Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kongressen.com ønsker god sommer

Et af de vildeste halvår i amerikansk politik er slut og sommerferien står for døren. Om end kun for en kort bemærkning, da både Demokraterne og Republikanerne i slutningen af juli holder konventer

Lad mig her, cirka midtvejs i året, komme med en forudsigelse. Ikke nødvendigvis en særlig kontroversiel en af slagsen. Men ikke desto mindre. 2016 bliver et år, vi kommer til at tale om længe efter det er forbi. For vi har i løbet af årets første seks måneder været vidner til en valgkamp, der har været både dramatisk, uforudsigelig og banebrydende. Og som uden tvivl vil komme til at præge amerikansk politik længe efter, den slutter tirsdag den 8. november.
Hos Demokraterne har Hillary Clinton haft mere end almindelig vanskeligt ved at besejre Bernie Sanders, og her, ganske få uger før Demokraternes konvent, har gemalen Bill nu fået email-sagen til at blusse op igen. Det gik ellers lige så godt for fru Clinton, der både havde medvind i målingerne og godt gang i fundraisingen, men som nu skal igennem endnu en tur i email-vridemaskinen. En sag, der bliver ved med at martre hendes troværdighed og som Republikanerne konsekvent bruger i deres angreb mod hende. Hvor sagen ender, er vi snart klogere på. Men at den allerede nu har voldt stor skade på Clinton-kampagnen, ligger fast. Uanset hvad FBI-undersøgelsen måtte ende med at nå frem til af resultater.

Hos Republikanerne har Donald Trump gjort det, der blev anset for værende umuligt, da 2016 begyndte, nemlig udmanøvreret alle sine mange republikanske modstandere på effektiv vis. Og står nu tilbage som manden, the GOP højest modvilligt ender med at gøre til præsidentkandidat.

Hverken Trump eller Clinton vækker varme følelser hos vælgerne. Tværtimod er der tale om to historisk upopulære kandidater, der begge slås med elendige målinger, hvad angår troværdighed, personlighed og generel vælgerappel. Det er noget skidt for dem begge, men ingen af dem synes at have en løsning på, hvordan de knækker kurverne.

Der er grund til at forvente, at den anden halvdel af 2016 bliver mindst lige så dramatisk, uforudsigelig og banebrydende som den første halvdel var. Både Trump og Clinton træder forslåede ind i arenaen og vil bruge alt hvad de har imod hinanden i forsøget på at vinde præsidentposten. Det bliver ikke kønt.

Her på Kongressen.com holder vi nu en kort sommerferie. Lidt kortere end normalt, da vi naturligvis er på plads til både det republikanske konvent i Cleveland og det demokratiske i Philadelphia. Men de næste små 14 dage holder vi lige en kort sommerpause, inden vi glæder os til at dække partikonventerne og resten af denne hæsblæsende valgkamp.

På vegne af hele holdet, ønsker jeg jer alle en glædelig 4. juli og en rigtig god sommer!

Anders Agner Pedersen
Redaktør, Kongressen.com

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen