Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Litteratur

”I am sorry about the Mort and Maura and the he and the she.”

Transparent viste, at det var muligt at lave politisk aktivistiske tv-serier uden at seriens indhold rent faktisk var politisk fokuseret. Læs uddrag af Transparent-kapitlet fra Fiktionens Magt her.

Af Kasper Lundberg

Den mest politisk aktivistiske serie lige nu, handler slet ikke om politik. Den lille familiekomedie ”Transparent” handler om en helt almindelig amerikansk far, der faktisk er en mor og demonstrerer, at serieformatets evne til at lokke seeren helt ind i hovedet på karaktererne har et seriøst demokratisk potentiale.

Først og fremmest vover serien pelsen med en hovedkarakter fra en af de allermest stigmatiserede minoriteter i vores samfund. Søde, fantastiske, kloge Maura, som vi møder i de første scener af serien som den modne mandlige historieprofessor Mort, der prøver at tage sig sammen til at springe ud over for sin familie som transkvinden Maura. Selv i andre mainstreamserier med et dunkende empatisk hjerte, tæt befolket af karakterer med minoritetstræk – som bedemandsserien ”Six Feet Under” fra HBO og fængselsserien ”Orange is the New Black” fra Netflix – fungerer hovedpersonen for det meste som identifikationspunkt for majoritetsseeren. Det normale, der kommer på eventyr i det eksotiske. Hetero-Nate bliver tvunget tilbage til familiens bedemandsforretning med den homoseksuelle bror David og den sygeligt passivt-aggressive enke af en mor. Hvide middelklasse-Piper kommer i kvindefængsel med alle de brune, rigtige kriminelle og en enkelt transkvinde.

At lykkes med at sætte en transperson i hovedrollen i en komedie, hvor vittighederne ikke er på hendes bekostning er en stor præstation i sig selv. At lykkes med at gøre serien populær, og få seeren til at glemme, at det også er en politisk gestus, er et mindre mirakel.

Showrunner Jill Soloway kalder grebet, ”at privilegere den anden”, en kvik selvmodsigelse, der understreger, hvor ekstremt ambitiøst det er at kunne få politisk gestus og komedie til at smelte umærkeligt sammen. Nærmest naturstridigt. Hvis du tænker på, hvordan vittigheder almindeligvis og langt det meste standup fungerer, vil du hurtigt blive mindet om, at næsten al komik tager udgangspunkt i det normale, der udpeger og beskriver det unormale, det dumme, det sære. Komikeren er ofte som Bubber i Danmark ifølge Bubber, den normale, der går på udforskning i det sære. Somme tider med hjertet på rette sted, somme tider ondskabsfuldt. Men næsten altid med samme effekt: komikeren eller seriens udgangspunkt er repræsenteret ved en straight man (i begge betydninger), der taler til og etablerer et normalt publikum og styrker følelsen af, at det nu engang er bedst at være normal. Om ikke andet, så fordi man slipper for at få besøg af Bubber.

En scene i ”Transparent”, der spiller på netop den måde, vi plejer at iscenesætte det ualmindelige og viser, hvordan Soloway privilegerer Maura finder sted i en restaurant i afsnit fem, hvor hun hænger ud med to veninder, der også er trans. Her bliver det normale, der udpeger det unormale repræsenteret ved en ældre herre, der tjekker en af veninderne ud. Maura sukker jaloux, ”du er så forbandet smuk”. Manden er ikke venindens type, men hun siger ”jeg er da glad for, at der er nogen der kigger, efter alt det arbejde jeg har lagt i at se sådan her ud”. Manden rejser sig og kommer over, og samtidig går det op for seeren og Maura, at hun kender ham. Manden bemærker det ikke, men vi bemærker, at Maura bemærker det. Vi er med hende i situationen og mærker nervøsiteten og nødvendigheden i at konfrontere sit gamle liv med sit nye liv. ”Hej Gary,” siger Maura. Gary vender sig forskrækket, og det går op for ham, at både hans gamle kollega og kvinden han lige har lagt an på, er trans.

”Jesus christ, Morty?” udbryder han og fortsætter, ”Hjælp mig lige! Hvad i alverden er alt det her?” Den hjælp Gary efterspørger, det er den hjælp, han er vant til at have, som er det sociale skub, man får, hvis man glider med strømmen i mainstream. Men for en gangs skyld er det transpersonen, der har den hjælp. Hun har nemlig både sine veninder, serien og seeren på sin side og det er Gary, der ender med at vride sig og blive til grin i al sin desperate, ynkelige normalitet. Han prøver at pege på Mauras transkønnethed som det unormale som vi (han, Maura og seeren), skal blive enige om er sært, men det ender med at være hans verbale pegefinger, der hænger og stritter, fordi han ingen hjælp får. Maura kigger bare på, hvad hun har på og svarer: ”nogle kalder det en halskæde”.

Læs hele Kasper Lundbergs Trasparent-kapitel i Fiktionens Magt, der udkom onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde. Du kan desuden møde Kasper i Politikens Boghal tirsdag den 5. maj kl. 17.30, hvor han sammen med Mette Kjærgaard, Ida Dalgaard og Anders Agner Pedersen præsenterer værket.

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen