“I don’t know whether to be proud or terrified… Perhaps both!”

House Of Cards har de sidste par år taget verden med storm. Serien viser amerikansk politik fra en kynisk og brutal vinkel. Med Frank Underwood i centrum. Læs uddrag fra ‘House Of Cards’-kapitlet fra ‘Fiktionens Magt’ her

Frank Underwood er ikke nogen rar mand. Tværtimod. Frank Underwood er indbegrebet af ondskab. Klædt i mørkeblå jakkesæt, tilsat sydstatsaccent og en umættelig appetit på magt. En mand, der ikke viger en tomme i jagten på egne målsætninger, og som er i stand til at slukke for en hver form for menneskelig empati, hvis det kan gavne hans videre klatretur op ad magtens stige.
Frank Underwood stoler som udgangspunkt ikke på mennesker. Han bruger dem. Han omgiver sig med enkelte, loyale medarbejdere, som han ved, vil gøre alt for ham. Ikke at han vil gøre alt for dem, men så længe de har det indtryk og leverer varen, er alt godt.
Frank Underwood har kun to personer i denne verden, han deler sine inderste tanker og overvejelser med. Den ene er hans kone, Claire. Den anden er dig. Du, seeren, der ved tv-skærmen sidder og ser ”House of Cards”. Og dermed, frivilligt eller ufrivilligt, bliver Underwoods medsammensvorne i et magtspil så brutalt, at dets lige aldrig tidligere er set i tv-serier.
Frank Underwood er hovedpersonen i ”House of Cards”. Serien, der ved lanceringen af første sæson tilbage i begyndelsen af 2013 lagde verden for sine fødder og siden hen har holdt os alle sammen tryllebundet i en usædvanlig blanding af spænding, foragt, fortvivlelse og fascination.
Da vi første gang mødte Frank Underwood, var han på vej videre fra sin position som ”whip” i Repræsentanternes Hus til posten som udenrigsminister under den nyvalgte præsident Walker. Men Underwood blev forbigået. Stik imod sit løfte, valgte præsidenten at gøre en anden til udenrigsminister, og skaffede sig dermed en fjende på halsen, hvis ønske om hævn var så intenst, at det skulle vise sig at gøre ham i stand til hvad som helst.
”House of Cards” viser politik fra sin allerværste side. Frank Underwood er fløjtende ligeglad med patriotisme, demokratiske traditioner og befolkningens generelle velbefindende. Det eneste der betyder noget for ham, er magt. Som han siger det i en af seriens mest ikoniske oneliners:
“For those of us climbing to the top of the food chain, there can be no mercy. There is but one rule: hunt or be hunted.”
Med andre ord, så er Frank Underwood en mand, man slår sig på. Hvilket enhver, der drister sig til at trodse ham, inklusiv præsidenten, hurtigt finder ud af.

Frank Underwood findes ikke i virkeligheden. Selv om Kevin Spacey spiller ham så skræmmende overbevisende, at det næsten er uhyggeligt. Frank Underwood er en fiktiv karakter. Men han appellerer til et indtryk, som er udbredt i store dele af det amerikanske samfund i disse år, nemlig at det er sådan, politikerne på Capitol Hill i virkeligheden er. At de i virkeligheden er bedøvende ligeglade med borgerne, og kun er i politik for egen magt og vindings skyld.
De seneste år har opbakningen i den amerikanske befolkning til de folkevalgte på Capitol Hill været rekordlav. I et nogenlunde lavt, stabilt leje har lidt over ti procent af amerikanerne haft følelsen af, at kongresmedlemmerne, både dem i Senatet og Repræsentanternes Hus, kunne være deres indsats bekendt. Samtidig har omkring 80 procent været af modsatte opfattelse. Og i de seneste par valgkampe, både præsidentvalget i 2012 og midtvejsvalgene i 2010 og 2014, har Washington D.C. fået skylden for alt, hvad der er galt i Amerika i øjeblikket. Fuldstændig i tråd med Reagans gamle melding om, at regeringen ikke var løsningen på problemet, men problemet selv.
Det er altså et demokrati, der i virkelighedens Amerika, befinder sig i en dyb tillidskrise i forhold til vælgerne. Og en føderal forsamling så udskældt, at det er vanskeligt at se, hvordan det skal ændre sig til det bedre i løbet af de kommende par år.

På skuldrene af denne mistro, vrede og frustration over virkelighedens kongresmedlemmer i Washington D.C. har ”House of Cards” nået højder, der hidtil har været usete for tv-serier. For Frank Underwood rammer direkte ned i amerikanernes opfattelse af Washington D.C. med alt hvad dertil hører af løgne, intriger, korruption og kynisme.
Han er legemliggørelsen af Marchiavellis ”Fyrsten” og viser på intet tidspunkt tegn på bare en smule af den idealisme, der ellers kendetegnede en anden berømt tv-serie om det politiske liv i Washington D.C. nemlig ”The West Wing”.
En serie, der i høj grad hyldede præsidenten, hans stab og i det hele taget viste amerikansk demokrati fra sin bedste side.
Det gør ”House of Cards” på ingen måde. Tværtimod efterlader den dig som seer i en desillusioneret tilstand, hvor du samtidig er ramt af en smule skyldfølelse. For netop ved at have konstrueret fortællestilen på en sådan måde, at Frank Underwood flere gange undervejs taler direkte ind i kameraet til dig som seer, bliver du gjort til en slags passiv partner-in-crime til alverdens Underwood’ske ugerninger. Hvilket ikke siger så lidt.

Læs hele Anders Agner Pedersens ‘House Of Cards’-kapitel i ‘Fiktionens Magt’, der udkommer onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde.