Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Ja, Obama taber Tennessee, men…

(foto: Kongressen.com)

Selv om præsidenten uden tvivl må se Tennessees 11 valgmandsstemmer gå til Mitt Romney på tirsdag, så er valgkampen langt fra overstået. Reportage fra Memphis, hvor der er lagt op til adskillige lokale valggysere

Af Courtney Hackworth

MEMPHIS, TENNESSEE: Valgfeberen raser. Overalt i Amerika føres der i øjeblikket valgkamp 24 timer i døgnet. Det gælder også i sydstaterne, inklusiv Memphis, også kendt som ’The Bluff City’, hvor adskillige lokale allerede har været henne og stemme. ’Early voting’ har været i gang siden den 17. oktober og har i de seneste år udviklet sig til at være mange Memphis-borgeres foretrukne måde at stemme på. Ifølge Department of Public and International Affairs benyttede mere end 30 procent af de lokale sig af ’early voting’ ved 2008-valget, hvilket næsten er en fordobling i forhold til valget i 2000, hvor 16 procent stemte tidligt.

Selv om Barack Obama lige nu har en lille føring i de nationale målinger, så er der næppe nogen tvivl om, at han taber Tennessee. Engang en stærk demokratisk bastion helt tilbage til slaveriets tid, men gennem de seneste 30 års tid, en sikker republikansk skanse. Sidst en demokratisk præsidentkandidat vandt her, var ved valget i 1996, hvor Bill Clinton slog Bob Dole. Ikke engang ved valget i 2000, hvor Al Gore var oppe imod George W. Bush, formåede Demokraterne at vinde, på trods af, at Al Gore oprindeligt er fra netop Tennessee. Og selv om Barack Obama har godt fat i mange vælgergrupper især i den vestlige del af Tennessee, så vil han med stor sikkerhed tabe delstaten, da både den centrale og den østlige del er overvejende republikansk.

Flere lokale valggysere
Selv om udfaldet af valget er så godt som givet i Tennessee, er det ikke ensbetydende med, at valgkampen er indstillet. Og slet ikke her i Memphis, hvor de lokale kandidater til diverse embeder fortsat kører på fuld damp.
Blandt andet er det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Steve Cohen, oppe imod TV-direktøren George Flinn. Cohen har været medlem af Huset siden 2006 og repræsenterer niende distrikt i Memphis, hvor størstedelen af beboerne er afroamerikanere. Cohen har været vellidt blandt borgerne og må fortsat betegnes som favorit til genvalg. Dog har hans republikanske modstander ført en både effektiv og nyskabende type af kampagne, hvilket har gjort valget tættere end ellers ventet.

Flinn, der begyndte sin karriere i sundhedssektoren, driver i dag Flinn Broadcasting Coorporation, som ejer fire radio stationer i Memphis, inklusiv en hip hop og R&B station.
Netop disse medieplatforme har været flittigt benyttet i forsøget på at nå ud til vælgerne. Blandt andet har han indgået samarbejde med lokale Memphis-rappere, som har lavet sange til hans valgkamp. Og disse forskellige tiltag har været med til at give kampagnen momentum, selv om den unge og moderne stil er vanskelig at forene med Flinns yderst konservative image.

Derfor er der ingen tvivl om, at det døde løb, der i øjeblikket er på nationalt niveau mellem Obama og Romney, også er at finde her i Memphis. Ganske vist ikke i forhold til præsidentvalget, men i forhold til de mange andre valg, der finder sted på tirsdag. Der er lagt op til adskillige lokale valggysere.

Courtney Hackworth er uddannet journalist fra University Of Tennessee i Knoxville. Har tidligere boet og arbejdet i Californien, og bor nu i Memphis. Dækker sydstaterne med udgangspunkt i Memphis for Kongressen.com

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Har tidligere boet, studeret og arbejdet i New York, Sydney, Amsterdam og senest Washington D.C., hvor han blandt andet skrev for RealClearPolitics. Var den ene del af duoen bag showet 'The Speeches Of President Kennedy', som senere blev til dokumentarfilmen 'The Danish JFK Guys'. Forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg', 'JFK100', 'Modet Til Visioner', 'Krigen På Capitol Hill' og senest 'Obama - Håbets Præsident'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i efteråret 2021.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen