative Action ændret tilværelsen for etniske minoriteter, der var afskåret fra en kvalitetsuddannelse og havde ringe muligheder for at forbedre deres fremtidsudsigter. Det er vanskeligt at være uenig med de positive resultater af Affirmative Action og den positive særbehandling har vitterligt hjulpet mange udsatte til en bedre fremtid, men meget tyder på at tiden er ved at løbe fra Affirmative Action. Tidligere på året kom den amerikanske Højesteret med en længe ventet afgørelse i en sag om Michigans lov om at forbyde positiv særbehandling på grund af race.

Højesteret afgjorde, at det er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning at forbyde positiv særbehandling. Det betyder ikke at Affirmative Action at er afskaffet – og Højesteret har i tidligere afgørelser konkluderet at det ikke er forfatningsstridigt at bruge positiv særbehandling – men det betyder, at de amerikanske delstater selv kan afgøre, om de vil tillade positiv særbehandling i deres stat. Højesteretsafgørelsen betyder med andre ord, at beslutningen om brugen af Affirmative Action er en politisk og ikke en juridisk afgørelse, der hører hjemme i delstaternes lovgivende forsamlinger og ikke i en retssal.

Tilhængere af Affirmative Action mener, at det er et skridt i den forkerte retning at overlade den slags beslutninger om mindretallets rettigheder til flertalstyranniet, og peger på at antallet af etniske minoriteter optaget på jura i Michigans offentlige universiteter faldt med 27 % efter loven mod positiv særbehandling blev indført. Konsekvensen bliver en tilbagevenden til segregerede raceadskilte universitetssystemer, som vil bidrage til den øgede afstand mellem etniske grupper i det amerikanske samfund.

Ansvaret ligger hos delstaterne
Her skal man dog huske på hvad højesteretsafgørelsen handler om, og især hvad den ikke handler om. Hvad Højesteret tog stilling til i deres seneste afgørelse var, om det var i strid med den amerikanske forfatning at delstaterne vedtog en lov, der forbyder Affirmative Action og positiv særbehandling i optagelse på de offentlige universiteter. Konklusionen var, at det ikke er i strid med den amerikanske forfatning. Hvad Højesteret ikke tog stilling til var nytten og/eller nødvendigheden af Affirmative Action, eller med andre ord om positiv særbehandling er godt eller skidt for det amerikanske samfund.

Højesteret lader det være op til de individuelle delstater og deres vælgere, hvordan de bedst vurderer uddannelsessystemet skal fungere i deres område. Den føderale karakter af de amerikanske politiske system og særligt når det kommer til uddannelse skal ikke undervurderes. Bare fordi den føderale regering fra central hånd ikke blander sig, betyder ikke at der er lovløshed på området. Langt fra.

Michigans lov mod positiv særbehandling er i overensstemmelse med forfatningen, men samtidig er positiv særbehandling fuldt lovligt. Ingen universiteter behøver foretage drastiske ændringer i deres optagelsesprocedurer som direkte følge af afgørelsen. Ikke desto mindre kan afgørelsen potentielt set have stor betydning for, hvordan delstaterne fremover indretter deres uddannelsessystem. Med den seneste afgørelse har Højesteret blåstemplet fremgangsmåden fra Michigan, hvor lovforslaget mod Affirmative Action blev sendt ud i en folkeafstemning. Loven blev senere godkendt og endeligt erklæret i overensstemmelse med den amerikanske forfatning af den øverste instans i retssystemet. Dermed giver Højesteret delstaterne en brugsvejledning i, hvordan staterne kan forbyde positiv særbehandling, og det kan have store konsekvenser for uddannelsessystemet.

Enden på Affirmative Action?
Mange ser højesteretsafgørelsen som endnu et skridt mod en afskaffelse af Affirmative Action. Når eller hvis det sker, frygter mange at USA vender tilbage til tiden før borgerretsbevægelsen i 1960’erne, hvor universiteterne havde frit spil til at optage studerende ud fra deres etnicitet. Hele debatten om etnisk ligestilling har dog ændret sig markant siden dengang, og det amerikanske samfund har modnet sig meget. Det 14. lovtillæg garanterer stadig ligestilling for loven, hvilket i den konkrete kontekst betyder at universiteterne ikke kan vælge dig fra alene på grund af race. Hvis en ansøger er mere kvalificeret end en anden skal universiteterne stadig tilbyde den første kandidat optagelse over den anden, uanset etniciteten af de to ansøgere. Et fravær af Affirmative Action er ikke ensbetydende med diskrimination i studieoptagelsen.

Hvis dette er enden på Affirmative Action, er det så fordi borgerrettighederne på dette område har sejret sig ihjel og udtjent sin funktion, eller har de spillet fallit og er blevet slået tilbage til start? Selvom ethvert velfungerende demokrati har brug for et stærkt civilsamfund er en mulig afskaffelse af Affirmative Action ikke nødvendigvis et nederlag for borgerrettighedsforkæmperne. Indførelsen af Affirmative Action har netop været med til at stimulere debatten og udvikle samfundet til et punkt, hvor der ikke er samme behov for det som tidligere. Det er altid vanskeligt at opveje uretfærdighederne ved diskrimination ved at udøve negativ diskrimination, og debatten ser ud til at resultere i en afskaffelse, og det er måske den virkelige sejr for borgerrettighedsbevægelsen – at man ikke behøver reguleringer for at sikre lighed for loven. Den amerikanske forfatning og dens lovtillæg udstikker borgernes rettigheder, og afskaffes Affirmative Action må borgerne sætte deres lid til at deres retssikkerhed bevares uden kontroversielle og påtrængende lovindgreb som Affirmative Action. Om ikke andet sender Højesteret det budskab, at det er i delstaternes lovgivende forsamlinger og ikke i støvede retssale at afgørelsen om Affirmative Action skal finde sted, og det giver delstaterne mulighed for at tilpasse optagelsespolitikken til deres (og vælgernes) specifikke omstændigheder og præferencer.

Written By

Hans Dahl-Nielsen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Har tidligere undervist i amerikansk politik på Broward College, FL, hvor han også var akademisk koordinator. Forfatter til 'Skoler I Skudlinjen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Tilknyttet Kongressen.com som uddannelsespolitisk skribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen