Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kinas tålmodighed med Nordkorea ebber ud

Efter mange års tilløb uden reel handling, lader det nu til, at Kina sætter hårdt ind over for Nordkorea og strammer skruen på den uvorne nabo.

Der bliver lukket for olien, og det er slut for nordkoreansk eksport af fisk og tøj, og så har alle nordkoreanske virksomheder fået besked på, at det nu er på tide at pakke sammen og forlade Kina. Meget tyder altså på, at Xi Jinping har valgt at bøje sig for Vestens krav om hårdere sanktioner, og samtidigt er det helt åbenlyst, at Kina har mistet tålmodigheden med den stadigt mere genstridige nabo.

Kineserne har ellers ikke været meget for at sætte handling bag FNs sanktioner mod Nordkorea. På trods af sanktioner og intentioner om det modsatte, er der kun blevet kortere mellem lastbilerne, der krydser Yalu floden. Alene i første halvår af 2017 er handlen vokset med 10,5 procent mellem de to lande.

Nu synes udviklingen dog at gå en anden vej. Ikke mindst bliver det afgørende, at kineserne angiveligt stoppede eksporten af olie til Nordkorea den 1. oktober. Det kommer til at ramme produktiviteten i Nordkorea hårdt, og det bliver heller ikke sjovt for befolkningen, da vinteren jo rykker stadigt tættere på.

Der er dog nogle klare årsager til, at Kina ikke længere holder hånden over deres gamle venner i Nordkorea eller hånden under den Nordkoreanske økonomi.

Voksende utilfredshed

Det startede med Xi Jinping, der tilbage 2013 kom med den første stikpille til de nordkoreanske naboer.

“Intet land skal have lov til at smide en region eller hele verden ud i kaos for selvisk vinding,” lød det dengang fra Kinas leder.

Kineserne havde gennem lang tid valgt en laissez faire tilgang til den uvorne lillebror i Pyongyang under mantraet – ingen krig, ingen kaos og ingen atomvåben. Tanken var, at opretholde et godt naboskab med vennerne i Pyongyang og ikke blande sig i deres anliggender.

Siden har koreanerne dog skruet gevaldigt op for charmen. De ignorerer kinesernes rådgivning og fører sig frem med den ene raketaffyrring og atomprøvesprængning efter den anden. Retorikken er benhård og Kim Jong-un skriger nærmest på en reaktion fra Kina.

Det får han nu. Xi Jinping ønsker i højere grad end sine forgængere at spille en rolle i verden, og det er åbenlyst, at Kina ikke kan blive ved med at ignorere Nordkoreas provokationer eller Kim og Trumps fælles indsats for at eskalerer konflikten.

Raketterne peger ikke mod Beijing

Der har været nogle åbenlyse årsager til, at Kina ikke tidligere har støttet sanktionerne med andet end tomme ord. For det første ønsker Kina ikke et Nordkoreansk kollaps, da det vil medføre en række uønskede konsekvenser. Det vil skabe ustabilitet i området, og Kina kan se frem til en stor flygtningestrøm, som vil udfordre Kina på de indre linjer.

Ligeså alamerende er udsigten til ét samlet Korea. Kina har det aldeles glimrende med en Nordkoreansk bufferstat mellem sin egen grænse og grænsen til det USA-venlige Sydkorea. Et samlet Korea vil derfor blive mødt med modstand af Beijing, som vil kæmpe hårdt for, at det nye område ikke bliver med amerikansk militærtilstedeværelse. Herudover er der det historiske perspektiv, hvor kineserne har givet udtryk for, at Nordkorea var landets bedste ven. Man kæmpede side om side mod USA og det passer ikke ret godt med den nationale fortælling, at tiden nu er kommet til at skærer båndende til sine gamle venner.

Endeligt er der hele argumentet om, at så længe Kina er på god fod med Kim Jong-un, så peger raketterne altså mod øst. Og det er trods rarere med Japanske, Sydkoreanske og Amerikanske mål, end tanken om et angreb på Beijing.

Har fået nok

Når kineserne så alligevel vælger at gå med på sanktionerne denne gang, så skal det nok ses i lyset af, at man ganske enkelt har fået nok. Kim Jong-Un har ikke samme relation til Kina som sin far og særligt farfar, og det vil derfor være ret og rimeligt at gøre ham klart, hvordan regionen hænger sammen.

Nordkorea og USA truer begge med død og ødelæggelse i Kinas baghave og kineserne frygter, hvordan en konflikt vil påvirke dem.

Xi Jinping har gentagende gang manet til besindighed mellem parterne, men Kim Jong-un har ikke vist sit kinesiske modstykke ret meget respekt. I det hele taget har Kina gennem mange år forsøgt, at støtte Nordkorea ved at eksportere noget af sin succes til Nordkorea, men familien Kim har ikke været interesseret.

Endeligt har Nordkoreanerne planlagt flere af sine missilaffyringer med store begivenheder i Kina. Det være sig under værtsskabet for G20 topmødet og siden besøget fra BRIKS-landene. Det har fjernet fokus fra vigtige begivenheder og er med til at skabe usikkerhed i den kinesiske befolkning.

I det hele taget har Nordkorea tyndslidt deres forhold til Kina, og kineserne ser i stadigt højere grad Nordkorea som en farlig og irrationel stat, man kan frygte, ligesom man frygter en hund med rabies. Den slags kan kommunistpartiet heller ikke blive ved med at sidde overhørig, når de skal fremstå som beskyttere af det kinesiske folk.

Provokatør med en plan

Umiddelbart giver Kim Jong-uns ageren overfor Kina og verden indtrykket af en psykopatisk leder, helt ude af trit med virkeligheden. Det er der ganske givet også en portion sandhed i, men lige så vigtigt er det, at Kim Jong-Un har en klar strategi med sin bombastiske facon.

Da han blev ny leder for Nordkorea var der åbenlyst en indledende periode med mange farer for hans fortsatte styre og kontrol. Folkelig revolte, militærkup eller amerikanerne kunne få ham afsat; mulighederne var mange. Samtidigt var han nødt til at markere sig som en stærk leder, og en værdig aftager.

For at undgå et folkeligt oprør holder Kim Jong-un fortsat folket i et stramt jerngreb. Der er ikke skyggen af tøbrud og ethvert håb om et koreanske forår ligger dybt begravet i landets koncentrationslejre.

I forhold til et militærkup er det også tydeligt, at Kim Jong-un ikke lader modstanden spirer. Der er store udskiftninger i toppen af partiet og mord er den foretrukne pensionsordning.

Så er der risikoen for udenlandsk indblanding. Her er strategien, at amerikanerne vil være lidt mere betænkelige ved at blande sig i koreanske forhold, når Kim Jong-un også har en rød knap med

masser bang i. Derfor taber det nordkoreanske folk med et brag for tiden; de kommer til at lide en hård vinter og mange vil dø, hvis der ikke sker noget.

Vil tvinge Kina og USA til forhandlingsbordet

For Kim Jong-un er situationen dog ikke så slem. Han har neutraliseret mange af sine modstandere og sikret sig selv en kæmpe kanon, som gør at ingen tør sætte ham på plads.

Pointen med hele den manøvre er givetvis, at tvinge USA til forhandlingsbordet, så Nordkorea kan få en aftale, der sender dem styrket ud af krisen, og viser Kim Jong-un som den storslåede leder og værdige aftager han jo gerne vil være.

Når Kim Jong-un så provokerer Xi Jinping skal det heller ikke mindst ses ud fra en forståelse af, at det bliver vanskeligt, at USA til forhandlingsbordet med, hvis Kina ikke sidder med. Amerikanerne og ikke mindst Trump sætter hårdt mod hårdt, og Kim Jong-un står formentligt stærkere, hvis Kina og USA skal indgå et kompromis.

Det er til gengæld en farlig leg, at rage uklar med alle verdens lande, og uden handlen med Kina står Kim Jong-un meget alene. Han har spiller højt spil og den primære gevinst er, at han kan sikre sin position, som leder af Nordkorea. Risikoen er dog høj, men det er folket i Nordkorea som sidder med den dårligste hånd. For dem synes udsigten at svæve mellem hungersnød eller atomkrig.

Jonas Løvschall-Wedel er uddannet cand.public fra Syddansk Universitet og UTS Sydney med kinesiske forhold som speciale. Har desuden en bachelorgrad i kinesiske studier fra Aarhus Universitet. Han har tidligere boet, studeret og arbejdet i Kina og Australien og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Den Amerikanske Drøm’. Dækker fast forholdet mellem USA og Kina for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen