Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Hvilke demokratiske normer overlever i Trumps Amerika?

Hvor efterlader den overståede valgkamp og især Donald Trumps kampagne amerikansk politik og USA’s demokratiske normer? Det er det vigtigste spørgsmål i de næste fire år.

Sidste søndag omkring middag tog USA’s næste præsident til Twitter og påstod, uden skyggen af bevis, at han havde vundet flest stemmer ved valget, hvis du fratrak de millioner af vælgere, der havde stemt ulovligt.

y

Få timer efter anklagede han, igen uden dokumentation, tre delstater for at have været plaget af stemmefusk. Alle tre staters secretaries of state, der administrerer valgene, var nødt til offentligt at modsige ham.

Mandag retweetede han fire brugere, der kritiserede en journalist fra CNN og krævede bevis for, at han ikke var offer for stemmesnyd.

Og tirsdag foreslog han, at der skulle være en fængselsstraf eller fjernelse af statsborgerskab for at brænde det amerikanske flag. USA’s Højesteret fastslog så sent som 1989 i Texas v. Johnson, at flagafbrænding var beskyttet under retten til ytringsfrihed. Og statsborgerskab kan ifølge Harvard Law School professor Laurence Tribe kun tages fra en særlig smal gruppe af udlændinge, der er blevet tildelt statsborgerskab.

Nogle kalder det afledningsmanøvre, som skal distrahere fra New York Times’ undersøgende artikel om hans mange interessekonflikter. Eller kritikken fra George W. Bush og Barack Obamas etik-advokater Richard Painter og Norman Eisen. De vurderer, at Trump vil være skyldig i forfatningsstridige handlinger fra sin første dag på jobbet. Hans hotel i Washington D.C. holder for eksempel salgstaler til udenrigske diplomater. Ved modtage gaver fra andre stater befinder hans sig i strid med forfatningens ”emoluments clause” og åbner sig teoretisk set op for impeachment.

Men en ting står klart: USA’s næste præsident promoverer aktivt konspirationsteorier, der skader amerikaneres tillid til deres valgsystem og den demokratiske proces.

Donald Trump har brugt de tre uger siden sin valgsejr på at angribe og underminerer de eneste institutioner og normer, der har til formål at holde ham ansvarlig og begrænse hans magt som landets udøvende magt.

Han har udpeget en af den såkaldte ”alt-right”-bevægelses helte, Steve Bannon, som sin chefstrateg, givet boligministeriet til en decideret ukvalificeret, men loyal politiker og placeret justitsministeriet i hænderne på Jeff Sessions, der ikke alene på grund af kontroversielle udtalelser blev dømt for racistisk til at sidde på bænken i en føderal domstol i 1986, men som også har en forstyrrende historie omkring de rettigheder, han ville skulle håndhæve som Attorney General. I 1985 rejste Sessions for eksempel tiltale mod tre afro-amerikanske stemmerettigheds-aktivister i Alabama og i 2013 lovpriste han Højesterets kendelse Shelby v. Holder, der udvandede The Voting Rights Act og stemmerrettigheder.

Disse handlinger signalerer ikke et skift fra, hvem Donald Trump var som kandidat. De er en forlængelse af en kampagne og et kandidatur, som brød med utallige demokratiske normer.

Hans omfavnelse af hvid nationalisme og antisemitisme har retfærdiggjort ekstreme politisk holdninger, USA ikke har set siden senator Joseph McCarthys brutale jagt på kommunister i 1950’erne. Trumps ekstreme retorik flirtede med politisk motiveret vold. Satte spørgsmålstegn ved hans modstanders politisk legitimitet. Truede modkandidaten med fængsel.

En anden ide er forventningen om en vis form for sandhed og fakta i, hvad vi forventer af en præsidentkandidat. Men Trumps forhold til fakta viste sig gentagne gange ikke-eksisterende. Hvad end det handlede om at gentage udtalelser, som fakta-tjekkere havde modbevist eller hans egne ord modsagde ham selv.

Han nægtede at udvise basal gennemsigtighed ved ikke at offentliggøre sine skatteopgørelser. En tradition, der længe er blevet overholdt af begge partiers kandidater. Nu hvor han er sluppet af sted med det, hvilke grunde er der for fremtidige nominerede til at opholde den?

Måske allermest graverende er forventningen om, at præsidentkandidater besidder en basal viden om jobbet og intellektuel nysgerrighed. Men selv om valgkampen udstillede Donald Trumps uvidenhed igen og igen, var han ligeglad. Hvad end det handlede om indenrigspolitik, atomsikkerhed eller USA’s rolle i verden, valgte USA alligevel kandidaten, der dårligt kunne forklare sin egen sundhedspolitik.

