Kongressen.com
Analyse Midtvejsvalg 2014 Perspektiv Tema

Kampen om Amerikas uforenede stater

USA har ikke siden 1880’erne været så politisk polariseret, som vi ser det i dag. Uforsonlighed præger billedet af Kongressens medlemmer. Det kan få stor betydning for resultatet af midtvejsvalget den 4. november. En del af forklaringen på den splittede nation skal findes i konservatismens ideologiske opgør med den konsensus-prægede New Deal tankegang.

Allerede et år inde i hans første præsidentembedsperiode stod det klart for alle, at Barack Obamas løfte om bevæge USA ind i en ’post-partisan æra’ var manet til jorden. Udtalelser som ”There is no liberal America and a conservative America. There is a United States of America” eller ”I don’t want to pit red America against blue America. I want to be the president of the United States of America” virkede utopiske og næsten groteske.

For dét United States der fremstod i 2010, var bestemt ikke ’united.’ Tværtimod er de partipolitiske skel de sidste fire år blevet dyrket i dimensioner, som ikke er set siden perioden efter Den Amerikanske Borgerkrig.

Den konservative fremmarch
Men det fjendtlige terræn i Amerikansk politik er ikke kommet ud af det blå. Det er en udvikling, som gradvist er blevet opbygget siden Anden Verdenskrig i takt med, at situationsbestemte forhold fremprovokerede den moderne konservative bevægelses indflydelse i Det Republikanske Parti og tvang det politiske landskab mod højre. Under vejs blev republikanernes selvopfattelse modnet og mere klarsynet og dannede en seriøs modpol til den dominerende New Deal liberale konsensustankegang. Det er kommet til udtryk ved flere anledninger:

Trods Barry Goldwaters brag af et nederlag til Lyndon Johnson ved præsidentvalget i 1964, blev han et konservativt ikon for at have genoptaget debatten om den føderale regerings indflydelse i amerikansk politik. Ligeledes formåede den kontroversielle Richard Nixon at sælge en populær konservativ platform til en voksende middelklasse, som ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv i 1960’ernes og 1970’ernes kaotiske kulturkrig. Og endelig kunne Ronald Reagan manifestere den konservative ideologi som en populær, etableret del af Det Republikanske Parti i 1980’erne.

Den splittede kongres
Statistikker fra VoteViews database afslører hvordan efterkrigstidens polarisering i politisk ideologi har indfundet sig hos medlemmerne af Kongressen siden 1970’erne. I Repræsentanternes Hus og Senatet har republikanernes medlemmer eksempelvis gradvist fulgt en strikt konservativ diskurs. Det har resulteret i at flere repræsentanter fra Tea-Party bevægelsen de senere år er blevet valgt ind i Kongressen. Derimod har demokraterne været mere ideologisk stagneret og fastholdt den samme grad af liberalisme siden Roosevelt-årene.

Men det betyder ikke, at demokraterne blot har været tilskuere til den voksende politiske splittelse. Undersøgelser har nemlig påvist, hvordan det er af altoverskyggende betydning for republikanerne at være tro mod deres filosofi om minimal føderal indflydelse, koste hvad det vil. I modsætning hertil fokuserer demokraterne på at skabe politiske reformer, der til tider kræver kompromiser, for at tilfredsstille deres interessegrupper.

Den store kløft, som har indfundet sig mellem demokraterne og republikanerne i dag er dermed i høj grad forbundet med dét rodfæste, som den konservative ideologi har fået i Det Republikanske Parti. Men den er også i lige så høj grad forbundet med en fundamental forskellig tilgang blandt partierne til at forene det politiske bagland.

Et nervepirrende midtvejsvalg
Midtvejsvalget, som finder sted om en måned, er særligt spændende i år, fordi republikanerne har en reel chance for ikke kun at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus, men også for at vinde flertallet i Senatet. Og i en tid, hvor den herskende følelse blandt kongresmedlemmerne ikke kun er centreret om at fremme og forsvare partiernes mærkesager, men også at skade oppositionspartiet mest muligt, ser det foruroligende ud for demokraterne og Barack Obama.

Et republikansk flertal i begge kamre kan nemlig få fatale konsekvenser for Obamas ønske om, at gennemføre yderligere lovforslag. Nedlukningen af statsapparatet for godt et år siden var netop en demonstration af, hvordan de konservative kræfter udelukkende fører ideologisk, kompromisløs politik. Og samtidig ikke mindst en magtdemonstration af det solide greb, som konservatismen har i Det Republikanske Parti. Derfor hvis alt går republikanernes vej til november, kan Obama-administrationen højst sandsynligt se sig politisk fastlåst. En situation der vil give republikanerne tid og overskud til at promovere deres ideologiske mærkesager, og som kan gavne partiet frem mod præsidentvalgkampen i 2016.

Tilbage til liberal konsensus?
Alligevel spøger usikkerheden om republikansk overlevelse, på lang sigt, i kulissen. USA har nemlig i længere tid været under forandring, og de fremtidige udsigter peger i retning af et mere multikulturelt sammensat samfund i forhold til tidligere. Sådanne prognoser har medført en tendens blandt analytikere og eksperter til at dømme det Republikanske Parti ude. Men er det nu helt fair? Har demokraterne virkelig så stor en demografisk fordel fremover, at New Deal årenes konsensuspolitik vil komme til at gentage sig? Det synes utænkeligt. Centrale tendenser arbejder nemlig i mod dette scenarie.

Minoritetskomplekset
Statistikker, der er basseret på race-udviklingen i USA, og som er foretaget af det amerikanske Census Bureau, har de seneste år peget i én retning: I 2043 vil USA være en majoritets-minoritets nation. Det betyder, at selv om de ikke-latinamerikanske hvide i befolkningen fortsat vil udgøre den største befolkningsgruppe isoleret set, vil ingen anden etnisk gruppe kunne konstituere majoriteten i den amerikanske befolkning – dvs. over 50 procent. Derimod er minoriteterne (Latinoerne, Afroamerikanerne, Asiaterne, Indianerne mfl.), som i 2012 tilsammen udgjorde 37 procent af befolkningen nu estimeret til at repræsentere 57 procent af det amerikanske befolkningstal i 2060.

Med disse udsigter hylder mange allerede Det Demokratiske Parti som værende USA’s dominerende parti 30 år ud i fremtiden. For det er et faktum, at flere undersøgelser har slået fast, at Det Demokratiske Parti omfavner minoriteterne, hvorimod Det Republikanske Parti overvældende repræsenterer de ikke-latinamerikanske hvide vælgere.

Ikke desto mindre er det vel også relevant at se med kritiske øjne på disse prognoser, før vi alle rider med på bølgen og erklærer Det Republikanske Parti dødt. For billedet er mere komplekst end som så.

Immigration: ikke en demokratisk fordel
Selvom den amerikanske immigrationsdebat primært fokuserer på den illegale indvandring fra de latinamerikanske lande, så påpeger nyheds- og statistikmediet FiveThirtyEight, at immigrationen fra Asien i 2012 oversteg immigrationstallet fra Latin Amerika med forholdet 45 procent til 34 procent. Statiskkerne viser også, at de fleste nye immigranter, der krydser grænsen til USA, stadigvæk kommer fra Mexico, men lande som Indien og Kina følger efterhånden godt med.

Det interessante ved disse oplysninger, som FiveThirtyEight påpeger, er, at det hidtidige billede af den amerikanske immigrantbefolkning langsomt ændrer sig. Hvor eksperter tidligere har udtalt, på hvilken måde demokraterne kan drage nytte af de latinamerikanske stemmer, ser fremtiden måske alligevel ikke så sejrsikker ud for partiet. For generelt set tegner billedet af latinamerikanere sig således, at de er økonomisk og uddannelsesmæssigt dårligere stillet end amerikanerne. Dermed vil de også typisk støtte velfærdsmæssige tiltag, som er fremsat af den føderale regering. Derimod tegner det modsatte billede sig af asiatiske tilflyttere. Det vil sige, at de angiveligt vil bakke op om de frie markedskræfter og minimal føderal indflydelse, – kerneværdier, som kendetegner Det Republikanske Parti.

”Demography is not destiny”
Alligevel har nervøsiteten over de demografiske udsigter indfundet sig endda i kernen af den republikanske lejr. I 2013 udgav Republican National Comittee en selvkritisk rapport, som skal sætte skub i overvejelserne i forhold til, hvordan Det Republikanske Parti kan vinde flere minoritetsstemmer ved næste præsidentvalg. Men måske er der ikke så meget at ryste i bukserne over.

For som forfatteren bag en serie af bøger om den moderne konservative bevægelse Rick Perlstein har udtalt: ”Demography is not destiny.”
Med denne konstatering referer Perlstein til, at der historisk set har været lignende, ’skudsikre’ profetier om specifikke befolkningsgruppers politiske tilknytning. Men det har vist sig at være farligt at være for ensidigt skråsikker.
Da anti-katolske holdninger florerede i det amerikanske samfund i 1940’erne og 1950’erne var det eksempelvis utænkeligt, at arbejderklassens amerikanere med irske og italienske aner ville støtte Det Republikanske Parti. Men den selvsamme gruppe, som nu er en del af middelklassens parcelhusejere, vil sandsynligvis stemme ’rødt’ den dag i dag.

Der er sågar sket et mindre boom blandt historikere, som beskriver, hvordan amerikanske etniske grupper er blevet ”hvidere”. Og som Perlstein pointerer: Hvem kan med sikkerhed sige, at latinamerikanske vælgere ikke vil blive mere konservative i takt med, at de bliver en del af middelklassen? Hvem kan med sikkerhed sige, at latinamerikanere ikke vil blive ”hvide” over de næste 20 år?

Med disse overvejelser i mente, er det yderst tvivlsomt, om Det Demokratiske Parti kommer til at dominere den politiske scene i fremtiden. Og tanken om et gensyn med liberal konsensus er ligesom Obamas løfte om en ’post-partisan æra’ manet til jorden. Tværtimod forbliver udsigterne til et partipolitisk, polariseret USA intakte. Midtvejsvalget vil uden tvivl manifestere den amerikanske uforsonlighed.

Læs også

Et bibliotek uden bøger bygger bro i San Antonio

Kongressen

Konflikten mellem Iran og USA understreger hvor handlingslammet Europa er når international politik bliver sikkerhedspolitisk

Kongressen

Svækker Libyen-konflikten det amerikansk-tyrkiske forhold?

Kongressen

Kongressen.com igen på Folkeuniversitet i København

Kongressen

Everybody back to their corners

Philip Chr. Ulrich

Trump indleder Iran-offensiv på de sociale medier

Katrine Villarreal Villumsen