”Jeg lukkede ikke et øje den nat, jeg hørte om James Foleys død”

Puk Damsgård har gennem flere år dækket Mellemøsten. Et job, der bestemt ikke er blevet mindre farligt i takt med Islamisk Stats fremmarch i Syrien og Irak. I sin nye bog ’Ser Du Månen, Daniel’ fortæller hun historien om den danske fotograf Daniel, der i 13 måneder var taget som gidsel sammen med blandt andet James Foley. En historie, der har sat mange tanker i gang, fortæller Puk Damsgård i dette interview

Puk Damsgård kan tydeligt huske, hvor hun befandt sig tirsdag den 19. august. Hun sad på et hotel i Irak. Et land, hun som DR’s Mellemøstkorrespondent havde besøgt masser af gange. Men det var ikke dagens oplevelser i det irakiske, der gør at hun fortsat tydeligt husker dagen med gru. Det skyldes i stedet en begivenhed i nabolandet Syrien. En begivenhed, der skulle gå verden rundt og som for alvor udstillede ondskaben og brutaliteten hos terrororganisationen Islamisk Stat, der for alvor var ved at få fodfæste i det nordlige Syrien.

Sidst på aftenen, offentliggjorde Islamisk Stat en video, hvor en amerikansk journalist, James Foley, sad iført orange fangedragt på knæ i den syriske ørken. Ved siden af ham stod en sortklædt bøddel, der siden blev kendt som Jihadi John, og som efter en kort besked til USA og den vestlige verden, halshuggede Foley. Og efterfølgende viste, at næste amerikanske journalist, Steven Sotloff, sad klar som den næste i rækken.
Som de fleste andre, der enten så eller hørte om videoen, fik Puk Damgård det dårligt. For det brutale drab var ikke blot en bestialsk terrorhandling. Det var samtidig med til at øge den i forvejen tilspidsede trusselssituation, der var for journalister i Syrien. Et land, Puk Damsgård ellers havde rejst flittigt i, og som hun netop havde færdiggjort bogen ’Hvor Solen Græder’ om.

Få dage efter mordet på Foley, henrettede Islamisk Stat Steven Sotloff, nøjagtig som de havde truet med at gøre i Foley-videoen. Ingen var længere i tvivl om, at journalister var et mål for denne nye terrororganisation.

Hvad de færreste dog viste på det tidspunkt var, at James Foley havde haft en dansk medfange i sin tid som gidsel, nemlig freelancefotografen Daniel Rye. Han var blevet taget til fange kort tid efter, at han var kommet til Syrien, og havde i sit fangeskab tilbragt meget tid med James Foley.
Modsat James Foley, slap Daniel fra Syrien med livet i behold. Og det blev ham, der overbragte James Foleys afskedsbrev til hans familie hjemme i USA.

Puk Damsgård kendte ikke Daniel inden han blev taget til fange i Syrien, men i kølvandet på Foleys død og Daniels frigivelse for at fortælle historien om livet som gidsel hos Islamisk Stat. Resultatet af det arbejde er blevet til bogen ’Ser Du Månen, Daniel’, der er en både rystende, gribende og velskrevet bog, der med stor sandsynlighed vil ende på bestsellerlisten. Hvor den så i øvrigt vil gøre ’Hvor Solen Græder’ selskab.

I dette interview med Kongressen.com fortæller Puk Damsgård om arbejdet med bogen. En bog, der på mange måder er blevet historien om hendes egen værste frygt. Og en bog, der midt i alt det tragiske også blev en fortælling om evnen til at fokusere på de gode ting. Selv når det synes allersværest.

Da vi talte sammen i forbindelse med din seneste bog ’Hvor Solen Græder’, talte vi om, at syrerne undrede sig over, hvorfor amerikanerne ikke rigtig foretog sig noget. Siden da er meget sket, både i forhold til det amerikanske engagement, det russiske engagement og internationale samfunds fokus på Syrien. Hvordan vil du beskrive konflikten i Syrien her i oktober 2015, mere end fire et halvt år efter borgerkrigen brød ud?
”Hvis Syrien var et komplekst billede for et år siden, så er det om muligt blevet endnu mere komplekst. Dels fordi den politik USA har ført – nogen vil sige, at der stort set ingen politik har været – eksempelvis med at skabe en partner i Syrien er fuldstændig forfejlet. Blandt andet det med at træne og bevæbne styrker. På den anden side har du Rusland, der ikke tøver med at blande sig. De blandede sig også for et år siden, men nu også med egne fly. Så det er afsindig komplekst. Og det seneste år har vist, hvor svært det er at bekæmpe Islamisk Stat. Også fordi man fra koalitionens side har haft en meget enstrenget strategi. Jeg har virkelig ondt af syrerne, for det er virkelig blevet en stedfortræderkrig. Og det er den almindelige syrer, der betaler prisen. Men ingen tvivl om, at billedet er blevet endnu mere komplekst.”

Der tales i øjeblikket meget om, at amerikanerne ikke nødvendigvis ser Assads afgang som afgørende punkt længere. I hvert fald ikke på den korte bane. Når du taler med dine kilder i Syrien, hvad siger de så til det?
”Det kommer lidt an på, hvem man spørger. Men der er ingen tvivl om, at præsident Assad er ansvarlig for langt flere drab end Islamisk Stat er. Og det vi ofte glemmer er, at han nu pludselig er blevet nemmere at forholde sig til, fordi han ikke står i en sort dragt og skærer halsen over på folk. Det er hans system, der gør det. Men det er blevet meget let for os at forholde os til, at de mennesker i de sorte dragter, er symbolet på det onde. Men rigtig mange syrere forstår ikke, at man fra vestens side ikke taler mere om de ting, Assad gør. Han er den grundlæggende årsag til, at det er kommet så vidt i Syrien. Selvfølgelig har andre også et ansvar, men det var ham, der startede med at bekrige sin egen befolkning, hvilket så udviklede sig til alt det her. Og han har jo også haft en finger med i spillet i forhold til Islamisk Stat. Det vil rigtig mange syrere sige, hvis du spørger dem. Og så er rigtig mange af dem så trætte af situationen og trætte af at være flygtninge, at de vil sige: ’find ud af noget. Få sluttet fred. Uanset om det så er med ham som en del af det.’ Den holdning møder man også. Også her må man sige, at situationen er meget kompleks.”

Ja, og samtidig er det en situation, hvor FN har haft utrolig svært ved at agere på grund af splittelsen i Sikkerhedsrådet?
”Det må man sige. FN har været meget lammet i denne her konflikt, og det er virkelig blevet tydeligt, hvor svagt FN kan være, hvis ikke landene i Sikkerhedsrådet er enige.”

I bogen fortæller du historien om Daniel, der sad fanget i 13 måneder hos Islamisk Stat, og som heldigvis slap derfra med livet i behold. En af de folk, han sad sammen med, var den amerikanenske journalist, James Foley, der blev halshugget af Islamisk Stat tilbage i august 2014. Vi er begge to journalister, ligesom Foley, og jeg kan huske, at jeg var dybt rystet og nærmest fik det fysisk dårligt, da jeg hørte om hans skæbne. Hvad tænkte du den dag, det skete? Du har det jo meget tættere på livet end vi herhjemme har det?
”Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg så videoen, som blev lagt ud ret sent. Det var helt forfærdeligt. Og ud over, at jeg havde ondt af både James og hans familie, så kunne jeg ikke lade være med at føle, at det var et angreb på vores fag. På os. Og især os, der dækker Mellemøsten. Det var grusomt. Jeg faldt først i søvn ved 5-tiden om morgenen. Jeg var på et hotel i Irak og fik det virkelig dårligt over det. Det er også derfor, at jeg synes det var så vigtigt at skrive denne her bog, netop fordi det kommer meget tæt på. Det er jo på sin vis også en bog om min egen værste frygt. Det er noget, jeg bliver nødt til at forholde mig til, når jeg skal rejse i Syrien. Hvis det overhovedet er muligt for mig. Det er noget af det, jeg er allermest bange for. Og med god grund. Jeg vil næsten hellere have en kugle for panden end at slæbe mig selv og min familie gennem det forløb, som både Daniel, James Foley og de andre gidsler har været igennem. Netop fordi man ikke ved, hvilken ende, der bliver på det.”

Det er en både gribende og frygtelig historie, Daniel fortæller i bogen. Hvilket tanker satte det i gang hos dig at tale med ham?
”Daniel har været rigtig god til at fortælle og kan huske mange detaljer. Hvilket også er en vigtig grund til, at vi kan skrive bogen. Under vejs i forløbet kan jeg huske, at jeg fik mareridt om, at det var mig, der havde mine fødder lænket i kæder. Det gjorde stort indtryk på mig, både at tale med hans familie og med ham selv. Jeg har lært meget af det. Jeg har virkelig lært, hvordan man overlever. Det med at få rutiner. Vigtigheden af at sidde sammen med andre, også selv om det kan være hårdt. Og jeg samtidig blevet utrolig fascineret over, hvordan hans familie har håndteret det hele.”

Det var Daniel, der overbragte James Foleys afskedsbrev til hans familie. Et brev han havde lært udenad i fængslet. Du og Daniel deltog begge to i mindehøjtideligheden for James Foley. Hvordan var den dag?
”Det var faktisk på James Foleys fødselsdag, at det fandt sted. Vi var blevet inviteret af James’ familie til at være med. Og det var en rigtig hård, men også en rigtig fin dag. Det gjorde stort indtryk på mig, at der ikke var en krop at lægge i graven. At James’ krop fortsat var i Syrien. Men at det var uigenkaldeligt. At James ikke kom hjem mere, men havde endt sine dage i Syrien. Efterfølgende var der en aften, hvor James’ familie, venner og bekendte fejrede James’ liv. De så videoer, fortalte historier og opførte små teaterstykker. Og det er amerikanerne jo virkelig gode til. Selv om det havde været en hård mindehøjtidelighed, så huskede de alle de gode ting, der havde været i James’ liv. Jeg var meget rørt over at se, hvordan James’ familie, der er meget stærke i troen, virkelig var til stede i det hele, og både græd og grinede, mens de mindedes deres søn. Det var meget rørende, at de var i stand til det. Selv i den situation. Så på den måde var det også en ret fantastisk dag at være med til.”

Hvilke forholdsregler tager du nu i forhold til at færdes i Syrien?
”Sidst jeg var der, var i foråret i år. Der var vi helt oppe i det nordlige Syrien, oppe i de kurdiske områder. Men det er blevet meget begrænset, hvor meget man kan rejse i det nordlige Syrien. Jeg ville ikke turde rejse rundt i de områder i øjeblikket. Især fordi Islamisk Stat står flere steder end tidligere. Og det er ret enkelt: ’Du skal bare ikke rende ind i dem.’ Det er ikke sådan at man kan sige: ’Hvis du møder en IS checkpoint, så går det nok.’ Sådan er det ikke.”

Da vi talte sammen for et år siden, var der ikke nogen af os, der havde fantasi til at forestille sig, at en løsning på konflikten i Syrien var lige om hjørnet. Det er vel kun blevet yderligere forstærket i det forgangne år?
”Ja, det er blevet yderligere forstærket. Og det gælder jo også i høj grad Irak nu. Hvor koalitionens partner nu er stærkt svækket. Og det handler ikke kun om, at den vestlige koalition skal tage sig sammen og gøre noget. Irakerne skal også være med til at udrydde Islamisk Stat. Spørger man koalitionen, vil de sige, at det tager 3-5 år at bekæmpe Islamisk Stat militært. Og så har du 10-20 års stabiliseringsarbejde foran dig derefter. Det er det scenario, man forestiller sig. Og det tror jeg egentlig er meget realistisk. Alle konflikter kan løses, men det her bliver meget langstrakt.”