At Donald Trump vandt valget på trods af en afvisning af at overholde disse normer, er mildest talt en bekymrende udvikling. Vil disse normer pludselig genopstå ud af det blå i fremtidige valg?

På samme tid kunne de udfordringer Donald Trumps fremkomst medfører næppe være kommet på et værre tidspunkt.

En stigende andel af amerikanere kan klassificeres som autoritære. En gruppe, der søger en stærk leder, der kan genoprette social orden og er mere tilbøjelige til at støtte ekstreme politiske forslag. Denne gruppe er i de seneste år rykket mod det republikanske parti og forklarer ifølge bogen “Authoritarianism and Polarization in American Politics” en høj grad af polariseringen i det amerikanske samfund.

Amerikanere undergår desuden, ligesom resten af Europas befolkninger, en dalende tro på begrebet om demokrati. De yngre generation udviser langt større kynisme overfor værdien af at leve i et demokrati ifølge et studie foretaget af Roberto Stefan Foa og Yascha Mounk.

k
På samme måde har den amerikanske befolknings tillid til deres institutioner aldrig været så lav. Offentlighedens tilliden til den føderale stat er på et historisk lavt niveau. Kun en ud af ti har tillid til kongressen. Amerikanernes tillid til medierne har aldrig være lavere ifølge en Gallup-undersøgelse fra september. En undersøgelse fra Pew i oktober når frem til samme resultat.

Dette sker også på et tidspunkt i amerikansk historie, hvor de traditionelle medier aldrig har stået svagere, og hvor ideen om en fælles virkelighed og fakta for længst er blevet erklæret død. Sociale medier har overtaget mediernes traditionelle gatekeeper-rolle. Falske nyheder har overvundet almindelige nyheder. Partiloyalister har gravet sig ned i hver sin lejr og opsøger ikke politisk information, der kan oplyse dem, så meget som de leder efter politisk ammunition, der kan bekræfte deres syn på verden.

Samtidig udviser den mest magtfulde tilbageværende institution, der kan holde hans magt i skak ikke megen tegn på modstand. Den republikanske kongres har indtil videre forholdt sig tavs. Jason Chaffetz (R-UT), der er formand for the House Oversight Committee i Repræsentanternes Hus, virker uinteresseret i at undersøge præsident Trumps interessekonflikter. Få senatorer har været kritisk overfor Trumps valg af Steve Bannon eller andre af hans nomineringer til ministerposter.

Det står heller ikke klart, hvorvidt de har incitamenterne eller villigheden til at udfordre deres partis præsident. Valgkampen gav så godt som ingen tegn på, at den republikanske elite ville tale imod deres partis bannerfører. Dette kan ændre sig, hvis præsident Trumps popularitet forbliver lav, og hvis vælgerkorpsets vender sig mod det regerende parti i 2018, sådan som det normalt er tilfældet i midtvejsvalg. Er republikanske politikerer omvendt villige til at gå imod en præsident, der er kendt for at bære nag?

Det synes som den værste form for sensationalisme at erklære valget af præsident Trump som undergangen for demokrati i USA. Pointen er, at hans vilje til at lyve uden skam, aktivt promovere konspirationsteorier, opfordre til og retfærdiggøre vold samt give stemme til ekstreme politiske ideer som hvid nationalisme, antisemitisme og islamofobi ikke bør afvises som kynisk retorik.

Disse ideer befandt sig i hjertet af hans kampagne. Og det er den, indtil videre, eneste røde tråd gennem hans overgangsperiode.

I bedste fald tillader den republikanske kongres Donald Trump at profitere personligt i sin tid i det ovale kontor og affinder sig med diverse former for korruption. I værste fald efterlader Trumps kampagne og efterfølgende tid som præsident Amerika uden de demokratiske normer, der har forhindret autoritære strømninger og underminerer de politiske institutioner som har begrænset præsidentembedets magt.

Vi er på mange måder i ukendt territorium. Der er ingen gode forudsigelser.

Men demokrati hverken oprinder eller overlever af sig selv. Det står for forfald, når normer er væk, mistilliden til institutioner har taget over og når den politiske klasse indvilliger og afstår sit ansvar som en kontrol på anti-demokratiske tanker og handlinger. Demokratiske normer forsvinder ikke i et tydeligt defineret øjeblik. Og de er vanskelige at genoprette, når de først er brudt ned.

Selvom valget af Donald Trump næppe fører til en autoritær stat i en traditionel forstand, så er USA’s demokratiske fremtid mere usikker, end de fleste kan og bør være trygge ved.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen