Det uroplagede Baltimore blev for alvor kendt i den brede offentlighed med tv-serien The Wire. Serien fortalte historierne om byens bandemiljø og politiets forsøg på at dæmme op for den organiserede kriminalitet. Læs uddrag af The Wire-kapitlet fra Fiktionens Magt her.
Af Iben Albinus
Tynde striber af blod løber hen over asfalten. En ung sort mand ligger på gaden med ryggen til. Lyden af en politisirene forstummer. Tre mellemstore børn sidder på en trappesten og ser på, mens en politimand kommer et patronhylster i en gennemsigtig pose og forsegler den. På et andet dørtrin sidder kriminalbetjenten Jimmy McNulty ved siden af en anden ung sort fyr, en ven til ofret, der på gaden kaldes Snot Boogie. Det kommenterer McNulty: ”En knægt, hvis mor gjorde sig den umage at døbe ham Omar Esaiah Betts? Du ved, han glemmer sin jakke, så hans næse begynder at løbe, så et eller andet røvhul kalder ham Snot i stedet for at give ham en Kleenex. Og så er han Snot resten af sit liv. Det virker ikke fair.”
Snot Boogie spillede terningerne med sine venner i kvarteret hver lørdag aften, forklarer hans ven, og hver gang forsøgte han at stjæle indsatsen og stikke af med pengene, så de andre måtte løbe efter ham og banke ham. Men hvis Snot Boogie stjal fra dem hver gang, hvorfor i alverden lod de ham så være med igen ugen efter, spørger McNulty? ”Got to,” svarer Snots ven, ”This is America man!”
Åbningsscenen i ”The Wire” byder velkommen til seriens Baltimore og tjener som en art programerklæring for et værk, der ikke lægger skjul på, at det er tænkt som et billede på samtidens USA.
Dermed lægger ”The Wire” sig i forlængelse af en populær tradition i amerikansk fiktion, der sætter lighedstegn mellem det kriminelle miljø og den amerikanske familie. Gangstergenren som ramme for amerikanske billeder ses i klassikere som Francis Ford Coppolas ”Godfather” (1972), Martin Scorseses ”Goodfellas” (1990) og Sergio Leones tv-serie ”Once Upon a Time in America” (1984).
Tropen med forbryderen som et forvrænget billede på den almindelige amerikaner, hvis moral er til salg for succes, har i de senere år fået et revival. I den sammenhæng er hovedværket ”The Sopranos”. På betalingskanalen HBO i 1998 fik David Chase friheden til at udfordre tv-seriens konventioner med en sociopat som hovedpersonen Tony Soprano skraldemand/mafiachef, der kæmper for magten i et moralsk wasteland repræsenteret ved senhalvfemsernes New Jersey. Chases dramaserie er i retrospekt efter den økonomiske krise blevet kaldt for et monument over grådighedens årti i USA.
Et andet eksempel er Ridley Scotts ”American Gangster”, der er fra 2007 og med en sort gangsterchef i hovedrollen antyder, at forestillingen om den amerikanske drøm som inden for rækkevidde for alle uanset klasse og hudfarve er en illusion. Andrew Dominiks gangsterkomedie ”Killing Them Softly” leverer i 2012 kapitalismekritik ved at præsentere en omgangskreds af nedslidte repræsentanter for lejemorder-branchen som en slet skjult metafor. ”Amerika er ikke et land, det er bare en business,” siger Brad Pitts karakter i filmen.
Senest er Beau Willimons ”House of Cards” fra 2013 gået så langt i sin skildring af systemkritik forklædt som moralsk korruption som til at gøre sin forbryder-karakteren til toppolitiker i Det Hvide Hus.
Den populærkulturelle fremstilling af det amerikanske samfunds ledere har ændret sig markant, siden Aaron Sorkins serie ”The West Wing” fra 1999. Her er præsidenten, der spilles af Martin Sheen en landsfaderlig figur, som træffer svære, men rigtige beslutninger. Til sammenligning med de tre blodige striber på asfalten i ”The Wire” er åbningsbilledet i ”The West Wing” et Stars and Stripes, der vajer for vinder.
Hvor andre fiktive værker går mere subtilt eller demonstrativt fortegnende til sagen, når de portrætterer styrende kræfter i det amerikanske samfund, er skaberen af ”The Wire” David Simon utvetydig i sin kritik. Som han siger i et interview med The New Yorker:
”The Wire” er i politisk opposition. Det er måske den eneste historiefortælling på tv, der åbent giver udtryk for, at vores politiske og økonomiske og sociale strukturer ikke længere fungerer, at vores lederskab ubønhørligt har svigtet os, og at nej, det bliver ikke godt igen alt sammen. “The Wire” er en historie om det amerikanske imperies fald”.
Om sin og medforfatter Ed Burns politiske dagsorden i serien siger han:
”Vi har ganske enkelt taget ideen om græsk tragedie og overført den på et moderne bysamfund. Vi har skelet til de græske tragediers skæbnefortællinger om mennesker, der bliver ofre for forbandelser, og i stedet for de olympiske guder, der er ligeglade, selvoptagede, kaster med lyn og slår folk i røven uden grund, i stedet for at lade dem slå ned på Ødipus eller Achilles, så har vi de postmoderne institutioner … De er de ligeglade guder.”
Læs hele Iben Albinus The Wire-kapitel i Fiktionens Magt, der udkommer onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde.
You must be logged in to post a comment Login