Kongressen.com
Portrætter

Kompromisløs Cheney i intern republikansk krydsild

Den evigt kontroversielle Dick Cheney, tidligere vicepræsident til George W. Bush, befinder sig endnu engang i krydsilden. Denne gang har han dog ikke selv affyret våbnet – sådan bogstaveligt talt. Men derimod er Cheneys egne partifælder gået til angreb på ham. Og de har ikke i sinde at sige undskyld. Dick Cheney er som sædvanlig iskold.

Der er mildest talt delte meninger, når samtaleemnet falder på Dick Cheney. Han har præget det amerikanske politiske liv i over 4 årtier. Han har tjent under 4 republikanske præsidenter, siddet i Kongressen i 10 år og haft en central rolle i nogle af USAs største internationale militære aktioner. Alt imens han har haft 5 hjertetilfælde, gennemgået en 4-dobbelt bypassoperation, fået et nyt hjerte, og for ej at glemme har han skudt en Texas-advokat i ansigtet. Nej, Dick Cheney har ikke ligget på den lade side!

Fra Wyoming til Washington
Den 30. januar 1941, på selveste Franklin D. Roosevelts fødselsdag, blev Richard Bruce ”Dick” Cheney født i den amerikanske stat Nebraska. Som teenager flyttede familien til Wyoming, hvor Cheney tog sin bachelor- og masteruddannelse i ”Political Science,” og hvor han mødte sin kone Lynne. Cheney fik i en tidlig alder blod på tanden for arbejdet i den politiske arena, da han fik en eftertragtet praktikplads i statens republikansk-ledede Senat. Denne stilling var starten på Cheneys eksprestog, som havde direkte kurs mod Capitol Hill.

Overraskende nok blev Cheneys politiske overbevisning ikke formet i hjemmet, hvor begge hans forældre, Richard Herbert Cheney og Marjorie Lauraine Dickey Cheney, stemte på Det Demokratiske Parti. Derimod blev hans republikanske holdninger støt videreudviklet på vejen mod Washington D.C. Efter et pit-stop hos guvernør Warren P. Knowles i Wisconsin nåede Cheney endelig hjertet af amerikansk politik på Capitol Hill. Her arbejdede den unge, ambitiøse praktikant for Wisconsins republikanske kongresmedlem William A. Steiger. Nu da destinationen var nået og endnu to praktikpladser kunne tilføjes til Cheneys cv, var der kun én vej frem for ham, og det var op.

Mentoren Rumsfeld
Mødet med Donald Rumsfeld i 1969 blev værdifuldt for Dick Cheney. På blot syv år gik han fra at være en anonym aktør i amerikansk politik til at besidde sin første magtfulde stilling som stabschef under præsident Gerald Ford. Rumsfeld og Cheney havde indledt et vigtigt partnerskab, som ville gøre dem begge indflydelsesrige i republikansk politik mange år senere. Men indtil da fandt Dick Cheney sig til rette i Repræsentanternes Hus som repræsentant for Wyoming. Her sad han omkring ti år, indtil han endnu engang blev tilbudt en magtfuld stilling: Forsvarsminister i Bush Sr. Administrationen. I dette job kunne Cheney
samle sine neokonservative tanker om ”en ny verdensorden” med USA som ene supermagt og ikke mindst ambitionen om en oprustning af landets forsvar. Og Cheney fik da også lov til at prøve kræfter med sin rådgivende rolle, da Golfkrigen pressede på. Et vigtigt skridt på vejen for Dick Cheney, som bevægede sig frem mod sit næste politiske engagement som vicepræsident, – selv om han endnu ikke vidste det.

Vicepræsidenten med magten

I sin regeringstid som vicepræsident har Dick Cheney redefineret forståelsen af, hvilken magt en sådan post indbefatter. Cheney gjorde det fra starten af sin embedsperiode til sit ærinde at have mindst lige så stor indflydelse i den udøvende- som den lovgivende gren af statsmagten. Han ville sidde med til alle møder, som vedrørte indenrigs- og udenrigspolitiske anliggender. Ingen beslutninger skulle gå over hans hoved. Og opskriften var at ansætte en enorm, men nøje udvalgt stab, der udviste komplet ekspertise og loyalitet. En hidtil uset tolkning af vicepræsidentposten.

Men det kunne gå an, fordi Cheney ikke på noget tidspunkt havde ambitioner om selv at sidde i præsidentstolen. Præsident Bush Jr. kunne derfor trygt gøre Cheney til sin nærmeste rådgiver og fortrolige uden at bekymre sig om en skjult dagsorden og uden at sætte sin egen titel på spil. Og Cheney kunne opnå sit mål om maksimal indflydelse på alle fronter i den politiske dagsorden. Han skulle ikke bekymre sig om popularitetsmålinger, kun om at guide præsidenten pålideligt. Dick Cheney var manden i kulissen, som styrede det egentlige magtcenter i Det Hvide Hus.

Mere upopulær end Bush Jr.?
Et terrorangreb på USA, en yderst omdiskuteret krig i Irak og kontroversielle sager om tortur på Guantánamo Basen er bare nogle af grundende til, at Dick Cheney ikke kunne forblive i kulissen. Skønt det kan være svært at konkurrere med hans tidligere chef, når det vedrører titlen som værende decideret upopulær og udskældt i den amerikanske befolkning, har Cheneys navn over længere tid figureret i rampelyset som en værdig kandidat.
For set i bakspejlet er det blevet mange amerikaneres opfattelse, at det er Cheney, som skal stå skoleret for den offensive interventionistiske linje, som blev ført ud i livet efter 9/11.
Selv inden for Det Republikanske Partis egne rækker er der blevet lagt stærk afstand til Cheney og hans krigeriske måde at føre udenrigspolitik på. Partifælderne er bange for, at Cheneys syn på verden udelukker de nye kræfter og stemmer, som partiet desperat har brug for.

Men Dick Cheney viger ikke tilbage for kritikken. Han går til modangreb. Overbevist om at have iværksat den eneste rigtige combat-plan efter et skadende angreb på den amerikanske stat, har han ikke noget at undskylde for. Tværtimod. Cheney skyder derimod med skarpt efter Præsident Barack Obamas udenrigspolitik. En politik, han finder vag, og som han anklager for at have hjulpet ISIS’ aggressive fremskridt i Irak og Syrien. Og de andre kritikere, der modsiger ham, står også for skud. Senest er Kentuckys Tea Party senator, Rand Paul, blevet sat i bås som isolationist af Cheney. Og netop dén handling – at Cheney forsvarer sine synspunkter og ikke er gået i eksil som hans tidligere ”Commander in Chief” – appellerer stadigvæk til en lille fløj af de konservative stemmer.

”Cheney’s got a gun”
Det har dog ikke hjulpet på Dick Cheneys omdømme, at han i 2006 var indblandet i en særdeles uheldig affære. På en vagteljagt i Texas skød Cheney ved et uheld sin 78-årige ven, Texas-advokaten Harry Whittington i ansigtet. Whittington kom sig, men samtlige amerikanske medier boltrede sig godt og grundigt i historien. På det populære Daily Show sammenlignede John Stewart Dick Cheney med Aaron Burr Jr. (tidligere vicepræsident som skød sin rival Alexander Hamilton i 1804, og som aldrig blev retsforfulgt), alt imens teksten ”Cheney’s got a gun” (reference til Aerosmiths ”Janine’s got a gun”) figurerede over et billede af den tidligere vicepræsident med hans bøsse over armen. Udover at historien er grotesk og opsigtsvækkende i sig selv, er det mest overraskende moment det forhold, at Dick Cheney fik Whittington til at undskylde for hele miseren.

Cheney er ikke færdig
Trods mange ville tro, at fem hjertetilfælde og en hjertetransplantation ville være endestationen for Dick Cheney, så kan de tro om igen. Cheney er ikke færdig, og han har ingen intentioner om at tie i den politiske debat eller trække sig ud af mediernes søgelys. Den tidligere vicepræsident ønsker stadigvæk ikke at stille op til nogen post, og han har understreget at netop dét valg giver ham friheden til at udtrykke sig uden filter. Derfor er det heller ikke overraskende, at Cheney nu også er manden bag en ny organisation, ”Alliance for a Strong America,” som kæmper for at genoprette USA’s ”styrke og magt,” og som modsætter sig en isolationistisk udenrigspolitik. Men med denne handling har Cheney også åbnet for endnu et internt slagsmål i Det Republikanske Parti. For størstedelen af partiets medlemmer mener, at der ikke er råd til at kigge tilbage, men kun fremad. Og for dem hører Cheney nu fortiden til.

Men den erfarende Dick Cheney selv er udmærket klar over ekkoet af sin egen stemme. Og hvis han fortsat kan udøve bare lidt indflydelse på nationalpolitikkens diskurs, vil han gøre det. Som han altid har gjort. Legen stopper ikke, før han siger det. Han er en kompromisløs mand, som aldrig vender magten ryggen.

Læs også

POTUS : Lyndon B. Johnson

Kongressen

POTUS : John F. Kennedy

Kongressen

POTUS : Dwight Eisenhower

Kongressen

POTUS : Harry Truman

Kongressen

POTUS : Franklin Roosevelt

Kongressen

POTUS : Woodrow Wilson

Kongressen