Kongressen.com
Analyse

Kina trætte af Trumps nordkoreanske tordentaler

Kineserne ser ikke missilangreb fra deres nordkoreanske venner, som en stor risiko, men de forsøger at tilfredsstille Trump uden at rage uklar med de nordkoreanske naboer.

“Kan du ikke bare lade være med at tirre ham i Pyongyang, så gør han nok ikke noget alligevel,” Det har været det kinesiske budskab til Donald Trump den seneste tid, efter USAs præsident valgte at kaste sig ind i det, der mest af alt minder om atomudgaven af “chicken.” Altså den leg, hvor to kåde fartdjævle med speederen i bund drøner mod hinanden ind til den største kylling svinger af og sikre en ikke dødelig udgang på festivitassen. I den her situation sidder der bare to mere eller mindre utilregnelige ledere med hver deres finger på den røde knap og tester modpartens vilje til at holde kursen. En farlig leg som har fået alverdens eksperter til at slå fast, at vi lige nu befinder os i en historisk farlig situation.

De to hovedaktører er naturligvis herrerne bag rattet, Mr. Trump og Kim Jong-Un. Trump mener, at det er på tide at stoppe Nordkoreanerne efter de angiveligt er blevet i stand til at ramme amerikanske mål med langtrækkende missiler, mens Kim Jong-Un gør det klart, at han er klar til at sprænge de amerikanske stillehavsbaser på Guam til ukendelighed, hvis Trump ikke stikker piben ind. Seneste udvikling er, at de to machomænd har valgt at træde på bremsen i stedet for at drøne frontalt ind i en krig. Det er dog også klart, at ingen af dem ønsker at tabe ansigt, og krisen er langt fra afværget. Der er imidlertid også en tredje aktører, som sidder med mange kort på hånden i forhold til Nordkorea, men som også har meget at tabe ved en eskalering af konflikten, nemlig Kina.

I Beijing er det kinesisk styre ikke tilhængere af Trumps tordentaler. De er overbeviste om, at det ikke nytter at sætte hårdt mod hårdt, når modparten er Nordkorea. Generelt er der stor forskel på kinesisk og amerikansk tilgang til diplomati, og den forskel har vel aldrig været mere udtalt end siden Donald Trump indtog embedet med sine ganske bombastiske facon. Kineserne forstår udfordringerne ved at trænge hinanden så langt op i en krog, at man ikke kan undgå en konflikt, hvis parterne ikke skal tabe ansigt.

Samtidigt er Riget i Midten langt fra interesseret i en væbnet konflikt i Nordkorea. Nordkorea er historisk ikke bare en god ven af kommunistpartiet, men den bedste ven. Det vil være endnu en mavepuster til de gamle fortællinger fra Maotiden, hvis Kina skal acceptere amerikanske angreb på naboen, og det vil falde dårligt i tråd med den kinesiske propaganda. For tag ikke fejl, selvom kineserne har et ganske realistisk forhold til, hvad for et regime Nordkorea er, så er det stadigt officiel politik, at medierne skal være meget varsomme med negative historier om Nordkorea. Det er en del af censurpakken, selvom der bliver stadigt flere undtagelser.

Men der er mange andre og mindre nostalgiske årsager til, at præsident Xi Jinping er nervøs over situationen. Helt åbenlyst er det, at Kina ikke ønsker ustabilitet i sin egen baghave. En krig i Nordkorea vil antageligt ende med regimets kollaps og Kina risikerer betydelige flygtningestrømme og en nabostat, som skal genopbygges med alle de udgifter og ricisi det indebærer. Et samlet Korea med amerikanske soldater udstationeret klods op ad Kina appellerer langt fra for den orientalske kæmpe og slet ikke med den irrationelle Trump bag roret. Samtidigt bringer tankerne om Amerikanske angreb i Nordkorea jo minder om Koreakrigen, hvor en del af selvforståelsen i det moderne Kina bygger på kampen mod de amerikanske aggressorer.

Det er nogle af årsagerne til, at Kina langt henad vejen foretrækker status quo, hvor de ad diplomatisk vej kan forsøge at fjerne atomvåben fra den koreanske halvø uden de pinsler der følger med en krig. På den måde kan kineserne ligeledes fortsætte med den nuværende politik og man bevarer en buffer mellem sig selv og USA og dets allierede.

Det er også helt tydeligt, at denne sag ikke huer præsident Xi Jinping, som fremstår mere vag og handlingslammet end normalt. Sædvanligvis en handlingens manden, der har en finger med i stort set alle væsentlige kinesiske anliggender. Xi ønsker dog at bevare et velfungerende forhold til Trump uden at gøre Kina til et mål for Kim Jong-Uns vrede, og det er en balancegang, som kræver, at man kan sin Sun Tzu og har styr på krigens taktiske handlemuligheder.

Godt nok har Kina valgt at indgå i det amerikanerne kalder de hårdeste sanktioner mod noget land, og lagt et embargo på kul, jern og fisk fra Nordkorea. Det mindsker Nordkoreas adgang til udenlandsk kapital og vare. Et middel som kan tvinge Nordkorea i knæ eller til kanten af desperation. Spørgsmålet er bare om Kina også sætter handling bag ordene. Hidtil har kineserne bakket op om FN sanktionerne, når de deltog i internationale møder, men alligevel er der kun blevet kortere mellem lastbilerne og godstogene, der krydser Yalufloden, og i realiteten har kineserne formået at øge handlen på trods af hensigtserklæringer om det modsatte. Det er ikke mindst på grund af denne handel, at Nordkorea er lykkedes med deres atomprogram og nu har både et mindre nukleart sprænghoved og langtrækkende missiler, der skaber panderynker hos amerikanerne.

Hvis Xi ønsker at bevare et godt forhold til Trump er det derfor afgørende, at han nu sætter hårdt ind mod den gale lillebror og tvinger Kim Jong-Un til at indordne sig. Trump har gjort det klart, at han ikke længere vil acceptere den kinesiske laissez faire og nu er tiden komme til et opgør. Der er til gengæld mange gode grunde til, at det ikke kommer til at ske. Kina frygter ikke Nordkoreanske angreb i ret høj grad, men mener, at amerikanske og japanske mål er langt mere udsatte. Et synspunkt, som kun blev styrket af, at koreanerne fokuserede på langdistance missiler i stedet for kort- eller mellemdistance raketter.

Kina har i dag et relativt godt forhold til Nordkorea og ønsker af åbenlyse årsager ikke at skabe spændinger til naboen og gøre sig selv til et mål for deres luner. Tanken er, at Nordkorea jo kun er et latent problem i dag, og så længe man ikke generer dem, så går tingene fint. Derfor er der jo ikke nogen klar grund til at Kina skal kæmpe USAs kamp. Tværtimod er man slet ikke interesseret i at amerikanerne skal blande sig i et område, som åbenlyst ligger indenfor den kinesiske interessesfære.

Kineserne er dog bekymrede over de nordkoreanske atomprøvesprængninger. Nogle af dem foregår ganske tæt på Kinas grænse, og de lokale frygter den forbundne radioaktivitet, ligesom Beijing naturligvis ikke er vilde med, at Nordkorea får alt for mange muskler i tilfælde af en fremtidig konflikt.

I dag står Kina for 90 procent af handlen med Nordkorea, ligesom de sender anseelige mængder nødhjælp over grænsen. Derfor er det åbenlyst, at Xi sidder med en skrue, som kan stramme om Kim og koreanerne. Spørgsmålet er bare, hvor langt kineserne er villige til at skrue og hvilken effekt det i givet fald vil have på Nordkorea.

Endeligt kan det ikke udelukkes, at det kommer til at koste Trump at få kinesiske støtte i kampen mod Nordkorea. I dag er der flere punkter der splitter Kina og USA, som de omstridte Diaoyu øer og handelsbalancen. Hvis Trump virkeligt ønsker, at kineserne skal makke ret, så er det nogle af de håndtag han kan lege med.

Men indtil det sker er ønsket fra Beijing, at Trump hæver sig lidt over det retoriske hundslagsmål han og Kim Jong-Un har startet. For Kina ønsker ikke en krig i baghaven, og lige nu er de ret nervøs over, hvorvidt de åbenmundede amerikanere og nordkoreanere nu også husker at dreje af i tid, før Trump og Kim brager hovedkuls ind i hinanden.

Læs også

Sociale medier rusker op i lyssky blackface-traditioner

Trumps ”national emergency” garanterer ikke en mur

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Mens vi venter på Onkel Joe…

Lars Græsborg Mathiasen

Vil USA’s pres vælte Maduro i Venezuela?

Frederik Wrist

USA’s geopolitiske interesser i Mellemøsten

Stine Collin Nielsen

Morgen I Amerika: State of the Union Special