Kina holder papirtigeren FN i kort snor

Intern splittelse, kultur og historie gør, at Kina stadig elsker sit vetokort. Et kort der handicapper FN, og ofte gør det meget vanskeligt at bruge FN til militære aktioner.

Kineserne elsker kortspil og ikke mindst vetokortet sidder ganske løst, når Riget i Midten kaster sig ud i et storpolitisk spil poker.

Kina har sammen med Rusland gennem mange år ødelagt FN’s muligheder for at udvikle sig fra en kluntet papirtiger til en slagkraftig organisation. Netop fordi vetokortet bliver smidt hver gang der er tale om sætte ind mod de stater, der ikke lever op til god skik.

Kina har dog langt fra været lige så hurtige til at smide kortet som Rusland, men vælger derimod ofte at undlade at stemme, hvis en sag ikke berører Kinas interesser. Dog har Kinas vetokort eksempelvis stoppet kritik mod Myanmar, sanktioner mod Zimbabwe og Syrien og i 2012 vetoede Kina mod indgriben i Syrien.

Amerikansk frustration
I USA sidder der i dag en præsident, som ønsker et stærkere og mere handlekraftigt FN. Sagen er nemlig, at USA ikke længere har råd til at være verdens politimand, derfor bliver FN opprioriteret. Problemet er bare, at nøglen til et stærkt FN ligger i Kreml og Zhong Nan Hai. To steder der har tradition for henholdsvis at stå i vejen og blande sig uden om.

Ind til videre slipper Kinas nye leder Xi Jinping for at tage stilling til om han vil smide sit første vetokort, da resten af verdens angrebslyst mod Assads Syrien lader til at være kølnet væsentligt. Så vi har endnu til gode, at se om den nye leder vil ændre landets taktik eller eje.

Det vil han dog formentligt ikke. Der er nemlig flere tungtvejende grunde til, at Kina har valgt, at de ikke vil blande sig i, hvad der sker i andre lande.

Udenrigspolitik er stadig sekundært
Kina er godt nok en stormagt, men har endnu ikke helt indtaget sin plads allerforrest på den verdenspolitiske scene. For Kina er udenrigspolitik stadig sekundært, og med mindre kinesiske interesser er direkte truet, skal man ikke regne med, at Beijing blander sig. Til gengæld forventer Kina også, at resten af verden blander sig uden om landets egne nationale anliggender.

Kinas strategi blev udstukket kort efter de økonomiske reformer i 1978 af den tidligere leder Deng Xiaoping, der sagde, at Kina skal holde en lave profil og skjule sin lysende styrke. Altså kør under radaren og underdriv sin egen styrke. En disciplin det nok bliver vanskeligt for kineserne at opretholde i dag, hvor landets styrke synes at være gået op for omverdenen.

Bland jer uden om
Samtidigt så hænger Kinas manglende mod til at tage ansvar i internationale konflikter sammen med, at Kina ikke selv er interesseret i, at andre lande blander sig i interne kinesiske anliggender. Kina lever jo ikke ligefrem op til menneskerettighederne, ligesom der jo også eksisterer nogle stærke spændinger i Kina mellem forskellige etniciteter. Helst så man jo også, at omverdenen blandede sig uden om Taiwankonflikten.

Kinas ledere fastholder konsekvent, at man ikke vil finde sig i, at andre stater blander sig i kinesiske anliggender, og det har konsekvenser, når man pludselig vil give en nobelpris til en dissident eller inviterer Dalai Lama på statsbesøg. Derfor vil Kinas ledere også åbne en Pandoras æske, hvis landet pludselig skulle til at blande sig i, hvad der sker i andre stater.

Imod den kinesiske kultur
Endeligt så ligger det bare heller ikke i den kinesiske kultur eller historie at blande sig. I Afrika ser man, hvordan Kina er ude efter råstoffer. Modsat Europæerne har Beijing intet mål om at ændre noget i de fattige lande. Man er der for at lave en handelstransaktion. Ikke for at missionerer eller redde de fattige.

I den kinesiske kultur står kaos modsætningen til himlen og som det absolutte onde, og noget man for enhver pris må undgå. Det står også godt i tråd med Kinas manglende lyst til intervention. Kina frygter, at et angreb på Syrien vil skabe en endnu mere kaotisk situation, som kan destabilisere hele regionen.

Alligevel blev angrebet på Libyen jo som som bekendt sat ind med et FN mandat. Kineserne støttede ikke angrebet men nedlagde heller ikke veto. Kinesernes store frygt var dog også her, at et angreb ville skabe mere ustabilitet. Alternativet, Gadaffi, havde trods alt betydet stabilitet. Men på det tidspunkt var det også kun alt for tydeligt, at Gadaffi næppe længere var synonym med stabilitet.

Historisk har Kina gennemløbet forskellige perioder med vekslende bølger fra ekstrem åbenhed og opdagelsestrang til de modsatte perioder, hvor kræfterne er blevet brugt på at bygge murer, brænde bøger og censurere internettet.

Problemer under overfladen
Det har alt sammen været afhængigt af Kinas styrke. Et stærkt Kina vil opleve verden, sprede sin kultur og lærer nyt. Et svagt Kina forskanser sig og ignorere omverdenen. I dag er Kina i gang med en forvandling fra et meget lukket og svagt rige, mod en stærkere magtbase. Derfor kan man godt forvente, at Kina kommer til at spille en mere aktiv rolle i verdenspolitikken i fremtiden.

Modsat har Kina stadig enorme og voksende problemer, der lurer under overfladen. Og de vil være af højeste prioritet, før man for alvor kan forvente en aktiv kinesisk udenrigspolitik. Tingene er gået meget stærkt i Kina og på mange måder er landet stadig fanget bag muren bundet af sine egen interne splittelse. Derfor skal Obama nok heller ikke sætte sin lid til, at det bliver kinesisk soldater, der afsætter Assad eller andre slyngler i den nærmeste fremtid.

Til gengæld er det langt fra usandsynligt, at Kinas nye leder Xi Jinping vil være med til at tage større ansvar i FN, når det kommer til mindre betændt indsatser. Indsatser som ikke udstiller Kinas dobbeltmoral, men derimod portrætterer Riget i Midten som et fredselskende land, der ikke viger tilbage fra at tage ansvar.

Vetokortet, ja, det skal til gengæld nok snart blive smidt igen.