Kongressen.com
Feature

Kan man både være socialist og USA’s præsident?

Han har fremhævet Danmark som idealsamfundet, og har i øjeblikket vind i sejlene. Bernie Sanders kan næppe true Hillary Clinton i primærvalgene, men udgør alligevel et problem for favoritten.

Des Moines, Iowa – Bernie Sanders var kun nået halvvejs igennem weekendens tale i kornstaten Iowa, da han blev afbrudt af rotorstøjen fra en helikopter. Han kiggede op på maskinen, der fløj henover scenen på tivolimarkedet og landbrugsudstillingen Iowa State Fair. ”Se, der er Donald Trump”, råbte Sanders til de hundredvis af tilhørere, der straks begyndte at buhe. ”Undskyld, men vi efterlod helikopteren derhjemme i garagen, jeg glemte at tage den med”, fortsatte han, og blev mødt af et brøl af latter fra tilskuerne, som samstemmigt udbrød ”Bernie, Bernie, Bernie”.

Socialistisk populist med rekordstor fremgang
Det er sådan her, han portrætterer sig selv, Vermont-senatoren og socialisten Bernie Sanders med det hvide uglede hår, den ofte krøllede skjorte og den let sammenbøjede ryg. Som en mand af folket, der kæmper arbejdernes og minoriteternes sag, og ifølge ham selv står i skarp kontrast til den republikanske forretningsmand og mangemilliardær Donald Trump. Sanders er venstrefløjens nye, gamle politiske darling, der trods sin status som partiuafhængig senator stiller op som demokratisk præsidentkandidat. En 73-årig jøde og selverklæret ”demokratisk socialist”, som udfordrer Hillary Clinton, Jeb Bush og Donald Trump i kampen om at indtage Det Hvide Hus i 2016.

Og selvom Sanders chancer er minimale, er han stormet frem i de seneste måneder i skyggen af Trumps bombastiske og selviscenesættende fremfærd på den republikanske højrefløj. En meningsmåling fra sidste uge fra Franklin Pierce University og avisen Boston Herald viste ganske sensationelt, at Sanders står til 44 procent af stemmerne, mod storfavoritten Hillary Clintons 37 procent, blandt de demokratiske vælgere i New Hampshire – en central delstat i det nordøstlige USA, som åbner primærvalgene i februar næste år.

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at en politiker med så venstreorienterede standpunkter får rodfæste i den bredere offentlighed i USA. Og Sanders’ kometkarriere betyder, at hans kampagne i New Hampshire har fået travlt og har flyttet hovedkontoret til Manchester med større lokaler, og at de i denne uge udvider staben til 17 ansatte. Og folk er ivrige for at få lov til at hjælpe deres nye helt på venstrefløjen. Kampagnefolk fortæller, at de har modtaget mere end 500 jobansøgninger de seneste uger, og at de regner med, at det kun er begyndelsen. Sanders er i politisk medvind, og han forsøger nu at skabe momentum frem mod primærvalgene.

Og opturen påvirker tilsyneladende konkurrenterne. Ved weekendens tivolimarked i Iowa undlod Clinton bevidst at tale foran publikum og nøjedes med en spørgerunde hos pressen. Ved ikke at tale direkte på scenen undgik hun den potentielle ydmygelse, det ville være, hvis færre mennesker mødte op hos hende end hos Sanders. Og hun har måske noget at have bekymringen i. De seneste uger har Sanders trukket mere end 20.000 tilhørere til politiske stormøder i delstaterne Washington, Oregon og Californien på Vestkysten, langt fra hans hjemstavn i det nordøstlige USA. Og betydeligt mere end de nationalkendte Trump og Clinton har formået at gøre.

Stor succes uden penge og medier i ryggen
Men hvad vil Sanders egentlig med USA? Han har på mange måder overtaget parolerne fra den populistiske Occupy Wall Street-bevægelse, som i 2011 bekrigede kapitalisterne på Wall Street, den rigeste ene procent af befolkningen og den voksende ulighed i USA. Men han vil mere end økonomisk forandring. Han ønsker en socialpolitisk revolution, som han sagde foran tilhørerne på markedspladsen i Iowa. Og han ser Danmark og de skandinaviske velfærdsmodeller som lysende forbilleder for den udvikling, amerikanerne bør tilstræbe.

USA skal ifølge Sanders være mindre styret af kapitalinteresser, penge og lobbyarbejde og i stedet bør centralmagten hjælpe hårdarbejdende amerikanere ved at indføre frie uddannelser og hospitaler, et gratis sundhedssystem, mere arbejdsløshedsunderstøttelse og barselsorlov, højere mindsteløn og en omfordeling af skatter fra middelklassen til de rigeste. Desuden skal der markant mere fokus på grøn omstilling, såvel som hjælp til illegale immigranter, sorte, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper, som ofte er udsat i dagens USA.

Og det er tilsyneladende et budskab, som mange amerikanere kan lide. På landsplan tordner Sanders frem, på trods af at han hverken har de penge, kampagnemidler eller TV-tid, som Donald Trump eller Hillary Clinton får. Sanders har i stedet sit budskab om et nyt og mere socialistisk USA. Og det er indtil videre nok. Ifølge gennemsnittet af meningsmålinger fra RealClearPolitics er Sanders’ andel af demokratiske stemmer vokset fra fire procent i april til 22 procent midt i august. Mere end en femdobling på blot fire måneder, mens han har ført kampagne rundt i delstaterne. Og pilen peger kun en vej for Vermont-senatoren. Opad.

Anti-establishment og politisk uafhængig
At Sanders har succes hos demokratiske vælgere synes som lidt af et paradoks. I 1970’erne var han kandidat for protestpartiet Liberty Union Party, som var klare modstandere af Vietnam-krigen og ønskede en modpol til det etablerede politiske system. Som uafhængig kandidat til guvernørposten i Vermont i 1980’erne kaldte han det demokratiske parti for ”ideologisk bankerot”, og også i Washington DC er Sanders gået sine egne veje, siden han blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 1991. Han er det længst siddende, uafhængige medlem af Kongressen, og i mange år har han været den eneste på the Hill, som har beskrevet sig selv som socialist.

Men hvorfor denne voldsomme fremgang til en mand, som af kritikere bliver karakteriseret som småskør? Sanders har, paradoksalt nok ligesom Trump på den modsatte fløj, formået at tale sig ind i hjerterne på de millioner af amerikanere, som er dødtrætte af det dysfunktionelle Washington DC og traditionelle politikere, der konstant er i infight og er styret af særinteresser og penge. Han taler til de mennesker, der føler sig trådt på af eliten, som ikke har oplevet den økonomiske vækst i USA, som præsident Obama taler om, og som ønsker sig tilbage til et USA med en stærk middelklasse, som motor for fremgang.

Sanders har desuden fået gavn af, at det demokratiske parti har skreget efter en modkandidat til superstjernen Hillary Clinton. Clintons kampagne er indtil videre ikke blevet presset synderligt, men hendes troværdighed er flosset efter flere skandaler, heriblandt sagen om hendes email-konto, ligesom demokraterne mærker en vis metaltræthed, da Clinton minder dem om syv år under Obama. De trænger til friskhed og nye politiske visioner, og Clinton er for mange vælgere indbegrebet af en politisk insider. Derfor får provokatøren Sanders også støtte fra de progressive og liberale demokrater på Øst- og Vestkysten, som beundrer senatorens energiske og bramfri stil og hans evne til at udfordre Clinton.

Kan Sanders blive en trussel for Clinton?
Spørgsmålet er, om Sanders faktisk bliver et problem for Clinton? Ifølge RealClearPolitics vil knapt 55 procent af demokratiske vælgere i dag sætte deres kryds ud for Clinton, ti procentpoint færre end i fjor. Og generelt er Sanders lidt af en sten i skoen for den tidligere udenrigsminister, som længe har undladt at kommentere på konkurrenten. Som det er tilfældet for den republikanske favorit Jeb Bush, har Clinton ikke lyst til at lægge sig ud med de højlydte stemmer på yderfløjene. Men med Sanders’ himmelstorm får Clinton stadig sværere ved at ignorere ham, ligesom det er helt afgørende, at hun hverken undervurderer ham eller taler ned til ham.

På trods af Bernie Sanders kometagtige kampagne de seneste måneder, har han dog ingen reel chance for at vinde demokraternes præsidentielle nominering næste sommer. Dertil er Hillary Clintons efternavn, hendes økonomiske midler og kampagnestab, hendes kontakter til de centrale demokratiske græsrødder og establishment simpelthen for stor en magtfaktor.

Læg dertil at Sanders socialistiske politik virker ekstremistisk for mange midtsøgende demokrater, som fortsat rynker kraftigt på næsen af den skandinaviske velfærdsmodel. Socialisme som ideologi skaber stadig mistænkeliggørelse og skepsis blandt mange i USA. En meningsmåling fra Gallup i juni viste, at amerikanere foretrak en muslimsk, ateistisk eller homoseksuel præsident frem for en socialistisk. Grupper der ellers ikke er vellidt alle steder i USA. Og at halvdelen af befolkningen aldrig ville stemme på en socialistisk kandidat, selvom han var en kvalificeret politiker.

Selvom Clinton fører med mere end 30 procentpoint over Sanders på landsplan, vil socialisten fra Vermont uden tvivl blive ved med at trække overskrifter. Han har en stor og voksende fanskare af dedikerede populister på den yderste venstrefløj, og han har som 73-årig, uafhængig politiker ikke meget at miste ved at blive i præsidentræset. Han vil fortsætte med at trække demokraterne mod venstre og forsøge at sætte den politiske dagsorden, og de kommende måneder vil vise, om han er villig til at gå i kødet på Clinton med risiko for at skabe internt støj i partiet. I så fald kan demokraterne ende med at få deres egen socialistiske Donald Trump.

Læs også

En bog, en film og en serie til VE-Day

Kongressen

Kunsten at læse Amerika: Benn Q. Holm

Kongressen

Ed Markey – veteranen, der er blevet relevant på ny

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Amerikanske Stemmer: En femstjernet lukker og slukker

Mark Herron

Disse politiske emner vil præge årets Oscar-takketaler

Kongressen

Her er de otte danske Oscar-vindere

Kaia Vase Fallinge