Kongressen.com
Analyse BRIK-landene Tema

Kineserne frustrerede over amerikansk aggressivitet i Stillehavet

USA opruster i Stillehavet og prøver at inddæmme Kina med aftaler rundt om Riget i Midten. I Beijing er de frustrerede over, at amerikanerne skal modarbejde dem, men Kinas naboer glæder sig over amerikanernes tilstedeværelse, selvom det ikke må gå ud over det lukrative forhold til Kina

ANALYSE: Kæmpestore amerikanske hangarskibe og andre havgående krigsmaskiner har siden 2010 forladt deres positioner i Atlanten og sat kurs mod Stillehavet. Nu patruljerer de langt inde i kinesisk farvand og fungerer i den grad som en klud i hovedet på de røde i Beijing.
Når de høje herrer i Washington vælger at styre flåden hele vejen over i hovedet på kineserne for at flekse sine metalliske og højeksplosive muskler, så er det naturligvis en utvetydig manifestation fra amerikanernes side om, at de stadig er verdens leder. Måske har det været lidt svært for USA at få den hjemlige husholdning til at hænge sammen, men hvis der skal deles tæsk ud, så slår amerikanerne stadig hårdest, og det vil de gerne minde kineserne om.

Der ligger dog mere end ren macho – hvem har den største … båd i denne manøvre. Det er et praj til landene i Stillehavsregionen om, at efter 10 års fravær, hvor opmærksomheden har været på Mellemøsten, så er USA tilbage, og Kina får ikke længere lov til at udvide sin magtposition uden amerikansk indblanding. Det er jo netop sådan, at hvis der er nogen, som har vundet på USA’s militære engagement i Afghanistan og Irak, så er det kineserne, som har kunnet vokse i skyggen af krigene.
For 10 år siden var USA Kina overlegen, både hvad angår økonomi og militær. I dag har USA stadig de største kanoner, men hvor pengeskabene tidligere flød over i Washington, så er det i dag i Beijing, at der bliver taget svømmetag i grønne sedler.

Nyt missilskjold kastrerer Kina
Flådeoptrapningen er dog kun en del af USA’s nye inddæmningspolitik, hvor målet er at omringe Kina og sikre, at man har fuldt styr på, at den kinesiske drage ikke sprutter med noget brandfarligt. Derfor har den amerikanske ledelse tilbragt en del tid på charmeture i Sydøstasien, Burma og Indien, ligesom man har lavet en aftale om at udstationere amerikanske soldater i Darwin i det nordlige Australien.

USA arbejder endda på at etablere et antimissil-forsvar i Japan, som skal sikre mod nordkoreanske missiler og et tilsvarende forsvar i Indien, som skal sikre mod pakistanske atombomber. I Beijing er der dog ikke meget tvivl om, at kineserne er det virkelige mål for disse missilforsvar, og at USA’s reelle hensigt er at kastrere landets voksende arsenal af missiler, som ikke vil kunne bruges mod USA eller deres allierede, når missilskjoldet begynder at virke.
Obama har også gjort det klart, at det 21. århundrede bliver med fokus på Stillehavsregionen, både fordi det er verdens vækstcenter, men også fordi Asien har både flere mennesker og flere atomvåben end andre steder i verden.

Kina mangler muskler
Kineserne har også råbt op om deres frustrationer med argumenter om, at amerikanerne risikerer at destabilisere regionen. Den virkelige frustration går dog formentligt på, at nu hvor Kina er ved at have genindtaget sin vante plads som Orientens leder, vil man også meget gerne kunne lægge en vis militær pondus bag sit vælde og kunne forsvare sine interesser, hvis det skulle blive nødvendigt. Det kan man bare ikke lige nu. Kina har ganske vist meget at skulle have sagt, men selvom landet har oprustet heftigt, så må de stadig bukke sig, når klassens muskelbundt kommer sejlende med Stars and Stripes flagrende fra masten og Born in the USA rungende fra højtalerne.
Kinesernes frygt er, at man ikke kan gøre noget som helst, hvis Indien skulle lukke Malaccastrædet, Burma skulle stoppe med at sende råstoffer til Kina eller noget tredje skulle ske, som ville hindre væksten i Kina.

100 års ydmygelse
For at kunne forstå Kinas frustrationer over de amerikanske provokationer og amerikanernes stålsatte vilje til at holde Kina tilbage fra at udvikle sig til den militærmagt, som landets økonomi og indbyggertal berettiger til, er man nødt til at kigge lidt tilbage i historien. Enhver kineser kender til begrebet ”100 års ydmygelser,” som dækker over en periode fra midten af det 19. århundrede og hundrede år frem. Her blev Kina holdt nede og ydmyget af de vestlige magter, og den amerikanske inddæmningspolitik vil fra et nationalistisk kinesisk perspektiv kun være en naturlig fortsættelse af de endeløse ydmygelser af Kina, som de vestlige magter har stået bag.
På grund af historien er der også et stort pres fra den kinesiske befolkning for, at kineserne ikke finder sig i hvad som helst. Kina er i dag en økonomisk mastodont, og derfor et det også et naturligt skridt, at Kina så småt er begyndt at opbygge sin egen flåde. Kinesiske ubåde følger allerede de amerikanske krigsskibe, og i år har Kina endda fået sit eget hangarskib. Skroget er fra et tidligere sovjetisk skib og oprindeligt købt til at tjene som et flydende kasino. I stedet er det nu blevet moderniseret og skibet er et vigtigt skridt i Kinas bestræbelser på at få en mere frygt og respektindgydende flåde.

USA kæmper for sin trone
Indtil videre er Kinas flåde dog ikke af en størrelse, som bør alarmere amerikanerne unødvendigt, og Kinas militærbudget svarer til kun en tiendedel af det amerikanske, så det er ikke lige op over, at amerikanernes position er truet. Amerikanerne er dog nervøse for den kinesiske oprustning, da de tydeligvis helst så, at Kina holdt sig helt fra våben.
Groft ridset op er situationen den, at kineserne vil være herre i eget hus. De vil kunne forsvare deres egne interesser og flekse lidt med musklerne over for naboerne, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er dog ingen grund til at tro, at Kina har nogen planer om at kaste sig over andre lande for at gøre dem til en del af Kina – lige med undtagelse af Taiwan selvfølgelig. Men kineserne har et selvbillede, hvor de er ledere af Østasien, og de vil gerne have et er militær, der afspejler denne situation.

Modsat er USA en såret løve. De sidste 10 års krig i Mellemøsten har kostet landet sin økonomiske førertrøje og givet Kina plads til at vokse sig stærkt, mens USA var optaget andetsteds. En løve er dog stadig en løve, og USA vil ikke dele sin position som klodens konge med nogen. Derfor kan det godt være, at USA skylder Kina en forfærdeligt masse penge, men USA har stadig de største kanoner, og Kina har bare at kende deres plads.
I virkeligheden er begge lande jo helt og aldeles økonomisk afhængige af hinanden, og derfor er en militærkonflikt mellem de to mastodonter noget nær utænkelig. Kina frygter heller ikke umiddelbart, at USA vil angribe dem, når amerikanerne får deres nye missilskjold. Til gengæld kunne et missilskjold betyde, at USA ikke behøver at lytte helt så meget til Kina, når de går ind i en konflikt, fordi Kinas arsenal vil være mere eller mindre impotent overfor for USA. Det vil for eksempel være en rar situation for USA i forhold til debatten om Taiwan eller Diaoyu-øerne, som skaber så meget røre mellem Kina og Japan.

Kinas naboer glæder sig
Med inddæmningspolitikken fører amerikanerne en både aggressiv og i og for sig urimelig politik overfor kineserne, som man ikke vil lade indtage deres naturlige plads i verdensordenen. Amerikanerne vil ikke dele deres trone og synes allerede kineserne har fået for meget økonomisk magt. For USA er det en balancegang at gå til grænsen og presse kineserne så meget som muligt. Hvad der gør denne linedans lettere, er det faktum, at der ikke er ret mange af Kinas naboer, som ønsker at se Kinas militære magt vokse hurtigere end højest nødvendigt.

De virkelige vindere i dette magtspil kunne derfor umiddelbart se ud til at være de mindre lande omkring Kina. Lande som Laos, Vietnam og Taiwan er glade for USA’s militære tilstedeværelse, da den fungerer som en livsforsikring for dem. Til gengæld er de også klar over, at de skal holde balancen i deres ageren, og selvom det er rart med USA’s muller bag sig, så er det stadig af enorm væsentlighed for dem at bevare et godt forhold til Kina, som jo er deres levebrød og den kæmpe økonomi, som trækker hele regionen.
På sigt er der ingen tvivl om, at Kina nok skal tilbageerobre sin plads som militær stormagt, men indtil da er de fleste nationer fint tilfredse med, at Kinas muskler primært er af økonomisk karakter.

Læs også

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Anders Agner Pedersen

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

Morten Tastum

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich

Trumps primærvalgsudfordringer

Mads Høeg-Mikkelsen