Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Jeb skal have vælgerne op af stolene i en fart

Med undervældende præstationer i de republikanske debatter, rygter om flygtende donorer og dårlige meningsmålinger har Jeb Bush nok at slås med i disse dage. Kongressen.com tog med Jeb til vælgermøde i Iowa for at se, hvad den tidligere favorit gør for at vende udviklingen

JOHNSTON, IOWA: I anledning af den årlige fejring af krigsveteraner på en våd novemberdag er et hjørne af Hy-Vee supermarkedet i byen Johnston blevet indrettet med langborde mellem frugtsektionen, køledisken og en Starbucks kaffestation. En hovedsageligt ældre gruppe veteraner trakteres med pandekager og kaffe. De fleste er veteraner fra Vietnamkrigen, men der er også en par yngre soldater fra konflikterne i Irak og Afghanistan.

I skærende kontrast til de hårdhudede laotiske Hmong-veteraner fra Vietnamkrigen og et hold barske kvinder med sand fra Fallujah på uniformerne, står det store opbud af lapsede pressefolk med bløde hænder der er kommet fordi den republikanske kandidat Jeb Bush skal til at melde sin ankomst.

Bush, den forhenværende guvernør i staten Florida, og seneste opdatering af Bush-klanens dynastiske ambitioner for det Hvide Hus, er fløjet ind fra Milwaukee, hvor han aftenen forinden leverede en debatpræstation der var lige over middelmådig.

John Strong, der blev indkaldt 1969 men tjente på en luftbase i Tyskland fremfor i Da Nang, er kommet for at spørge Bush hvad han vil gøre for at afhjælpe arbejdsløshad blandt tilbagevendende veteraner. Han er stærkt utilfreds med behandlingen af veteraner under Obama administrationen, og synes generelt at alle kandidaterne til præsidentembedet taler for lidt om konkrete bedringer af veteraners kår.

Da Bush træder ind ad Hy-Vee markedets automatiske døre er han langt fra debatternes middelmådighed. Han bevæger sig adræt i den trange plads mellem langborde og bugnende frugthylder, omgivet af en sværm af mediefolk, og belønner veteranerne for deres tjeneste ved at skænke kaffe i papkrus.

Han besjæler hver lille udveksling med vedkommenhed og varme, og let på fod virker han ikke til at være tynget som når han står bag debatpodiet.

John Strong reder sit sparsomme sølvhår ved buffetbordet og ifører sig en ”Stars and Stripes”-dekoreret kasket, før han kommer ansigt til ansigt med Bush. Samtalen bliver dog en lidt stiv og høflig affære og ikke den dybdegående diskussion af sagerne Strong havde håbet på.

To par sidder for enden af ét af bordene; Sue, Chris, Shannon og Bob som er den eneste veteran af de fire med tjeneste på en krydser i Tonkin-bugten under Vietnamkrigen. Chris og Sue er for senator Ted Cruz og er kommet for at stille Bush nogle spørgsmål, Shannon og Bob er mindre involverede i primærvalget og Bob havde gerne set Joe Biden træde ind i ræset.

Det hjælper ikke at ingen af kandidaterne har militærbaggrund, hvilket betyder de i sidste ende har andre prioriteter, mener Shannon. Chris, der ikke selv tjente i militæret men ”taler med mange veteraner”, fastslår at Barack Obama har været en katastrofe for veteraner. Bob er enig, men trækker opgivende på skuldrene og indvender at der ikke er noget nyt i at præsidenter ikke sætter kraft bag deres varme ord for veteraner, ligegyldig om der er Bush’er eller Clinton’er i det Hvide Hus.

Herefter forfalder samtalen til snak om at Sue og Chris skal til at tage skydetræning i en skytteforening nede ad vejen, Shannon har allerede sin tilladelse og modtager et beundrende ”Sådan søster!” fra Sue. Til Chris’ spørgsmål om han også har våbentilladelse, svarer Bob med de buskede øjenbryn løftet i træt irritation: ”Spørger du om jeg bærer et gemt skydevåben?” Herefter stilnes samtalen og alle erklærer andægtigt deres grundfældede tro på Forfatningens Anden Artikel.

Mark Walter er veteran fra både Irak og Afghanistan, og har forfædre der tjente i alle amerikanske krige helt tilbage til revolutionen i 1776. Han ser Bush som en seriøs kandidat med det rette moralske kompas til at informere hans politiske beslutninger som præsident. I Irak så Mark en anden type moralitet herske og han mener at Bush vil reflektere de underliggende værdier i det amerikanske samfund. Efter endt tjeneste tog ministeriet for veteraners anliggender sig godt af ham, så Mark har ingen klager over reintegreringen i samfundet efter sin udsendelse. Bushs ambitioner for en mere dynamisk immigrationspolitik er vigtig for Mark pga. hans tid i militæret:
”[De irakiske] tolke som vi arbejdede med, har skullet vente i lang tid på deres amerikanske statsborgerskab, det burde ikke ske, de har mistet alting i deres hjemland.”

Efter at have taget runden om bordene smugles Bush ud gennem bagudgangen fra køkkenet i en tilstødende restaurant til supermarkedet.

Næste arrangement finder sted i den kontraintuitivt navngivne by Atlantic. I Coca-Cola flaskefabrikken der er en af byens største arbejdsgivere, skal Bush tale på en invitation fra fabrikkens indehaver.

Pressen henvises til ét fabrikshallens hjørner af Bushs kampagnefrivillige der er en attraktiv flok unge nystrøgne mennesker iført gummistøvler fordi der er blevet udsendt stormvarsler. Bush er ikke meget for journalister, der har modarbejdet hans præsidentielle ambitioner ved stædigt at udpege hans skuffende start på kampagnesæsonen.

Oberst Leo Thorsness, der ligesom senator og tidligere præsidentkandidat John McCain sad som krigsfange i en Viet-Minh lejr, introducerer Jeb. Han bærer en hædersmedalje om halsen, og roser Bush-familien for dens krigeriske bedrifter: George Den Ældre der tjente som pilot i Anden Verdenskrig, Storebror George der var i Hjemmeværnet, og endelig Jeb, som Thorsness brøler er ”en kriger for veteraners rettigheder og vel!”
Altså en kriger i overført betydning i modsætning til sin far.

Mellem kæmpe blokke af sodavandspaller i fabrikkens lagerhal adresserer Jeb nu det pæne fremmøde på veteran-helligdagen. Igen er hans akavede debatstil ikke at spore i den mere intime situation hvor han oplagt går i kødet på komplekse politiske emner. Han formår at være uendeligt nørdet i detaljeringen af sin platform, men er samtidig et studie i ”folkelighed”, det luftige og udefinerbare træk som politiske kommentatorer elsker at fremhæve som en nødvendighed for at vinde den gennemsnitlige vælgers gunst.

Han beretter i en sjov anekdote om hvordan han fik en e-mail fra en kvinde med et stinkdyr på loftet der spurgte hvad han som guvernør ville gøre ved det, og via personlige telefonopringninger fik dyret fjernet samme formiddag.
En lidt manufaktureret folkelighedsmarkør er at Bush konstant skal nævne sin online Fantasy Football-opstilling og hvor mange sejre og nederlag han har i sæsonen, hvilket i længden virker en kende forceret. Han forpasser heller ikke chancen for at nævne at han for et par år tilbage var i spil til formandsposten for det amerikanske fodboldforbund NFL. En position der disse dage er næsten ligeså magtfuld og stormombrust som præsidentembedet omend betydeligt bedre kompenseret.

Bedst er Bush når han tager spørgsmål fra publikum og friskt prikker til sine tilhører, får indøvede vittigheder til at virke spontane og i det hele taget gestalter sin præsidentielle ”swagger” med en lethed der lader vide at denne type interaktion er hans helt klare styrke.

Hans fysiske fremtoning er endog præsidentiel da han har en statelig højde, men også en ludende krumning af skuldrene der indikerer ydmyghed. Når han kækt driller sine tilskuere tager han brodden af med sit godmodige og vejrbidte ansigt.

Den centrale planke i Bushs politiske platform er ambitionen om 4 procents vækst i den amerikanske økonomi, som han mener kan sikres gennem deregulering, sænket skatteniveau og en utvetydig omfavnelse af potentialet i USA’s energiressourcer. Tanken om en sådan robust vækst falder i god jord i en udkantsby som Atlantic hvor man, trods flaskefabrikkens ihærdige kamp for markedsandele, har svært ved at skabe tilstrækkeligt med job.

Det midaldrende par Diane og Dennis var allerede Bush-støtter før de kom for at høre ham tale. De synes at Bush har ”gode idéer” med hensyn til skatteniveauet, og at hans tid som Floridas guvernør beviser at han kan sætte handling bag ordene. De frygter heller ikke at debatterne i sidste ende skal sænke Bush, men at det blot er et uheldigt format for kandidaten der kan være ”for høflig”, ikke at ”hans høflighed på nogen måde er et problem” siger Diane.

Man skal ikke lægge for meget i de dårlige meningsmålinger, siger Dennis, da folk som dem ignorerer de mange opkald de får hver dag. ”De fornuftige vælgere gider ikke tale med meningsindsamlere kampagnefrivillige hele tiden. Derfor får vi meningsmålinger der reflekterer folk der er skøre nok til at tage telefonen hver gang.”

Efter talen får de fremmødte journalister lov at stille et par spørgsmål til Bush, han undviger kritiske syn på gårsdagens debatpræstation, og snart går spørgsmålene over til Football og hans palæolitiske diæt.
Pressen holdes tilbage for at give Bush et forspring ud ad døren, og da man endelig slippes ud er stormskyerne ved at samle sig over byen.

Dagens tema med at placere Jebs taler i traditionelt maskuline omgivelser fortsætter med aftenens møde, der afholdes i en brandstation i byen Waukee. På ruten dertil passerer man endda et skilt der stolt reklamerer med at mandighedsikonet John Waynes fødested er at finde nede ad en ellers anonym motorvejsfrakørsel.

Mens tung regn hamrer mod brandtstationens porte begynder støtter der har trodset stormvarslerne at indfinde sig på klapstole mellem brandbilerne.

Suzanne har medbragt sin datter Erin for at høre Bush tale. De er begge store tilhængere af både Bush père og George W., og hvor Suzanne ligger mellem Bush og Marco Rubio er Erin ikke i tvivl om at hun vil stemme på Jeb. Hun mener at han har fornuftige og pragmatiske løsninger på Amerikas udfordringer og vil holde hus med de offentlige finanser.

Hun synes hans debatpræstationer har været skuffende, men er ikke i tvivl om at han har udholdenheden til at vinde i sidste ende, trods de tidlige bump i vejen.

Efter endnu en indledende tale fra oberst Thorsness, kaster Bush sig ud i en at fremlægge sine planer for økonomien og national sikkerhed. Han vil ikke undskylde for sin optimisme omkring Amerikas fremtidsudsigter men insisterer derimod på at USA er ”på nippet til storhed” efter politisk forsømmelse med Demokraterne ved roret.

Bush bruger en stor del af sin taletid på at adressere Syrien hvor han kalder på en mere engageret militær indsats ligesom næsten alle sine republikanske frænder, men modsætning til alle hans rivaler er han samtidig for åbne grænser overfor flygtninge.

Hans immigrationspolitik er i det hele taget noget der skiller ham fra resten af det republikanske felt ved at være betydeligt mere imødekommende overfor immigranter og flygtninge i en tid hvor der er politiske point at hente ved at spille på vælgerbefolkningens angst for det fremmede. Både vælgerfremmødet og Bushs egen kampagne tæller da også væsentligt flere folk med nylig immigrantbaggrund end den typiske republikanske kandidat tiltrækker.

John Strong fra veteranmorgenmaden dukker op igen under spørgsmålsrunden men fravælger denne gang det tunge spørgsmål om veteraners jobmuligheder, og vil i stedet have Bush til at love at han aldrig ville invitere ”Hanoi Jane” Fonda til det Hvide Hus som Clinton’erne gjorde, og dermed beskæmme veteraners offer ved at mænge sig med Viet-Minh sympatisører.

Bush ryster grinende på hovedet, men det er uklart hvad hans svar er. Hans høflighed og modvilje overfor hurtige og uigennemtænkte udtalelser holder ham fra at svare på et sådant fjollet spørgsmål, som Donald Trump uden tvivl havde kunnet vride en god og anstødelig lydbid ud af.

Om Bushs tænksomme tilbageholdenhed og gemytlige væsen kan bære ham igennem et frådende republikansk primærvalg vil tiden vise. Denne dag var Bush dog betydeligt mere i sit element når han fik tid til at fortælle om sine yndlingsbøger og formidle tekniske politiske termer for lægfolket end han var i arenaen aftenen forinden i direkte duel med lynsnare modstandere som Marco Rubio, Donald Trump og Ted Cruz.

Written By

Johan Wizan er bachelor i litteraturvidenskab med speciale i amerikanske samfundsforhold. Forfatter til 'Scener Fra Et Primærvalg' og blandt bidragyderne til 'PræsidentPortrætter' og 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Bor til daglig i New York og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent. Mail: Johanwizan@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen