Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Hvad FBI-ransagelsen af Trumps personlige advokats filer kan betyde

I bedste fald efterlader det advokaten Michael Cohen særdeles sårbar. I værste fald giver det anklagemyndighederne direkte adgang til Trumps dybeste hemmeligheder.

Washington D.C – FBI ransagede i går Trumps advokat, Michael Cohens, kontor, hjem og hotelværelse ifølge adskillige amerikanske medier og Cohens advokat Stephen Ryan.

“I dag gennemførte anklagermyndigheden i Southern District of New York en række ransagningskendelser og beslaglagde fortrolig kommunikation i mellem min klient, Michael Cohen, og hans klienter. Jeg har blevet gjort bekendt med, at dagens aktion i New York til dels var refereret af specialanklager Robert Muellers kontor,” sagde Ryan i en pressemeddelelse.

Føderale betjente beslaglagde telefoner, laptops, filer og økonomisk materiale, der inkluderede information i henhold til betalinger, Cohen har indrømmet, han foretog til pornostjernen Stormy Daniels tilbage i 2016. Flere medier rapporterer, at anklagemyndigheden også kigger efter, om Cohen er skyldig i banksvindel.

Ifølge Bloomberg bliver sagen håndteret af af anklagemyndigheden i New York. Muellers kontor var ikke involveret efter en beslutning foretaget af vicejustitsminister Rod Rosenstein. Den siddende anklager i New York er Geoff Berman, som præsident Trump personligt interviewede til posten.

Der er altså en separat anklager og en føderal dommer, der også så en god nok grund til at konfiskere materiale af den allermest fortrolige karakter i en sag, som de vidste ville tiltrække national opmærksom og den mest højlydte kritik.

Det bliver derfor sværere for Trumps politiske allierede at afvise mandagens ransagelse som en heksejagt.

Det sidste skub udover klippekanten

Udviklingerne i Mueller-undersøgelsen er tit blevet mødt med forbløffelse og alarmklokker i politiske kredse, mens det juridiske miljø har manet til besindighed. Dette var ikke tilfældet denne gang. Advokater, tidligere anklagere, og forhenværende FBI-agenter beskriver udviklingen som yderst alvorlig.

Det er usædvanligt at gå efter en advokats personlige filer. Det kræver blandt andet godkendelse fra de øverste afdelinger i justitsministeriet. Og en ransagningskendelse ville ikke være mulig uden en ordre fra en føderal domstol, som var overbevist om, at der var en god grund til at gennemsøge Cohens hjem og kontor.

“Denne ransagning er langt større end udbetalinger til frk. Daniels. Det er også sandsynlig, at Cohen er et mål i en separat undersøgelse,” skriver Elizabeth de la Vega, der var ansat i den føderale anklagemyndighed i 21 år på Twitter.

Cohen har allerede været i krydsilden i månedsvis over en potentiel ulovlig udbetaling til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels på 130.000 dollars. Disse kan være ulovlige donationer til en politisk kampagner. I bedste fald er det Cohens personlige problem, og han risikerer en lang fængselsdom. I værste fald rammer det den siddende præsident direkte

Loftet for, hvor alvorligt det kan være, er højt. Udover udbetalingerne til Daniels kan Cohens filer indeholde materiale, der er relevant til Muellers Rusland-undersøgelse, Trump organisationens mulige hvidvask af penge og præsidentens personlige skattepapirer.

Alle er direkte relateret til de emner, der både politisk og juridisk er mest ømtålelige for Trump-administrationen, Trumps inderste cirkel og for præsidenten selv.

“Det er en smule tidligt, men det er utvivlsomt en mulighed, at FBI’s ransagelse af Michael Cohens kontor (og beslaglæggelsen af et utal af dokumenter) kan blive et af de mest betydningsfulde øjeblikke i denne administration,” siger professor Steve Vladeck fra University of Texas School of Law.

Samtaler imellem advokater og deres klienter er som udgangspunkt fortrolige, men kan blive undtaget, hvis denne kommunikation bliver brugt til at skjule svindel eller andre kriminelle handlinger. Derfor kunne anklagemyndigheden i New York eller Mueller komme i besiddelse af yderligere beviser, der implicerer præsidenten, hans ansatte eller hans tidligere kampagnestab.

De juridiske konsekvenser

Presset på Cohen øges også. I sidste uge svarede Muellers hold en domstol på spørgsmål om, hvorfor Paul Manaforts sag ikke burde blive afvist. Her var et af argumenterne, at en særlig anklager kunne konkludere, at det er nødvendigt at undersøge andre anklager uden forbindelse imod centrale vidner for at sikre deres samarbejde. Det gælder Trumps folk, der allerede har flippet. Tre tidligere medlemmer af Trump-kampagnen, heriblandt den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, har erklæret sig skyldig i Mueller-undersøgelsen og samarbejde med specialanklagerens kontor.

Og det kunne meget vel være tilfældet her ifølge juridiske eksperter. Cohen kunne blive tilbudt en aftale om nedsat straf, hvis han vidnede imod tiltalte i Mueller-undersøgelsen. Eller for at fortælle alt, hvad han ved om Trump og hans selskaber efter at have været hans advokat gennem adskillige år og kendt som præsidentens personlige pitbull. Hvem ved, hvad dokumenterne og materialet kan føre frem til?

Præsidentens svigersøn Jared Kushner er også i anklagemyndighedens søgelys. Den tidligere kampagnechef Paul Manafort skal i retten senere i år og risikere fængsel i resten af hans liv.  Og Trump er selv i søgelyset hos Mueller, der undersøger hvorvidt præsidenten har forsøgt at obstruere rettens gang.

Den umiddelbare reaktion kom få timer efter, hvor han kaldte FBI-ransagelsen en “skamplet” og “et angreb på vores land, og alt hvad vi står for.

Det er ikke til at sige, hvordan denne præsident, med en manglende impulskontrol, og som i stigende grad har følt sig tilpas og selvsikker i hans evne til at udføre jobbet vil reagere. Trumps største politiske fejl er sket i kølvandet på lignende situationer. Den største fejl var fyringen af den tidligere FBI-direktør Jim Comey. En fyring, der førte til nedsættelsen af specialanklagerens kontor.

Præsidenten har gentagne gange truet med at lukke ned for undersøgelsen, hvis den bevægede sig ind i et område, hvor hans egne finanser vil komme i spil. Og i kølvandet på Cohen-nyhederne begyndte Trump selv at lege med ideen om at fyre Robert Mueller.

Sådan en udvikling vil ændre dynamikken i Washington og sende USA på vej imod en moderne forfatningskrise. Det vil samtidig obstruere den lovgivende proces for resten af året og farve midtvejsvalget og Republikanernes muligheder for at bevare flertallet i Kongressen. Og som Watergate i 1970’erne fortalte os, så ved man aldrig præcis, hvad der får den institutionelle og politiske støtte til at falde sammen.

Det er også værd at nævne, at gårsdagens handlinger kan være ubetydelige for Rusland-undersøgelsen. Men uanset hvad, så virker Muellers jobsikkerhed lavere, end den var i går. Og det virker efterhånden så godt som givet, at Trump-administrationens evne til at kontrollere den politiske agenda og sin egen skæbne er væk.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen