Hvor står Republikanerne efter Charlottesville?

Præsident Trumps reaktion til uhyrlighederne i Charlottesville har efterladt store dele af USA lamslået og bekymrede over den eskalerende politiske vold. Republikanerne har været tavse og er i fare for at overlade deres parti til racisme og hvid identitetspolitik.

Der er historier fra Trump-administrationens første år, hvor gnistre rammer mediers click-benzin eller antænder anti-Trump bevægelsens hungren efter brand og skaber flammer af forargelse. Stærke i intensitet, men flygtige af natur.

USA’s præsident bryder omvendt politiske spillerregler og demokratiske normer med en hastighed, hvor en skandale overtager den næste, før dine fingre har forladt tastaturet. Bombastiske adjektiver om hans opførsel føles udtrådte. Tomme for mening.

Charlottesville er anderledes.

Ikke på grund af det internationale samfunds hovedrysten og skarpe kritik, den seneste fra FN. Heller ikke på grund af naturen af demonstranterne. I stedet er det reaktionen fra de mest magtfulde politiske institutioner: Det Hvide Hus og det kollektive Republikanske parti.

Hen over weekenden flokkedes den yderste højrefløj, anført af neo-nazister og KKK-sympatisører fra hele USA, til Virginia for at samle de normalt splittede fraktioner over nedtagelsen af et monument af Sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

32-årige Heather Heyer blev dræbt og 19 andre blev sårede, da James Alex Fields Jr. påkørte en gruppe moddemonstranter. Han er sigtet for uagtsomt drab.

Præsident Trumps første udtalelse var at fordømme had, snæversyn og vold “fra mange sider”. Under pres nævnte han i en efterfølgende udtalelse eksplicit KKK, neo-nazister og støtter af hvidt overherredømme. Men dagen efter skiftede han igen og skød skylden på begge sider og sagde, at der var “meget gode mennesker”, der tog del i demonstrationerne.

Efterspillet af volden og hadet i Charlottesville udstiller en række ubehagelige sandheder om amerikansk politik i 2017, topmedlemmerne af den nuværende administration og om partiet, som har flertallet i begge Kongressens kamre og i størstedelen af delstaterne.

Ekstremister, præsidenten og det samtykkende parti
For det første: Den yderste højrefløj føler sig bemyndiget til at stå offentligt frem med en hadefuld ideologi om hvidt overherredømme. Her er den tidligere leder for KKK, David Duke:

Thank you President Trump for your honesty & courage to tell the truth about #Charlottesville & condemn the leftist terrorists in BLM/Antifa https://t.co/tTESdV4LP0

— David Duke (@DrDavidDuke) August 15, 2017

De føler sig omfavnet af manden i det ovale kontor, hvis fortid er fyldt med racediskriminerende handlinger og politik. Det mest åbenlyse eksempel er selvfølgelig, at Trump var manden, der i fem år anførte den såkaldte ‘birther’-bevægelse, om præsident Obamas fødselsattest. Her er alt-right lederen Richard Spencer, efter Trumps kampagnetale i Phoenix i tirsdag:

“Trump has never denounced the Alt-Right. Nor will he,” tweetede han.

Og gængse republikanske vælgere nærer en stigende grad af sympati for et verdenssyn, hvor der er mere diskrimination imod hvide end mod minoriteter. Partiet er stadig splittet i deres syn på økonomi, men samlet omkring race ifølge en vælgeranalyse fra Democracy Fund. Race var en af de mest dominerende faktorer i præsidentvalget. En analyse fra Brian Schaffner viser også, at race var en af de primære drivkrafter blandt Bernie-Trump vælgere.

For det andet: Donald Trump har ikke tænkt sig at være præsident for alle amerikanere. Tidligere præsidenter har omfavnet alle amerikanere og talt om forsoning. Et af de mest slående øjeblikke var George W. Bush tale til nationen efter terrorangrebet den 11. september, hvor muslimer stod i skudlinjen:

”I also want to speak tonight directly to Muslims throughout the world. We respect your faith. It’s practiced freely by many millions of Americans, and by millions more in countries that America counts as friends. Its teachings are good and peaceful, and those who commit evil in the name of Allah blaspheme the name of Allah. The terrorists are traitors to their own faith, trying, in effect, to hijack Islam itself. The enemy of America is not our many Muslim friends; it is not our many Arab friends. Our enemy is a radical network of terrorists, and every government that supports them.”

Præsident Trump har ikke ringet til Heather Heyers familie for at kondolere. Han har stadig ikke anerkendt en bombning af en moské i Bloomington, Minnesota tidligere i denne måned. Hans udtalelser efter Charlottesville er grænsende til undskyldende overfor en moralsk korrupt ideologi, der burde have været smidt i graven med Hitler efter dens fallit i 2. verdenskrig. Og han følte sig ikke begrænset af reaktionerne. I stedet tog han til Phoenix og jamrede over sine modstanderes kritik, mens han løj og prøvede at hvidvaske sine oprindelige udtalelser.

Der vil komme flere protester i fremtiden og flere moddemonstrationer. USA mangler en leder, som størstedelen af befolkningen kan samle sig om. Den radikale venstrefløjsgruppe antifa er ligeledes opsat på voldelige sammenstød. Og det er sølle to og en halv måneder siden terrorangrebet i Alexandria, hvor et af Republikanernes top-medlemmer i Kongressen blev skudt og var i livsfare.

Men den mest bekymrende udvikling er det Republikanske partis knæfald overfor præsidentens udlægning af begivenhederne og deres samtykke gennem stilhed. Samtlige Demokrater fordømte angrebet i Alexandria. Gerningsmanden var Bernie Sanders-supporter, men han fandt ingen sympati hos senatoren, der på det kraftigste tog afstand fra handlingerne.

Reaktionen på Charlottesville?

28 ud af 292 Republikanske medlemmer af Kongressen har åbenlyst kritiseret Trumps udtalelser ved at nævne hans navn eller titel. 7 ud af 146 delstatsformænd i GOP udtrykte kritik over Trumps svar. Demokrater i Kongressen har fremstillet et såkaldte censure-forslag, der officielt fordømmer præsident Trump for hans udtalelser efter Charlottesville. Ingen Republikanere har i skrivende stund tilsluttet sig. Samtidigt har der været lovforslag i seks stater fra Republikanske politikere, der ville beskytte billister, der kørte ind i demonstranter. Fire blev stemt ned, mens Texas’ og North Carolinas stadig er under behandling.

Republikanernes dilemma
Medlemmer af Kongressen læser også meningsmålingerne. De ved, at præsidenten er mere populær end de selv er. De ved, at flertallet af republikanske vælgere erklærede sig enige i præsidentens svar på Charlottesville. Trumps svar øgede tilmed støtten blandt basen, der kommer til at blive altafgørende i midtvejsvalget i 2018.

De ved også, at de amerikanske vælgere støtter at beholde statuerne og monumenterne, der hylder Sydstaternes helte og hovedsageligt blev sat op for at sende et racistisk budskab til afroamerikanere under indførelsen af Jim Crow love i 1900’erne og borgerrettighedsperioden i 1950’erne og 1960’erne.

Men vælgeres syn på politiske begivenheder bliver i høj grad formet af, hvordan deres ledere og partiets elite reagerer. Indtil videre har nationale ledere som Paul Ryan og Mitch McConnell ikke kommet med et klart modsvar. De er ikke interesseret i en åben fløjkrig i partiet. Nederlaget fra sundhedsreformens står stadig klart, og de har stadig ambitioner om en skattereform. En kamp omkring budgettet gældsloftet lurer ligeledes i efteråret.

Republikanerne befinder sig altså i et klassisk catch-22. De kan ikke tage afstand fra Trump så længe hans popularitet er så høj blandt deres egne vælgere. Men hans popularitet forbliver høj før en større del af partiet begynder at tage afstand fra ham.

Jo længere det Republikanske parti venter med at modsige eller tøjle præsidenten, jo mere vil deres partis vælgere optage hans verdenssyn.

Og jo større er faren for, at partiet bliver drevet af den yderste fløj, som hele verden så i Charlottesville.