Kongressen.com
Analyse

John McCains død efterlader amerikansk politik fattigere

Han havde en central rolle i det moderne Republikanske Partis radikalisering, men uden senatoren og krigshelten forsvinder den sidste meningsfulde modstand.

Washington D.C. – USA tog ikke bare afsked med en af det Republikanske Partis ledende figurer gennem de sidste 20 år. Nationen mistede ikke blot en krigshelt, der inspirerede en generation gennem sine handlinger.

Landets afsked med John McCain markerer et farvel til troen på en bedre politik på højrefløjen i den nærmeste fremtid.

Arizonas senator og partiets nominerede til præsident i 2008 bærer et kompliceret eftermæle, der tvinger dig til at forene talen imod den ekstreme højrefløj i Virginia Beach i 2000 med hans omfavnelse af den selvsamme del af partiet i 2008. Hans villighed til at forsvare sin politiske modstander overfor sit eget parti og på nationalt tv med hans groteske og uforståelige valg af Sarah Palin som sin nominerede til vicepræsident.

På et personligt plan er det umuligt ikke at beundre McCain. Hans udholdenhed i det årelange fangeskab og tortur i isolationsfængsel i Vietnam. En oplevelse, der ikke efterlod ham bitter eller arrig på verden, men som styrkede hans villigheden til at tjene det amerikanske folk og udbrede amerikanske værdier.

”Han elskede frihed med en intensitet, der kommer fra en mand, som kendte dets fravær,” som George W. Bush sagde i sin mindetale.

Jeg lærte om John McCain gennem historierne, der hober sig op gennem 40 år i Washington. Størstedelen afslørede en mand, der troede på offentlig tjeneste og på medmenneskelighed. Hans gentagne besøg for at se demokraten Mo Udall, da han lå med Parkinsons syge på sit dødsleje. Hans gavmildhed overfor medarbejdere. Og så er der dengang da The Daily Show i 2000 forsøgte at fange ham i at kloge sig om noget, han ikke havde forstand på og udstille ham.

”Hvem er din yndlingsdigter,” spurgte Steve Carell ifølge journalisten Andrew Ferguson.

”Robert Service, tænker jeg,” svarede McCain.

De bad ham recitere et af hans digte. McCain skulle derefter have opremset hele digtet ”The Cremation of Sam McGee”. Mens Comedy Central holdet pakkede deres kameraer sammen, bemærkede McCain, hvordan han havde lært digtet udenad.

”Gutten i cellen ved siden af mig. Det var hans yndlingsdigt. Han prikkede det til mig på væggen i morsekode. Sådan lærte jeg det.”

Ideen om John McCain
Lige meget hvor mange historier, der varmer, og hvor mange hædersord, som han fortjener, så står John McCain først og fremmest som en politiker. Politikere bliver dømt på deres politiske valg. McCain balancerede altid imellem at gå imod sit eget parti med idealistisk retorik og selv leve op til de samme ord. Et forbillede; men fejlbehæftet. Elsket i medierne for hans uafhængighed, foragtet af hans kritikere af samme grund.

På trods af McCains renomme som en såkaldt maverick, var han dybest set ærkekonservativ. Siden 80’erne stemte han med sit parti mere end 85 procent af gangene, og i Obama-æraen kunne partiet regne med McCains ja 9 gange ud af 10 ifølge data fra Voteview.

Kritikere vil altid pege på, at hans største politiske kampe med partiet fandt sted, når det var politisk gunstigt for ham. I 2000 stillede han op som præsident som en outsider, der ikke havde ledelsen eller partiapparatet bag sig og kritiserede partiets fejl og mangler. I 2008 var det omvendt, og det var en McCain, der ikke var lige så interesseret i at tale imod partilinjen. Og det var selvfølgelig også her, at hans katastrofale beslutning om at vælge Sarah Palin som sin mulige vicepræsident uden at have foretaget nok research. Palin var ikke bare bragende uforberedt. Hun repræsenterede den del af partiet, der omfavnede de mere ekstreme dele af den religiøse højrefløj, benægtede videnskab, foragtede ekspertise, omfavnede konspirationsteorier, afviste kompromis.

Lyder det bekendt?

Ja, der er en rød tråd fra Palin til Donald Trump. Strømningerne havde været altid været i partiet. McCain gav dem en platform, der senere dannede grobund for ’Tea Party’-bevægelsen. Præcis som han havde overgivet sig til de racistiske undertoner blandt partiets base før primærvalget i South Carolina i 2000, hvor han mod sin egen overbevisning talte for det kontroversielle flag fra sydstaterne. Præcis som han gjorde i sit eget primærvalg i 2010, hvor han efter at have været en fortaler for immigrationsreform i stedet stillede op til en reklame, der indeholdt et opråb om at færdiggøre ”det forpulede hegn”.

McCain fortrød mange af sine valg. Men hans personlige historie gjorde ham til en unik kritiker for USA’s brug af tortur, den perfekte fortaler for dets rolle i verden og for landets højeste værdier. McCain kunne snakke om opofrelse, om patriotisme, om pligt, om frihed i et land, der så sjældent lever op til dem, og hvis politikere oftere bruger dem kynisk og til egen politisk gavn. Han kunne kommandere dem, fordi han havde levet de værdier. Og han kunne prise dem uden at lyde falsk eller påtaget.

Krigshelten er samtidig en af de sidste fra en politisk generation i Amerika, der havde en fælles forståelse og samlende institutioner på tværs af partipolitiske skel. Vietnam var sidste krig med værnepligt, der sørgede for, at amerikanere kunne tjene nationen på tværs af klasse og race.

I dag er USA splittet. Politik forstås igennem partilinser. Befolkningen har sorteret sig ideologisk og geografisk. Beslutninger om, hvem dine venner er, hvem du dater, og hvem du er villig til at acceptere, at dine børn gifter sig farves af, om du er republikaner eller demokrat. I et land, der ikke længere har fælles referencerammer og mangler institutioner, der binder dem sammen har behovet for statsmænd og politikere som McCain aldrig været større.

Præsident Donald Trumps appel til hvid-kristen identitets fortørnelse, hans foragt for fakta og forskruede opfattelse af præsidentembedet har for længst omhyllet det moderne GOP. Stammetilhørsforhold trumfer alt andet. Owning the libs er en regeringsfilosofi. Med hans død forsvinder en af de sidste fra en politisk generation, der først og fremmest prioriterede nation over parti på det værste tidspunkt.

McCains sidste ord, hans afskedsnote til USA, revser imod dette verdensbillede. Imod sådan en amerikansk politik.

”Vi svækker vores storhed, når vi forvirrer patriotisme med konflikt imellem politiske stammer, der har sået bitterhed og had og vold i alle verdens hjørner. Vi svækker den, når vi gemmer os bag mure fremfor at rive dem ned. Når vi tvivler på kraften af vores idealer fremfor at stole på at de kan skabe forandring, sådan som de altid har gjort.”

”Vi er 325 millioner påståelige højrøstede individer. Vi skændes og konkurrerer, og nogle gange dæmoniserer vi sågar hinanden i vores hæsblæsende debatter. Men vi har altid haft mere til fælles, end vi har haft uenigheder. Så længe vi husker det og stoler på, at vi alle elsker vores land, skal vi nok klare os igennem disse udfordrende tider.”

At det er hans sidste ord er rammende. Og det bør ramme enhver, der interesserer sig for amerikansk politik, at det er hans sidste ord.

Det Republikanske Parti var bedre med John McCain i dets geled. Det bliver værre uden ham.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen