Kongressen.com
Analyse Æslet & Elefanten

Hvem er Republikanerne i dag?

Der er mange stereotyper om den republikanske vælger anno 2016. Få af dem er rigtige. Tværtimod er det ikke uden grund at cirka halvdelen af amerikanerne stemmer republikansk. Inklusiv undertegnede.

ÆSLET & ELEFANTEN: De fleste danskere har aldrig mødt en typisk amerikansk republikaner og ved heller ikke, hvad de står for. Danskerne tror at republikanerne er krigsglade, imod kvinders rettigheder, ikke kan lide homoseksuelle og er fordomsfulde over for de sorte, latinoerne og muslimer.

Man kan ikke helt bebrejde danskerne deres syn på Republikanerne, i det en stor del af misforståelserne er opstået igennem mange år, hvilket til dels er Republikanernes egen skyld. Demokraterne har deres egen udlandsorganisation, der varetager deres interesser og formidler deres PR (Democrats Abroad). Desværre har Republikanerne ikke en tilsvarende organisation i Danmark, men har dog en i Norge og Sverige.

Pressen er også medskyldig, da deres reportager sjældent går i dybden med Republikanernes sager. Indviklede ting kan som regel ikke forklares på få minutter. Og det sker ofte, at Amerikas republikanere bliver forvekslet med de mere højreorienterede partier i Europa, der er racistiske og har en tendens til at være højtråbende. Jeg har tilbragt 19 år af mit liv i Europa: 12 år i Danmark, tre år i Holland og fire år i Tyskland. Jeg har haft lejlighed til at træffe utallige europæere, lige fra den almindelige mand på gaden til højtstående politikere. Der var ikke mange, der viste, hvad Amerikas republikanere står for. Mange vidste at de var det modsatte af Demokraterne, men fordi man overfører den europæiske definition af demokrater til Amerikas demokrater, var det oplagt at de derfor tog fejl hvad angik definitionen af, hvad en amerikansk republikaner er.

Det republikanske parti, der er et af verdens ældste politiske partier, blev stiftet i 1856. En central del af partiets platform var et stærkt og ubetinget forsvar af frihed for de sorte i USA. Ved præsidentvalget i 1860 blev Abraham Lincoln, som var medlem af det republikanske parti, valgt. Partiet dominerede herefter Amerikas politiske scene frem til 1932, hvor demokraten Franklin Roosevelt blev valgt.
Mange europæere forbinder beskyttelse af Amerikas minoriteter med Demokraterne, men igen tager de fejl. Det var nemlig Republikanerne, der var tidlige og urokkelige tilhængere af vores ‘civil rights’ lovændringer. Det var først da præsident Lyndon Johnson overbeviste hans demokratiske partifæller, som var imod loven, om at stemme ‘ja,’ at loven endelig blev vedtaget i 1964.

Efter John F. Kennedys sejr over Richard Nixon ved præsidentvalget i 1960 har tilslutningen af blandt de amerikanske vælgere til det republikanske parti været lidt op og ned, mens Demokraterne har forstærket deres støtte fra fagbevægelsen, minoritetsgrupperne og her i de seneste årtier fra de unge (især ved de to sidste præsidentvalg i 2008 og 2012). Samtidig er procenten af uafhængige stemmer vokset gevaldigt og man diskuterer nu om det går mest ud over Republikanerne eller Demokraterne.

Hvor bor republikanerne?
De fleste af de republikanske vælgere bor uden for Amerikas storbyer, og er spredt ud over USA, og ikke samlet i store mængder i nogle delstater som New York, Massachusetts, Virginia, Minnesota, California, Washington, Oregon eller Hawaii eksempelvis. Størstedelen er over 45 år, hvide og er ikke velhavende. De er konservative, hvad pengene angår, elsker vores grundlov, er patriotiske, tror på Gud og går i kirke, er familiemennesker og kræver domsafsigelser, der er proportionelle med de enkelte forbrydelser.

Republikanerne er imod en al for stor og dominerende føderal regering og er tilhængere af mere magt til delstaterne. De går ind for en fornuftig og retfærdig immigrationspolitik, der først og fremmest tilgodeser dem, der respekterer vores immigrationslov og som kommer til USA lovligt.

Som alle andre, bliver amerikanerne ældre og ‘baby boom’-generationen trækker sig i stigende grad tilbage, men ikke nødvendigvis i de stater, hvor de er født eller har arbejdet. En ‘migrering’ til de varmere delstater, hvor leveomkostningerne er lavere, finder derfor jævnligt sted. Det er sydstater som Florida, South Carolina, Kentucky, Tennessee, Texas, Arizona og New Mexico, der får flere nye ‘expats’ fra de nordlige stater. Situationen minder om danskernes flugt i 70’erne fra det danske klima (og/eller skattevæsenet) for at skabe et bedre liv i Spanien, Grækenland, Sydfrankrig og Storbritannien. Sådan gør de amerikanske republikanere nu og det skaber nye ‘vælgerlommer,’ der vil være med til at ændre sammensætningen af vores kongresskredse i fremtiden.

Det vil sige at nogle af de stater, der for tiden er ‘blå’ (demokratiske) eller ‘purple’ (svingstater) kan opleve markante ændringer fremadrette. New Mexico, hvor der bor cirka to millioner, er et godt eksempel på en delstat i flux. Demokraterne har haft magten i New Mexico i seks årtier, men for fem år siden blev en kvindelig republikansk latinokandidat, Susana Martinez, valgt som guvernør. Hun er New Mexicos første kvindelige guvernør, og blev valgt efter en sej kampagne, hvor hun var oppe imod en kvindelig demokratisk konkurrent. Det bemærkelsesværdige her var, at New Mexico har dobbelt så mange registerede demokrater som republikanere.

Kan de amerikanske vælgere skifte ‘farve’?
2016 præsidentvalget er for alvor begyndt. Der er nu ‘kun’ fem republikanske kandidater, der kæmper om præsidentembedet, (vi startede med 19 for nogle måneder siden). Demokraterne har to (de startede med fem). Der er ingen ‘independent’ (uafhængige) kandidater og det betyder at de næsten 40 procent af Amerikas vælgere, der kalder sig selv ‘independents’ skal vælge en kandidat fra enten det republikanske eller demokratiske ‘menukort.’ Vores vælgere har skiftet farve før og sandsyndligheden for at de gør det igen er ret stor.

Det er spændende at være republikaner. Især i dag.

Læs også

Rusland udnytter Corona-krisen i sikkerhedspolitisk spil

Philip Chr. Ulrich

Den russiske kæmpe viser tænder i Arktis

Morten Tastum

Efter Mubaraks død – hvordan er det amerikansk-egyptiske forhold i dag?

Kongressen

Den russiske misinformationskampagne er tilbage

Katrine Villarreal Villumsen

USA og Europa skal finde fælles løsninger på fælles Corona-udfordringer

Kongressen

Nye sammenstød mellem USA og Iran – i skyggen af Corona-virus

Kongressen