Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

Kandidaten, hvis efternavn er en stopklods

Den tidligere republikanske guvernør i Florida, Jeb Bush, der i dag fylder 60, nævnes af mange som en oplagt kandidat ved præsidentvalget i 2016. På mange måder ville lillebror Bush da også være en kvalificeret kandidat. Han har bare et problem – efternavnet

Han stod i spidsen for en af de vigtigste svingstater i USA i otte år. Han er bredt respekteret for sit politiske talent. Han er gift med mexicanskfødte Columba og far til tre børn. Han står for en politik, der er både moderat, midtersøgende og derfor ikke helt uspiselig for potentielle svingvælgere. Han runder i dag de 60 og er dermed en mand i sin bedste politiske alder.
Alligevel er der noget, der ikke er som det skal være, før vi alle sammen tænker, at selvfølgelig er Jeb Bush da den oplagte republikanske præsidentkandidat, når amerikanerne skal vælge Barack Obamas efterfølger. Problemet er noget så enkelt som hans efternavn. For selv om hans track record taler sit eget tydelige sprog, så er det en byrde af de større, at den tidligere guvernør i Florida deler efternavn med en af de mest upopulære præsidenter i amerikansk historie, nemlig George W. Bush, Jebs storebror.

Det problematiske efternavn
Bush-navnet har det langt fra godt i Amerika i disse år. Da præsident Bush i januar 2009 blev afløst af præsident Obama, var det med en befolkningsopbakning så begrænset, at kun Herbert Hoover, der stod i spidsen for USA under børskrakket i 1929, kunne være med.
Bush-navnet er i dag forbundet med alt det, der gik galt i Amerika, og som i dag er skyld i en høj ledighed og en økonomi, der har sendt supermagten til tælling. I det hele taget har det ellers tidligere så stærke Bush-navn fået nogle alvorlige skrammer i de seneste år, og det er bestemt ikke uden grund, at Jebs storebror holder sig ude af offentlighedens søgelys og i stedet bruger sin tid hjemme på ranchen i Texas. George W. Bush er en mand, som amerikanerne helst ikke må forbinde med en fremtidig republikansk profil. Deri ligger problemet for Jeb Bush.
For selv om Jeb Bush langt fra er på politisk bølgelængde med sin storebror, men i stedet praktiserer den midtersøgende kurs som hans far, præsident George H.W. Bush, i sin tid var kendt for, så tænker folk først og fremmest på hans bror, når de hører navnet Bush. Og det er et problem for den ellers ambitiøse eks-guvernør. Et problem, som han ikke lige kan se sig fri for, og som det er vanskeligt for ham at forsøge at håndtere.

Ellers en oplagt kandidat
Jeb Bush er ellers en mand, hvis politiske profil ligger godt i tråd med den type af kandidat, det republikanske parti med stor sandsynlighed skal finde frem til, hvis ikke 2016 skal byde på endnu et præsidentnederlag. Den stat, han fra 1999-2007 stod i spidsen for, afspejler godt den demografiske udvikling, der gælder over hele Amerika, og som det republikanske parti skal lære at forstå. I øjeblikket er den latinamerikanske befolkningsgruppe den hurtigst voksende, og det er et problem for Republikanerne, eftersom latinoerne traditionelt set stemmer demokratisk. Nøjagtig som de fleste andre minoritetsgrupper gør det. Republikanerne har de seneste år fået skabt sig et rygte som partiet for gamle, hvide mænd. Et image, som begrænser partiet kolossalt, og som der skal tages et opgør med, eftersom demografiudviklingen ikke just er med dem. I den proces er Jeb Bush en oplagt kandidat.

Har nummer to spændt ben for nummer tre?
Så det er altså hverken den politiske profil, erfaringen eller kvalifikationerne, der gør, at dagens fødselar trods alt ikke er den allerførste, man nævner, når listen af republikanske favoritkandidater lines op. Hans efternavn er en stopklods, der kan vise sig så stor, at den ikke er til at passere. For navnet Bush er langt fra forbundet med noget godt i vælgernes bevidsthed netop nu. Derfor kan det vise sig, at arven fra storebror Bush gør det umuligt for lillebror Bush at komme til fadet.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen