Jeg savner nuancer i dækningen af USA

I godt tre år har Jesper Steinmetz været korrespondent i USA. For nylig forlængede han kontrakten med yderligere tre år, for han er slet ikke færdig med at fortælle historier om supermagten. Og forhåbentlig være med til at tilføre nuancer til en dækning, der, ifølge Steinmetz, har det med at blive lige vel pro-demokratisk

SAMTALER OM AMERIKA: For et par uger siden opsagde Jesper Steinmetz sit abonnement på The New York Times. Han havde ellers fået den hver morgen i de godt tre år, han har boet i Washington. Men trods sit omdømme som en af verdens bedste aviser, fik Steinmetz til sidst nok og stoppede sit abonnement. Kvaliteten var ikke, hvad den havde været og den politiske dækning blev, ifølge Steinmetz, ofte ensidig i retning af, at grunden til at Obama var i politiske problemer, skyldtes Republikanernes modvilje til samarbejde. Ikke at dette var forkert, det var bare lige lovlig ensidigt. Derfor modtog Times en afmelding mens Wall Street Journal modtog en tilmelding. Således lander der nu igen tre aviser i postkassen hjemme hos Steinmetz hver morgen. Washington Post, USA Today og så altså Wall Street Journal. En udskiftning, som den erfarne korrespondent er glad for, at han foretog:
”Jeg mener helt afgjort, at Wall Street Journal er en langt bedre redigeret avis end New York Times. Og som tv-journalist er det en meget større inspirationskilde for mig at læse Wall Street Journal end at læse New York Times. Samtidig er det også vigtigt at læse medier, der har det modsatte politiske synspunkt at den siddende regering. For det er dem, der er med til at råbe op om, hvad der kunne være anderledes. Når man læser New York Times, så er grunden til at Obama er handlingslammet, uden sammenligning Republikanernes skyld. Og der bliver man altså klogere og lidt mere nuanceret af at læse Wall Street Journal. Jeg læste for nylig en analyse af Reagans gamle taleskriver, som meget rigtigt skrev, at det er en myte at Republikanerne pludselig spænder mere ben for Demokraterne end det omvendte var tilfældet, da Reagan var præsident i 1980’erne. Obamas store fadæse som præsident er, at han ikke formår at være moderator mellem de to parter og ikke læser folkestemningen godt nok til at strikke politiske kompromiser sammen. Hvilket Reagan formåede. Så nu er jeg begyndt at læse Wall Street Journal fast og så læser jeg New York Times på nettet.”

Et tag selv bord af historier
Netop den nuancerede dækning af supermagten, har været en af drivkræfterne hos Jesper Steinmetz siden han tilbage i 2010 forlod nyhedsstudiet på Kvægtorvet i Odense til fordel for en tilværelse som USA-korrespondent for TV 2. Her afløste han Allan Silberbrandt, der havde været fast mand i Washington siden 2002. Og selv om han da ind i mellem savner familien og vennerne hjemme i Danmark, så har Jesper Steinmetz ikke fortrudt skiftet et sekund. Tværtimod tøver han ikke med at betegne korrespondentstillingen som et regulært drømmejob:
”Der er mange grunde til at det her er et drømmejob. Den lidt slidte kliche er, at denne nation er medbestemmende for, hvilket liv det er, vi lever i Danmark og hvilke strømninger, der er på vej til vores land. Når de bliver fede i USA eller når de begrænser muligheden for rygning i USA, så er der gode chancer for at det også kommer til Danmark med en små ti års forsinkelse. Der er en stor fascination i Danmark af alt hvad der sker i USA. Det hænger jo sammen med den kulturelle påvirkning, men også fordi folk i langt højere grad end tidligere har fået råd til at tage til USA på ferie og som derfor har stiftet bekendtskab med landet. Enten i New York eller på vestkysten. Nu har jeg været korrespondent i lidt over tre år og jeg er faktisk overrasket over, hvor stor interesse der er for alt, hvad der foregår her i landet. Ind i mellem tænker jeg: ’hvorfor er danskerne dog interesserede i det?’ Men det er en anden diskussion. Men hvor vi er et lille land på 5 millioner mennesker, er det her et kæmpeland og et tag selv bord af historier. Jeg bruger mere tid på at beslutte, hvad jeg ikke vil lave af historier og reportager, end jeg beslutter, hvad jeg vil lave,” siger Jesper Steinmetz og uddyber:
”Min personlige drivkraft er, at jeg synes der er mange klicheopfattelser af USA, baseret på enten forlænget weekend i New York eller en uges badeferie i Florida, hvor folk så siger: ’De er bare så søde, serviceminded og alt er bare større og bedre i USA.’ Der vil jeg gerne med mine reportager vise, at ja, det er større og mere højtråbende i USA og der er også god service på restauranterne. Men det er også et meget ineffektivt land. Jeg har en kollega, som flere gange har sagt til mig, at U’et i USA står for U-land. Og det er på mange måder et uland, når man har med offentlig service at gøre. Eller når man har med monopollignende virksomheder at gøre. Der vil de da blæse på den enkelte person. De nuancer har jeg været meget opmærksom på, at jeg gerne vil være med til at videregive i min dækning. Jeg vil gerne have folk til at tænke: ’Nå, det vidste vi alligevel ikke om USA’ eller ’Nå, det var da pudsigt. Tænk at det også er sådan.’ Og så har det været meget afgørende for mig at forklare, at hele verden elsker altså ikke Barack Obama. Det har jo nærmest været umuligt at få forklaret danskerne, hvor forhadt han er politisk. Ikke som person, men politisk. Jeg var i Danmark for et par uger siden, og talte med en af mine forstandige venner om det. Jeg fortalte ham om hvor store problemer Obama står i lige nu og som det ser ud lige nu, ja, så ser det ud til at han risikerer at gå over i historien som en af nyere tids svageste præsidenter. Og så var min vens reaktion: ’Det er simpelthen så ærgerligt, for han er jo helt fantastisk.’ Men det er han ikke, hvis man spørger den menige amerikaner. Der mener halvdelen, at han gør det elendigt.”

Ikke populært at kritisere Obama
At det kan sætte danske sind i kog, hvis man som journalist går kritisk til præsident Obama, fik Jesper Steinmetz for alvor at mærke under den forgangne præsidentvalgkamp mellem Obama og Romney. Ikke mindst i forbindelse med tv-duellerne, hvor præsidenten langt fra trak det længste strå. Et faktum, som ikke bare analytikerne påpegede, men som også Obama efterfølgende selv erkendte. Men blandt mange af de danske tv-seere var opfattelsen en anden. Obama var bedre end Romney, og TV 2’s udsendte skulle i hvert fald ikke bryde sig om at sige noget, der kunne opfattes som det modsatte. Snart et år er gået siden tv-duellerne, men Steinmetz husker stadig seerreaktionerne tydeligt:
”Det var meget interessant at dække præsidentvalgkampen, fordi hvis jeg havde været ude og interviewe demokrater, der elskede Obama, fik jeg mails og Facebook-beskeder om, at jeg var rød lejesvend og i den dur. Den sædvanlige sang. Omvendt var der andre, der sagde det modsatte. Men når jeg i mine analyser sagde, at Mitt Romney faktisk gjorde det godt i tv-debatterne med Obama, hvad han rent faktisk gjorde og Obama ikke gjorde, så var jeg højrefløjens forlængede arm. Det er lidt rystende. For jeg passede bare mit journalistiske job. Man skal ikke analysere ud fra egne ønsker. Det er der tit mange, der gør. Når jeg læser eller hører en analyse om et emne, hvor jeg har viden om det, tænker jeg tit: ’Ja, sådan ville du ønske at det var, men sådan er det ikke.’ Det skal man passe meget på med. Men det var virkelig ophedet under valgkampen og jeg fik mange svinske mails, som også var rettet mod min person. Det tænkte jeg tit: ’Slap nu lige lidt af.’”

Manglende vilje til at forstå forskellen mellem USA og Danmark
Efterfølgende har han reflekteret en del over, hvad der var forklaringen på, at så mange danskere blev vrede over, at han kunne finde på at sige gode ting om republikanske Romney på bekostning af demokratiske Obama. Noget definitivt svar er han ikke nået frem til, men Jesper Steinmetz er dog ikke i tvivl om, at en del af det bygger på en misforståelse blandt mange om, at Danmark og USA på mange måder er ens:
”Sagen er den, at vi danskere jo er socialdemokrater plus minus. Jeg plejer at sige når jeg holder foredrag, at vi er så vant til den danske model, at vi har svært ved at forstå, at amerikanerne ikke gør det samme. Derfor forstår vi heller ikke, hvorfor flaget ikke blev hejst for Obama, da han fik gennemført sundhedsreformen. Vi forstår ikke Republikanernes synspunkter om retten til at bære våben, fordi vi bor i Danmark og der er det vedtaget at en almindelig borger ikke skal have våben. Derfor er der heller ikke en vilje til at forstå, hvorfor det er anderledes i USA. Og det er en af mine drivkræfter som korrespondent. Jeg vil gerne være med til at forklare og videreformidle de synspunkter, der er argumentet for at man skal have retten til at bære våben. For vi må erkende, at USA er et andet land end Danmark. Det er baseret på en anden kultur og en anden historie end Danmark, selv om vi på nogen punkter ligner hinanden. Men generelt kan man ikke sammenligne de to lande. Det er også derfor, at vi skal passe på med at trække den danske model ned over måden vi ser USA. For det kan man ikke. Men jeg møder tit holdningen om, at vi helst vil have, at det går Demokraterne godt og for hver gang det sker, bliver jeg endnu mere animeret til at lave en historie om Republikanerne, fordi der er en dansk konsensus om at de er ondere, ringere eller dummere mennesker. Der findes nogle nødder rundt omkring i staterne, men de nødder er altså at finde i begge partier.”

Jeg er først lige begyndt
Da han i sin tid forlod den danske andedam til fordel for magtens centrum i Washington D.C. lød kontrakten i første omgang på fire år frem til 2014. En kontrakt, der for nylig blev forlænget med yderligere tre år, frem til 2017 og dermed på den anden side af præsidentvalget. Om syv år på de amerikanske landeveje er tilstrækkeligt eller om det bliver til endnu en forlængelse, har Steinmetz pt. ikke noget endegyldigt svar på. Men jo mere han tænker efter, kunne det godt tænkes, at syv år bare ville have givet ham mod på endnu mere:
”Der kan ske to ting. Enten sker der det, at jeg efter syv år er fed up med at blive ringet op klokken fire om morgenen med beskeden om, at du om to timer skal tage flyet til Cleveland, for der er tre kvinder blevet reddet ud af et hus. Det var i øvrigt på min fødselsdag, så der røg den dag. Men sådan er jobbet jo meget. Det er en livsstil, hvor man intet kan planlægge. Og det er jo samtidig fascinationen. For man er jo der, hvor historierne er. Og jeg vil gerne være der, hvor historierne er. Så enten er jeg fed up med det og har fået nok efter syv år eller også er det gået mig så meget i blodet, at det er drivkraften for mit journalistiske virke. At jeg ikke kan fungere i et job, hvor man har ordnede arbejdsforhold og hvor man møder mandag morgen og går hjem fredag eftermiddag. Og kender jeg min natur ret, så er det den sidste model, der vil præge mig mest om syv år. Jeg kunne godt forestille mig, at det går mig i blodet. Men jeg har slet ikke fået nok endnu. Jeg er først lige begyndt.”