Kongressen.com
Perspektiv

It’s James Carville, stupid!

74-årige James Carville er en levende legende i amerikansk politik. I 1992 var han kampagnechef for Bill Clinton, da han besejrede den siddende præsident George H. W. Bush. Siden hen har Carville skrevet flere bestsellere, rådgivet politikere over hele kloden, samtidig med at han jævnligt analyserer politik i de amerikanske medier. Kongressen.com har mødt James Carville til et eksklusivt interview om politisk kommunikation, de vilde 92-dage og den kommende 2020-valgkamp.

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Lars Græsborg Mathiasen, tv-redaktør

“Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man udtaler det, men det er noget i retning af Stk. Ann Street.” James Carville rækker sin telefon frem og viser adressen ‘Sankt Annæ Gade’
“Der skal jeg hen forbi senere i dag. Der boede min oldefar i sin tid. Han hed Slangerup til efternavn.”
74-årige James Carville slår en høj latter op over udfordringerne med at få et drevent sydstatsdialekt til at udtale danske vej- og efternavne.
Han er i København på et kort besøg, hvor han skal tale ved konferencen Nordic Private Equity Summit på Frederiksberg. Besøget bliver ikke helt så langt som han gerne ville det, men andre arbejdsopgaver i et par af øvrige europæiske lande skal nås, inden turen går hjem til Louisiana.
James Carville ligner sig selv. Skaldet, smilende og med let sammenklemte øjne. Nøjagtig som folk med hang til amerikansk politik er vant til at se ham i diverse amerikanske medier som udtalt kritiker af den siddende præsident Trump.
I mere end 25 år har han været et kendt ansigt i amerikansk politik. Hans rolle som kampagnechef for Bill Clinton i 1992-valgkampen blev foreviget i den fremragende dokumentarfilm ‘The War Room’ og hans tre berømte sætninger, som hans 92-kollega, George Stephanopoulos, kaldte ‘kampagne haiku’ er sidenhen blevet ikonisk inden for politik strategisk kommunikation.
Change vs. more of the same
The economy, stupid!
Don’t forget health care

For som bekendt lykkedes Carvilles 92-mission og Bill Clinton besejrede den siddende præsident George H. W. Bush. Ikke mindst fordi man havde held med at få valgkampen til at handle om økonomi. En økonomi, der ikke havde det for godt, og som Clinton derfor kunne bruge til at angribe Bush, der ellers stod stærkt blandt amerikanerne som følge af succesen med den første Golfkrig, Sovjets sammenbrud og Den Kolde Krigs afslutning.

Strømliningen af den politiske kommunikation og evnen til at tage ejerskab på centrale dagsordener, skulle siden hen blive en kilde til stor inspiration, ikke kun for amerikanske politikere, men også for politikere på denne side af Atlanten, hvor især britiske Tony Blair nærmest kopierede Clinton-lejrens drejebog frem mod valgsejren i 1997.

Har politisk kommunikation ændret sig fra den gang i 1992, hvor du stod i spidsen for Bill Clintons kampagne eller er det grundlæggende det samme?
“Jeg mener, at det har ændret sig. USA er langt mere splittet nu end det var den gang i 1992. Samtidig er der kommet langt flere tv-kanaler og selvfølgelig internettet, hvilket kun bidrager yderligere til at bekræfte folks standpunkter og dermed i yderligere splittelse. I 1992 var der måske fem medier at vælge imellem. Nu er der måske 5000! Så det ændret tingene meget i forhold til hvordan vi kommunikerer. Og ikke mindst i spørgsmålet om, hvem det er vi kommunikerer til.”

I bogen ‘Buck Up, Suck Up and Come Back When You Foul Up’, som du skrev med Paul Begala, skriver I, at nøgleordet i strategisk politisk kommunikation er ‘Gentagelse, gentagelse, gentagelse!’. Gælder det stadig i dag eller har det også ændret sig?
“Det mener jeg stadig er rigtigt. Bare se hvor tit Trump gentager budskabet ‘Make America Great Again!’.”

Der er en scene i The War Room, hvor du i en peptalk til kampagnefolkene siger til dem, at hvis ikke man vinder i 1992, så vil folk som Roger Ailes og andre republikanske strateger, bliver ved med at spille spillet på en beskidt måde i mange år fremadrettet. Ser du en parallel mellem 1992-valget og det kommende 2020-valg, hvad det angår?
“Der er helt utrolig meget på spil ved det kommende valg i 2020. Og folk ved det godt. Valgdeltagelsen ved midtvejsvalget i 2018 var utrolig høj, efter den ellers længe havde været faldende. Ingen tvivl om, at det kommende valg virkelig kommer til at teste vores demokrati.”

Hvor bekymret er der grund til at være på det amerikanske demokratis vegne?
“Jeg ville jo gerne være optimistisk, men jeg er bekymret. Jeg håber det ender godt. Men jeg kan ikke sidde og sige til jer, at det hele nok skal gå. Jeg er bekymret over handelskrigene. Jeg er bekymret over, at de ting der i Mellemøsten. Jeg er bekymret over måden immigrationspolitikken bliver ført. Og måden vi behandler NATO… NATO plejede nærmest at være en del af vores forfatning. Men nu angriber præsidenten NATO. Lige som han angriber Canada. Vi har lige nu en præsident, som angriber Canada, men lovpriser Nordkorea. Jeg kan næsten ikke finde ordene… Derfor kan jeg desværre ikke sidde her og sige at det hele bare køre på skinner og at hele nok skal falde til ro i 2021. Det håber jeg, men jeg er ikke sikker. Lige nu taler Trump om, at han ikke vil forlade embedet. Aldrig tidligere i amerikansk politisk historie har vi set eller hørt noget lignende. Men det er virkeligheden lige nu.”

Hvis vi kigger på 2016-valgkampen, hvad er så den vigtigste lektie, Demokraterne skal lære af Hillary Clintons nederlag?
“Mange steder i verden, også i USA, har vi set folk vende sig imod det, man kan kalde ‘storby-arrogrance’. Demokraterne skal finde en måde at finde en ny måde at række ud til de dele af Amerika, der vendte dem ryggen i 2016.”

Hvordan gør man det?
“Man skal tale med dem om deres liv og de ting, der optager dem. Sundhedspolitik, eksempelvis.”

Var det en fejl, at Hillary ikke svarede hårdere igen på Trumps mange angreb i 2016?
“Glem ikke at russerne blandede sig på en meget effektiv måde set Trumps øjne. Comeys dispositioner skadede også hendes valgkamp. Hendes kampagne kunne have været bedre. Det vil hun også selv sige. Det vil hendes mand sige. Jeg vil helt sikkert sige det. Men husk lige på, at Trump kun fik 46 procent af stemmerne, men han fik lige nøjagtig nok i stater som Pennsylvania. Ellers havde han ikke vundet. Men der blev begået fejl.”

Hvilke fejl?
“Der er var en forventning om at kvinderne i forstæderne ikke kunne lide Trump og derfor ikke ville stemme på ham og at det ville være med til at sikre sejren. Det gav hende sejren i antallet af stemmer, men det var ikke nok til at hun vandt de udslagsgivende stater.”

Der har været talt meget om, at hun prøvede for meget, så at sige. At hun hele tiden prøvede at tilpasse sig målinger og fokusgrupper og den slags. Hvad siger du til det?
“De dygtige politikere har alle noget til fælles. De prøver alle hårdt, men det ser ikke ud som om de prøver. Man ser dem gøre noget og tænker, at det kan man da også selv gøre, for de gør det jo bare. Men det kan man ikke. Og det kendetegner de virkelig dygtige politikere – at de får det til at se let og naturligt ud, selv om det ikke er det. Hillary havde måske ikke den tro på sig selv til at kunne gøre det.”

Hvis vi retter blikket mod 2020-valgkampen, så er der i skrivende stund 23 demokratiske kandidater og knap en uge til de første tv-debatter finder sted. Selv om det stadig er tidligt i valgkampen, hvem ser du så have de bedste muligheder for at vinde nomineringen?
“Lige nu fører Biden og Bernie, men jeg tror ikke at nogen af de to klarer skærene. Bernie lyder gammel og slidt og vred. I 2016 havde han noget friskhed over sig. Det er forsvundet. Hvad Biden angår, har jeg svært ved at se ham klare sig godt i de første to vigtige primærstater Iowa og New Hampshire. Jeg tror, at både Biden og Bernies svagheder vil begynde at vise sig og lige nu står de til cirka 50 procent af stemmerne, og så er spørgsmålet, hvor de vælgere går hen. Det er tydeligt, at både Elizabeth Warren og Pete Buttegieg har fået positioneret deres kandidaturer godt. Men der er også folk som Cory Booker og Kamala Harris. Men min grundlæggende fornemmelse er at Biden og Bernie ikke står distancen.”

Hvor stort et problem er det, at der er så utrolig mange kandidater i skrivende stund?
“Der vil være færre når vi nærmer os Thanksgiving. Det kan godt være at kampagnerne måske ikke er helt lukkede, men der vil være flere kandidater, der er helt uden chancer på det tidspunkt. Og når vi er på den anden side af Iowa og New Hampshire går det virkelig stærkt med at skære feltet til.”

Hvor stor en fordel er det for den demokratiske kandidat, hvem det så end bliver, at kende sin modstander, Donald Trump, og vide hvordan han spiller spillet?
“Trump kører i den samme rille som han hele tiden har kørt i. Sidste gang fik han 46 procent af stemmerne. Og hvis du ser RealClearPolitics snittet nu ligger han på 43 procent. Det er altså ikke noget godt tal i amerikansk politik. Og i stedet for at fokusere på de 43 procent, der er med ham, så burde man hellere se på de 57 procent, der er imod ham. Jeg tror, man skal passe på med at overvurdere ham. Han kan ikke vinde med 43 procent. Han vandt lige knap med 46 procent sidste gang. Han taber formentlig Arizona denne gang og North Carolina og Texas ser anderledes ud denne gang end i 2016.”

Tilbage i 1992, skrev du de tre berømte sætninger på tavlen i jeres War Room, om change, economy og health care. Den opskrift kan vel i virkeligheden genbruges af Demokraterne ved det kommende valg? Især set i lyset af, hvor vigtigt et emne sundhedspolitik viste sig at være i 2018?
“Der skal nok tilføjes et punkt mere. Og det handler om hvor stor indflydelse penge har. Det er helt anderledes i dag end det var den gang. Det smerter mig at sige det, men vores system er alt for styret af penge og rigmænd. Det skal man være opmærksom på. For det spiller en meget stor rolle. Men det er vigtigt at Demokraterne gør det her valg til et ‘change’-valg. Det gjorde vi i 1992 og Obama gjorde det i 2008. Ellers har de andre valg været italesat som enten at holde kursen eller genskabe det vi engang havde. Biden taler om at vende tilbage til 2015. Men sådan er verden ikke. Hvis man som kandidat ikke er ude og slå på tromme for forandring og ikke står for et friskt budskab, så flyver det ikke. ‘Change’ er virkelig et nøgleord. For det er virkelig udfordrende tider i Amerika lige nu.”

Læs også

Alright, Alright, Alright, Austin

Kongressen

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen

Ét tweet har ødelagt forholdet mellem NBA og Kina

Anders Friis Daugbjerg

Valget varer længe, koster mange penge

Rasmus S. Jorgensen

Arven efter divaerne

Anders Agner Pedersen

‘Ser Du Månen, Daniel’ er både barsk, rørende og – desværre – stadig relevant

Anders Agner Pedersen