Kongressen.com
  • Forside
  • Analyse
  • Hvordan er vi nået her til i forholdet mellem USA og Kina?
Analyse Sikkerhedsrådet

Hvordan er vi nået her til i forholdet mellem USA og Kina?

Verdens to største økonomier er i gang med en omfattende handelskrig, og retorikken man hører fra Trump-administrationen, lyder mere og mere som noget der kunne være sagt om den gamle fjende Sovjetunionen. I amerikansk optik er problemet, at det kinesiske tog nu har kørt for høj fart igennem flere årtier, og man har forsøgt flere gange at få deres køreplan til at passe med de amerikanske standarder. Erkendelsen i Washington D.C. er, at man nu med hårdere midler er nødt til at få styr på det kinesiske tog.

Med Sovjetunionens opløsning var ambitionen og tankegangen klar: den liberale verden havde sejret, og nu skulle resten af verden bare have tid til at efterligne. Historien var slut skrev Fukuyama. Da Obama-administrationen i 2012 begyndte sit ”pivot to Asia” var det tredje gang siden Den Kolde Krigs afslutning, at USA forsøgte at prioritere Kinas opstigen som en strategisk udfordring. Hver gang er det fejlet, fordi andre prioriteter har meldt sig.

I amerikansk optik er problemet, at det kinesiske tog nu har kørt for høj fart igennem flere årtier, og man har forsøgt flere gange at få det køreplan til at passe med de amerikanske standarder. Erkendelsen i Washington D.C. er, at man nu med hårdere midler er nødt til at få styr på det kinesiske tog. Trump-administrationens handelskrig er seneste kapitel i årtiers forsøg på strategisk håndtering af Kina, som igen og igen er fejlet.

 

Trumps hårde kurs overfor Kina

Med valget af Donald Trump var der ingen tvivl om, at forholdet mellem de to stormagter ville blive sat på en prøve. Under valgkampen pegede kandidat Trump på Kina som en af de største trusler mod USA på det handelspolitiske område, og efter han kom i Det Hvide Hus er retorikken fulgt op af handlinger.

Man kan sige, at den hårde retorik kulminerede, da Kiron Skinner ved en konference i Washington D.C. talte om konkurrencen mellem USA og Kina som en slags ”clash of civilizations”. Som hun sagde det, så var en af de helt store udfordringer i dag, at man for første gang stod overfor en ikke-kaukasisk stormagtskonkurrent. Det er i høj grad retorik vi ikke har hørt før.

I sin nationale sikkerhedsstrategi har Trump-administrationen udråbt Kina til at være én af de største geopolitiske konkurrenter, som USA har på – på linje med Rusland. Det har ført til øget sikkerhedspolitisk opmærksomhed på Kina som konkurrent, men Trump-administrationen har også indledt en omfattende handelskrig, som i den forgangne tid igen er blusset op.

Det er ikke unikt for Trump-administrationen at pege på Kina som en handelspolitisk konkurrent – og direkte trussel. Det er efterhånden kutyme i amerikansk politik. Der var derfor heller ikke nogen tvivl om, at præsident Obamas efterfølger ville skulle håndtere den udfordring. Men indledningen af en handelskrig kom alligevel bag på de fleste, og må nok i høj grad tilskrives både præsident Trumps egne opfattelser af principper i handelspolitik, men også hans rådgivere. Særligt har Peter Navarro tilkæmpet sig en central rolle i spørgsmålet om relationerne til Kina, og han har i mange år været fortaler for at en eller anden form for konfrontation med Kina var af eksistentiel betydning for USA.
For Trump-administrationen er en handelskrig og dermed massivt pres på Kina blevet vejen til at rette op på de meget skæve handelsrelationer, som ganske rigtigt har eksisteret i mange år mellem de to lande.

Handelsaftalen som ikke blev

Seneste udvikling er, at Trump-administrationen har pålagt en 25% told på kinesiske varer for en værdi af $200 mia., hvor til Kina har svaret igen med en 25% told på amerikanske varer til en værdi af $60 mia. Denne told træder i kraft den 1. juni.

Disse toldsatser kommer efter forhandlingerne om en handelsaftale mellem verdens to største økonomier faldt fra hinanden, efter Kina tilsyneladende i sidste øjeblik søgte at ændre de grundlæggende aftaler for forhandlingerne. Dette var uacceptabelt for Trump-administrationen, og præsident Trump fulgte op på sine trusler om forøgede toldsatser.

I en række tweets har præsident Trump givet udtryk for, at han anser en handelskrig med Kina for at være en vindersag for USA – som vil medføre enorme økonomiske gevinster for den amerikanske økonomi. Disse gevinster skal ledes tilbage til nogle af dem, som er blevet ramt af handelskrigen, som bl.a. USA’s soyabønder, som har mistet deres eksportmarked til Kina.

De to parter er nu gået tilbage til hver deres hjørne, men med enighed om at man ikke skal se forhandlingerne som værende brudt sammen – blot sat på pause.

Det hårde syn på Kina

Ud over det hårde handelspolitiske forhold så kører det sikkerhedspolitiske spor stadig mellem de to lande.

USA fortsætter sine såkaldte Freedom of Navigation Operations (FONOPS) i Det Sydkinesiske Hav. Dette er operationer, hvor amerikanske krigsskibe sejler gennem farvand, som Kina gør krav på som territorialt farvand, men som USA (indtil der er en afgørelse i internationale organisationer om andet) kun anerkender som internationalt farvand. Denne type missioner har vi også for nyligt set et fransk krigsskib deltage i, med det resultat at Kina trak sin invitation tilbage om fransk deltagelse i fejringen af den kinesiske flådes fødselsdag. Der har også været snak om deployering af Storbritanniens nyeste hangarskib til regionen med samme formål. Alt i alt må man fra europæisk side forvente, at USA vil gøre dette til et punkt i NATO-samarbejdet, hvor alliancen vil kunne vise sin relevans for USA ved at deltage i sådanne operationer i bl.a. Det Sydkinesiske Hav.

Af langt større relevans for Danmark pegede udenrigsminister Mike Pompeo senest på Kina som et forstyrrende element i det arktiske område ved et topmøde i Arktisk Råd i Finland. Dette ligger godt i tråd med det generelle amerikanske billede af Kina som en geopolitisk konkurrent, som man på den ene eller anden måde skal håndtere.

Hvor kommer det hårde syn på Kina fra?

Som allerede beskrevet her på Kongressen.com, så udpegede analytikeren Andrew Marshall allerede i 1980’erne og 1990’erne Kina som den kommende storpolitiske konkurrent efter Sovjetunionens fald. Den økonomiske udvikling som Kina har gennemgået siden 1980’erne med to-cifrede årlige vækstrater har for mange været et tegn på, at der ville komme en eller anden form for udfordring fra kinesisk side mod USA. Det store spørgsmål har så været, hvordan man skulle håndtere denne udfordring.

I 1990’ernes optimistiske verdensbillede (præget af ”sejren” i Den Kolde Krig) var tankegangen, at man skulle have integreret Kina i det vestligt definerede system. Denne integration i et vestligt liberalt system skulle så lede til en lignende liberal udvikling i Kina, som i sidste ende skulle gøre Kina til en ”responsible stakeholder” i det internationale system, som man kunne samarbejde med på linje med vestlige lande.

I begyndelsen af Clinton-administrationen ser vi denne tankegang præge tilgangen til Kina, da administrationen giver udtryk for, at man er nødt til at lægge mere vægt på Kina i amerikansk udenrigspolitik for at få gavn af det enorme marked, som Kina præsenterer. Clinton-administrationen fik dog aldrig reelt fulgt op på sine asiatiske hensigter pga. borgerkrig på Balkan og indenrigspolitiske kampe i Washington D.C.
Tonen begyndte at ændre sig en anelse, da Bush-administrationen trådte til i 2001, hvor man i sin første nationale sikkerhedsstrategi i højere grad så Kina som en konkurrent – men kun hvis man ikke nåede at få Kina inddraget i det vestlige system. Der var altså en snert af den stormagtskonkurrence, som Trump-administrationen nu åbent har erklæret. Men endnu en gang forhindredes et større fokus på Kina, da terrorangrebene 11. september 2001 fuldstændig afsporede indsatsen, og fastlåste amerikansk sikkerhedspolitik i Mellemøsten.

Det var denne fastlåste situation, som præsident Obama søgte at gøre op med. En tilbagetrækning fra Irak – og ideelt set også Afghanistan – skulle lede til et strategisk overskud, som skulle bruges på endegyldigt at fokusere på den kinesiske udfordring.
Strategien som blev præsenteret i 2012, var baseret på tre elementer: økonomisk samarbejde, diplomatiske relationer og militært samarbejde. Selv om man fra amerikansk side fortsat sagde, at man hilste Kinas opstigen velkommen, og håbede at landet ville blive en ”responsible stakeholder”, så prioriterede man også i stigende grad ”hårde midler”. Det blev besluttet, at 60% af den amerikanske flåde skulle deployeres i Stillehavet mod en hidtidig 50/50 fordeling mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Man lavede aftaler med regionale allierede og partnere om deployering eller udstationering på rotationsbasis af amerikanske styrker. Kort sagt, så kom de hårdere midler i USA’s diplomatiske værktøjskasse mere i brug overfor Kina under præsident Obama.

De tre spor tilsammen udgjorde reelt, hvad man kunne kalde en moderne inddæmningsstrategi i stil med det USA førte overfor Sovjetunionen under Den Kolde Krig.
Præsident Obama formåede dog heller ikke at gennemføre sin Asien-strategi som tiltænkt. Det Arabiske Forår i 2011, Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 og kampen mod Islamisk Stat var alt sammen med til at trække USA væk fra den region, som man i mere end 20 år havde forsøgt at fokusere på.

Tendensen har altså været en stigende prioritering af hårde magtmidler i relationerne med Kina i takt med en amerikansk erkendelse af, at Kina som stormagt blev ved med at vokse sig større og ikke ubetinget lod sig inddrage i den vestlige liberale verdensorden.
Tanken i USA har derfor været, at man har været nødt til at prioritere sådanne hårde midler for om nødvendigt at bruge det som pressionsmiddel mod Kina. Deraf kommer den hårde tone overfor Kina: I amerikansk optik er det den mulighed man nu har for at håndtere et opstigende Kina – og en erkendelse af at idéen om Kina som en ”responsible stakeholder” ikke kunne holde til amerikanske idéer.

[Red.]: Philip udgav i 2012 et brief ved Forsvarsakademiet om den historiske udvikling i forholdet mellem USA og Kina i lyset af den på det tidspunkt nye Asien-strategi fra Obama-administrationen.

Læs også

Lige på & Trump: Hende her udstillede alt det amerikanerne hader ved politik

Kongressen

Trump gearer ikke op til krig med Iran

Philip Chr. Ulrich

Hvorfor forsøger Trump-administrationen at inddæmme Irans regionale tilstedeværelse og militære magt?

Stine Collin Nielsen

Kampagnesporet: Hemingway, RFK, Pearl Jam og Obama

Kongressen

Manden der kan føre dine krige for dig

Philip Chr. Ulrich

Lige på & Trump: Watergate-journalist: Trump er værre end Nixon

Kongressen