Hollywood-Hank lokker med fuck-ups, fuldskab og frihed

”Hank” er en Hollywood-legende: Han drikker for meget og agerer som et vaskeægte røvhul, men kvinder ligger alligevel på knæ foran ham, og mænd drømmer om at sidde i hans varme barstol, hvor troen på frihed er fundamentalistisk. Hank findes.

Fra forfatterlegenden Charles ”Hank” Bukowski med residens i Hollywoods rendesten til Hank Moody, der kører fra kvinde til kvinde i sin cabriolet i tv-serien Californication. Fra den legendariske real deal-forfatter til en poleret Hollywoodversion. Den frihedshungrende Hank kommer i flere varianter. Californications hovedperson Hank Moody bygger på legenden om den fordrukne forfatter Charles ”Hank” Bukowski, der skrev, knaldede og drak, hvad der passede ham, og som samtidig storproducerede romaner, digte og noveller om sine eskapader i Hollywood. Værker der over tid gjorde ham berømt – berygtet var han i forvejen. I marts var det 20 år siden, han døde. Både i Moody og Bukowski-versionen slår Hank notorisk verbalt under bæltestedet og starter også gerne den fysiske af slagsen. Jo hårdere han slår, desto flere er kvinderne omkring ham. Den sidste og syvende sæson af Californication havde premiere d. 13. April og kommer snart til Danmark.

Endnu en tro Hank-replikant
Marco Mannone er en af de millioner af trofaste seere, der har fulgt med siden Californications start i 2007. Han bor i Venice, der ligger syd for Hollywood i Californien. Ligesom Hank og Hank er han også forfatter. Ud over at være svært glad for tv-serien Californication har han også Bukowski under huden. Marco Mannone går ned ad Abbot Kinney, som er en af hovedgaderne i Venice, hvor mange af scenerne til Californication er blevet filmet.
“Jeg bor jo nærmest i en tv-serie, som jeg er vild med. Der er noget terapeutisk og befriende ved at følge den kæmpende forfatter, der drikker sig ned og fucker op, men som samtidig får det, som han vil have det. Selvom jeg har hørt historien før, vil jeg altid gerne følge med i fortællingen om en mand, der insisterer på at have frihed til at følge sit begær”, siger Marco Mannone.
Ligesom Hank Moody har Marco Mannone en sort T-shirt, mørkeblå jeans, solbriller og læderarmbånd på. Den samme uniform har siddet på Californications hovedperson i de sidste seks sæsoner.

Marco Mannone stopper op i den skarpe sol og peger ind på en bar for at spørge, om vi ikke lige skal tage en enkelt. Egentlig havde vi aftalt først at drikke øl senere, men når vi nu er ved sådan et ”landmark”, siger han. Han forklarer, at baren har lagt hus til nogle af scenerne i det første afsnit af Californication, hvor Hank Moodys venner har arrangeret en overraskelsesdate. Hank Moody ydmyger den fremmede kvinde ved at sætte et par nedladende ord på, hvordan han forestiller sig, at hendes liv ser ud. Han får det ikke til at lyde af mere end en tur til tanken efter chips. Daten slutter abrupt, men alligevel har hun sex med ham efter et par sceneskift. Enten blev Hank Moodys fuck-up hurtigt glemt, eller også var det dragende.
“Hanks iagttagelser og hans servering af dem er direkte stride, men de er også sande, og den humor, som de langes over disken med, gør dem forførende. Datescenen drejer sig mere om en mand, der kæmper med sig selv, og som insisterer på at gøre, hvad det passer ham, end den drejer sig om den kvinde, der sættes på plads”, siger Marco Mannone.
Alene i det første afsnit har Hank Moody sex med en hel håndfuld damer. En af dem er en forførende 16-årig. Fire sæsoner senere får han en dom for at have haft sex med den unge kvinde – hun er mindreårig. Dette fuck-up tilgiver kvinderne omkring ham også hurtigt.

Don’t try
Hvem ville Hank Moody være uden det andet køn? Det samme spørgsmål kan sendes i retning af Charles ”Hank” Bukowski. Marco Mannones interesse for Bukowski startede med romanen ”Women”, som han fik anbefalet af sin bror.
“Jeg havde en del problemer med damer, det var svært at slå igennem som forfatter – og ligesom Bukowski, så er Los Angeles min hjemmebane. Lighedspunkterne var fra første side åbenlyse. Bukowski var jo ikke ligefrem flot, hvorimod Hank Moody, som spilles af David Duchovny, har et helt anderledes lækkert Hollywood-udseende. Den ægte Bukowski-vare giver mig faktisk mere håb, for han får alle kvinderne på trods af sin fremtoning i både fysisk og psykisk forstand. Han gjorde alt det, som man ikke bør, havde ingen penge og levede virkelig i sølet, men han kæmpede sig også frem og fik anerkendelse samtidig med, at han selv satte rammerne for, hvad der var hans succeskriterier – den slags giver håb”, siger Marco Mannone.
Marco Manonne sidder oppe i baren og kigger ud over bargulvet, der på amerikansk diner-vis afgrænses af små isolerede båse med borde. I en af dem foregik scenen med Hank Moody og daten.

Marco Mannone fortæller, at hans egen agent er i færd med at kontakte produktionsselskaber med tre idéer til tv-serier. Hank Moody-replikanten tager mobilen frem, mens han taler om, at de kan ringe når som helst. De ringer ikke, mens vi er på baren. Marco Mannones tre idéer drejer sig alle om mænd, der kæmper sig ud af en eller anden livskrise, og som har et højt indtag af alkohol. Overlæger såvel som krigsveteraner.
“Jeg har et yndlingscitat fra Californication, som faktisk blev fyret af lige her i baren. Hank siger til sin agent, at han væmmes over sit liv, men at han ikke er ulykkelig af den grund. Pointen er, at du hellere skal acceptere dine fejl og forblive tro mod din natur, end handle som det forventes af dig, også selvom det gør dig til et mere uhøfligt eller knap så civiliseret menneske. På Bukowskis gravsten står der ”Don’t try”, og jeg kan se en parallel der. Det handler ikke om, at du bare skal prøve – vil du noget, skal du gøre det fuldt ud uden at gå på kompromis”, siger Marco Mannone.

En af de folk, som har være med til at bygge karakteren Hank Moody, er Jonathan Grotenstein. Han har skrevet bogen ”God Hates Us All”. I Californication har Hank Moody skrevet bogen af samme navn. Folkene bag serien syntes, det var oplagt at få tv-ikonet til at fremstå mere levende ved at lade Hank Moody udgive bogen i virkeligheden. Jonathan Grotenstein agerede således ghostwriter for Hank Moody:
“Hank Moody” bygger på Bukowski-legenden, som Tom Kapinos, der er hovedophavsmanden til Californication, har smeltet sammen med sine egne erfaringer med Hollywood. Tom Kapinos var opsat på at skabe en drømmefigur, der lå tæt på virkelighedens Hanks. Her i vores del af verden er der virkelig sådan nogle Hank-typer, der har foden på speederen, som bryder lange lister med regler og normer, og som alligevel får succes og sex. Jeg skulle skrive en bog om Hank Moodys ungdom, som han selv ville have beskrevet den. Bogen skulle sige noget om, hvad der lå bag hans måde at være på. Den kom til at handle om uafklarede forhold til forældre og økonomiske problemer”, siger Jonathan Grotenstein.
Ulykkelig barndom og pengeproblemer opsummerer sammen med sex hovedtematikkerne i flere af Bukowskis værker.
“Jeg tror ikke, at Hank appellerer til folk på grund af sin dystre ungdom. Det, der taler til folk, er snarere, at hverken Bukowski eller Moody kan blive flove, og at de begge altid sørger for, at de har en høj grad af frihed. De er grænseløse og lyststyrede. Den ene udlevede myten om den frihedshungrende forfatter, den anden mimer myten”, siger Jonathan Grotenstein.

Især skandinaviske kvinder
I Californication er der to kvinder, som Hank altid vender tilbage til. Den ene er Karen, moderen til hans datter, og den anden er datteren. Begge tilgiver de hans fuck-ups og fuldskab gang på gang. Også efter han bliver dømt for at have sex med en mindreårig, lukker Karen ham ind i sengen igen. Karens favoritforfatter er Bukowski, og hun refererer jævnligt til Moody som en ”dirty old man”. Betegnelsen er også titlen på den kendte klumme, som Bukowski skrev i et par år for en undergrundsavis i Los Angeles. Referencerne til Bukowski er mange og tydelige. Afsættet for Karens og Hanks forhold i Californication er, at Karen har været Hank utro. Under sit bryllup med den nye mand stikker hun af med Hank og datteren. Karen er ikke uden skyld.

Der findes optagelser fra et interview, hvor Bukowski sidder i en sofa og sparker ud efter sin kone, mens han anklager hende for at ”være ude hver nat”. Ligesom tilfældet er med Hank Moodys Karen, så har Bukowskis kone været med til at skabe det problem, som han reagerer på, konkluderer Joan Jobe Smith, der var ven med Bukowski. Hun har skrevet en bog om ham og hans kvinder.
“Det var en særlig slags kvinder, som faldt for Hank. De ville ikke have stilstand. De ville have ham, og de elskede ham, også selvom forholdene ikke var lange. Kvinderne var passionerede, stærke, frie, søgende og erotiske. De stod ikke ude i kulissen og ventede”, siger Joan Jobe Smith.

Hun fortæller, at kvinder fra hele verden kom til hans hus i Hollywood for at have sex med ham, som om han var endnu en af byens turistattraktioner. Især turister fra Skandinavien husker Joan som særligt promiskuøse. Efter han udgav romanen Post Office, hvor hans adresse var påtrykt bogens forside, blev besøgene så mange, og han måtte flytte et par gader væk for at få arbejdsro.
“Ville en kvinde gerne vække hans interesse, skulle hun sige til ham, at hun elskede hans bøger. Selv turde jeg aldrig være sammen med ham. Jeg vidste, at jeg ikke var en af den slags kvinder, der kunne klare den form for passion, hvor både jalousi, kærlighed og had springer i luften. Han ville syntes, at jeg var for kedelig og konform. Han var underholdende og gribende, men han havde også skyggesider og spillede os kvinder ud mod hinanden til sin egen fordel”, siger hun.

Især feministerne i 70’erne kunne slet ikke tolerere ham. Til hans oplæsninger sad de ofte på første række og råbte til ham, at han var kvindehader. Joan Jobe Smith hverken er eller var enig i deres udråb.
“Han er den mest interessante mand, som jeg har mødt. Han var romantiker, og mange kvinder var vilde for at få en ny type poet på scenen. Han blev den gorilla-poet, som kunne slå fra sig. Han var fuld og kunne finde på at provokere f.eks. ved at tisse foran folk til fester. Det gjorde han for at gøre oprør – for at vise han kunne overskride grænserne for, hvad man må og kan. Kvinder elsker med ørerne, og de elskede hans ord, og derfor kiggede de i hans retning, også selvom han var en ”dirty old man”, siger Joan Jobe Smith.

Interviewbogen om Bukowskis kvinder har hun lavet sammen med sin mand Fred Voss, der fortæller, at han selv har brugt Bukowskis frihedstrang til at retfærdiggøre egne livsvalg.
“Bukowskis poesi fik mig for mange år siden til at revurdere, hvad det vil sige at have succes. Efter jeg læste ham, droppede jeg mit ph.d.-liv og blev maskinarbejder. Jeg levede kun i hovedet med det akademiske arbejde. Bukowski gjorde det fysiske arbejde nobelt, og med ham fandt jeg en måde at blive en fri mand på”, siger Fred Voss.
Her godt 35 år efter, at han åbnede den første Bukowski-bog, arbejder han stadig som maskinarbejder og har udgivet flere af sine digte.

I graven med Venice
Nu slutter Californication, og Marco Mannone sætter sig ind i sin bil for at vise mere af Venice frem. Han siger, han er glad for, at han har fået det sidste med af bydelen, hvis kreativitet er ved at drukne i rigdom. Vi kører ned til kanalerne i Venice, hvor flere af scenerne til Californication er skudt. For mange år siden var området en forlystelsespark. Så blev de små stier og vandløb overtaget af hippier, som åbnede deres hjem for fattige kunstnere. I dag er stedet beplantet med dyre, douchefarvede og kantede villaer af den slags, der efterhånden ligger en del af i Los Angeles’ eksklusive kvarterer. Foran de fleste af husene står skilte, der advarer om tyverialarmer. Ikke en eneste beboer er at se i haverne eller ude på deres balkoner.
“Serien går lidt i graven sammen med området. Det var jo også tilfældet med Bukowski. Han gik nærmest i graven med Hollywoods storhedstid. Venice tiltrækker stadig unge og kreative folk, men det hele bliver mere og mere kommercielt, og det bremser den kreativitet og frie atmosfære, som de sidste godt 20-30 år har kendetegnet Venice”, siger Marco Mannone.

Californication har fra første dag fået lussinger af Bukowski-tilhængere på internettet. De har ikke brudt sig om, at en tv-serie i den poppede genre brugte af hans legende, og at den samfundskritik og skildring af underklassen, som Bukowski leverede i sine tekster, slet ikke kommer i nærheden af Californication.
“Historien om Hank Moody kunne måske have været mere spændende, hvis han havde skullet kæmpe sig til tops i Hollywood. Vi møder ham, da han er godt inde i varmen. Det er kvinder, fest, fuck-ups og druk, som har holdt mig til skærmen. Bukowskis værker byder på en helt anden forvandlingshistorie”, siger Marco Mannone.

Blandt kritikerne er der lavet referencer til ”dad rock”, som på californikansk er en nedsættende måde at tale om ældre mænd, der rigtig gerne vil være rock’n’roll, men som spiller lidt kedelig rock, der er hørt for mange gange før.