Kongressen.com
  • Forside
  • Analyse
  • Kontroversen, der kom ind fra højre og fes ud til venstre
Analyse

Kontroversen, der kom ind fra højre og fes ud til venstre

Det var ikke tilfældigt, at Donald Trump sidste år satte NFL i brand ved at kalde de spillere, som før kampene protesterede under nationalmelodien, for ’sons of bitches’. For amerikansk fodbold er igennem 50 år blevet udsat for kraftig politisering af højrefløjen, påpeger DIIS-forsker Matthew Hinds, der i dette interview forklarer, hvordan det var med til at skabe – og lægge en dæmper på – konflikten mellem Trump og NFL-spillerne.

Matthew Hinds er en tilfreds mand i disse dage. Los Angeles Rams – ”som jeg har holdt med, siden holdet havde hjemme i Los Angeles første gang”, som han skynder sig at understrege for at undgå at blive kaldt medløber – sikrede sig som det første hold en plads i NFL’s slutspil, der begynder i weekenden, og er en af de største favoritter til at vinde Super Bowl.

Efter en tumultarisk sidste sæson præget af negative overskrifter og dårlige seertal har Rams’ spektakulære og innovative angrebsspil været med til igen at skabe positiv opmærksomhed om NFL, og da jeg møder op på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til Matthew Hinds’ foredrag, ’Political Football’, der bygger på den amerikanske postdocs deltagelse i det treårige forskningsprojekt ’World of the Right’, har Rams natten forinden besejret Kansas City Chiefs med 54-51 i et offensivt festfyrværkeri af en kamp, som medierne allerede har udråbt til at være en øjeblikkelig klassiker.

Glemt er spillerprotesterne under nationalmelodien, der ellers har domineret overskrifterne, efter at San Francisco 49ers’ daværende quarterback, Colin Kaepernick, i sensommeren 2016 indledte sin protestaktion mod de mange tilfælde af politivold ved først at blive siddende på bænken for siden at knæle, og som sidste år udviklede sig til et åbent spilleroprør mod Donald Trump som reaktion på en tale, præsidenten holdt i Huntsville, Alabama.

”Ville I ikke bare elske at se en NFL-holdejer sige, når en spiller håner vores flag: ’Få den ’son of a bitch’ væk fra banen lige nu. Ud! Han er fyret! Han er fyret!’?” harcelerede Trump med klar adresse til de protesterende spillere og opfordrede folk til at forlade stadion og boykotte NFL, hvis en spiller ikke viste respekt for flaget.

Det var forventet, at spillerprotesterne ville fortsætte i denne sæson. Ikke mindst efter at NFL i maj gjorde spillerne rasende ved at vedtage en politik, der kunne føre til bøder og karantæne i fire spilledage, hvis ikke de stod op og viste respekt for ’The Star-Spangled Banner’. Med den indbyggede kattelem, at det var tilladt at blive i omklædningsrummet, hvis man ikke ønskede at følge dekretet.

Det skete bare ikke.

Det scenarie var svært at forestille sig, da billederne af de mere end 200 spillere, der frem for at stå andægtigt med hånden på hjertet under nationalmelodien knælede eller blev siddende på bænken i opposition til selveste USA’s præsident, mens resten stod arm i arm på sidelinjen, tonede frem på tv-skærmen søndag 24. september 2017, to dage efter Trumps tordentale. Så skelsættende føltes øjeblikket, at der i dagene, der fulgte, blev talt om et ’før’ og et ’efter’.

”At de er ebbet ud, er en smule overraskende, men på trods af al hurlumhejet, som foregik på det tidspunkt, er det vigtigt at huske, at det for de fleste spillere ikke nødvendigvis handlede om at udvise solidaritet med Kaepernick. Det var en aktion imod Trump: ’Hvad bilder han sig ind? Trump havde stor succes med at gøre det til en afstemning om sit præsidentskab, selv om det i virkeligheden var samfundets strukturelle racisme, Kaepernick protesterede imod. Det lykkedes Trump at forme debatten, og medierne og deres oprørte avisledere var helt ude af trit med resten af befolkningen,” forklarer Matthew Hinds mig dagen efter sit foredrag.

Derfor ebbede protesterne ud
Det er halvanden måned siden. At der er gået så lang tid, fra jeg interviewede Matthew Hinds, til jeg har fået skrevet denne artikel, skyldes simpelthen, at der har været mere presserende emner at tage fat på med Le’Veon Bells strejke, som kan få stor betydning for de kommende overenskomstforhandlinger, og Kareem Hunts fyring, der endnu en gang satte spot på NFL’s dårlige håndtering af sager, hvor spillere begår vold mod kvinder. Debatten, der satte brand i NFL, i sidste sæson, er så godt som død.

Men hvordan kom det så vidt? Hvorfor fes en af de mest markante politiske demonstrationer i amerikansk sportshistorie ud?

”Grunden til, at det er ebbet ud, er, at Kaepernick ikke spiller længere. Han er blevet udstødt,” fastslår Matthew Hinds om quarterbacken, der efter 2016-sæsonen valgte at træde ud af sin kontrakt med 49ers i håb om at finde en ny klub, men som siden da ikke har været til så meget som en prøvetræning og derfor har sagsøgt NFL-ejerne for bevidst at holde ham ude af ligaen.

DIIS-forsker Matthew Hinds deltager i det treårige forskningsprojekt ‘World of the Right’, som er sponsoreret af Velux Fonden.

En anden væsentlig årsag har været, at Donald Trump simpelthen har forholdt sig i ro efter at have overdynget NFL med kritik i taler og på sin foretrukne kommunikationskanal, Twitter, i løbet af sidste efterår.

”Jeg har på fornemmelsen, at han føler, han vandt debatten om nationalmelodien. Det var en sejr. Og måske ønsker han ikke at kaste sig ind i den igen, fordi det ville være at sætte sejren over styr,” forklarer Matthew Hinds og tilføjer:

”Det var ekstraordinært, at han som præsident kommenterede dette offentligt på Twitter. Det glemmer vi lidt.”

Matthew Hinds minder om, at hverken Lyndon B. Johnson, der var på vej ud af Det Hvide Hus, eller Hubert Humphrey og Richard Nixon, der kæmpede om at afløse ham, ytrede sig offentligt i 1968, da Tommie Smith og John Carlos iført sorte handsker strakte en knyttet næve i vejret i ’Black Power’-salut på medaljepodiet efter at have vundet henholdsvis guld og bronze på 200 meter ved OL i Mexico City.

”Det var endda, mens Nixon havde sin ’Southern Strategy’. Det lå lige til højrebenet at opildne kernevælgerne, men det føltes bare under en præsidents værdighed,” siger Matthew Hinds.

I et år, der var præget af raceuroligheder og antikrigsdemonstrationer, førte Nixons løfter om genoprettelse af lov og orden, som var målrettet hvide vælgere i Syden, til, at Republikanerne vristede sydstaterne fra Demokraterne – på nær Alabama og fire nabodelstater, som Alabamas guvernør, George Wallace, der stillede op som uafhængig kandidat, vandt med raceadskillelse som sin mærkesag. Som en forlængelse af sin ’Southern Strategy’ tog præsident Nixon derfor i december 1969 til Fayetteville til det, der blev kaldt ’Århundredets kamp’ mellem de to bedste college-hold, Arkansas Razorbacks og Texas Longhorns. Ved at overvære kampen ville Nixon forstærke båndet til Syden yderligere, lød rationalet.

Det skadede heller ikke, at 50 millioner seere så billeder af en afslappet præsident, der sågar også gæstede kommentatorboksen undervejs, eller at de to hold stillede op udelukkende med hvide spillere. Det var sidste gang, det skete, i en stor sportsbegivenhed i USA. Af samme årsag er kampen kendt som ’Dixie’s Last Stand’.

Arven efter Nixon
Den football-glade Nixon var ikke den første præsident, der overværede en college-kamp, men han var ifølge Matthew Hinds den første, der gjorde det af politiske årsager for at udvide sin vælgerskare. Og siden da har football og højrefløjen været tæt forbundet. Bedst illustreret ved, at Trump sejrede i de 27 stater, hvor college football nyder den største popularitet.

”Football – med al dets pomp og pragt – og spillets værdier legemliggør den idealiserede version af, hvordan konservative republikanere ser sig selv. Jeg tror, at det kan koges ned til sportens fysiske karakter og alle de implicitte budskaber, man kan udlede af den,” siger Matthew Hinds og fortsætter:

”NFL-ejerne er så fundamentalt republikanske og ovre på højrefløjen, at de end ikke er i stand til at skjule det. De siger, ’hold sport og politik adskilt’, men undskyld mig, den militære pomp og pragt tilfører da en politisk dimension. Det er bare vanskeligt at give udtryk for det i USA. Uanset politisk ståsted. Her kommer man ikke ret langt med at kritisere militæret.”

I dag er det da også helt naturligt, at der en hel måned spilles kampe under mottoet ’Salute to Service’ i NFL, og at et stort ’Stars and Stripes’ holdes udstrakt på banen, mens helikoptere og kampfly flyver hen over stadion som afslutning på nationalmelodien. En rapport viste i 2016, at Forsvarsministeriet havde givet NFL 5,4 millioner dollar fra 2011 til 2014 for at få lov til at udføre disse manifestationer af paid patriotism, som det er blevet kaldt, mens hjemmeværnet betalte 6,7 millioner dollar fra 2013 til 2015.

“NFL’s militarisme var et problem længe før Trump. Jeg synes, det i stigende grad var ved at blive bekymrende,” siger Matthew Hinds og tilføjer:

”Football har i lang tid været identificeret med en bestemt slags amerikansk maskulinitet og dybt forbundet med landets status som supermagt. Med det, som Amerika var engang. Trump ønskede at udnytte dette som en strategi i forsøget på at vinde Det Hvide Hus og overværede for eksempel også college-finalen i Georgia i sidste sæson. Han forsøgte med andre ord at lave en Nixon.”

Det er ikke den eneste lighed imellem Nixon og Trump. Derfor sammenligner mange denne periode med post-Watergate-æraen, men der er én væsentlig forskel, mener Matthew Hinds:

”Der foregår ikke megen selvransagelse. Der er bestemt visse ligheder mellem præsidenterne, deres handlinger og den raceuro, der omkranser alting. Men det interessante er, at hvor der i begyndelsen og i midten af 1970’erne var en udpræget grad af national selvransagelse over vores problemer og en ydmyghed, så er det totalt fraværende i den nuværende diskurs både til højre og venstre.”

Fra patriotisme til maskulinitet
At debatten er forsvundet fra dagsordenen, betyder dog ikke, at den er lagt i graven for evigt. Colin Kaepernicks sagsanlæg, som forventes behandlet i begyndelsen af det nye år, kan være den gnist, der genantænder debatten.

Skulle debatten blive vakt til live igen, er der især én ting, der kan vende den på hovedet.

”Dét, der kan få det til at vende 180 grader, er, hvis hvide spillere kaster sig ind i kampen. Ikke mindst hvide quarterbacks. Intet vil ændre sig, medmindre hvide holdkammerater involverer sig. Det udstiller den systematiske racisme, at den eneste måde, debatten kan rykke sig på, er, hvis hvide udviser solidaritet med sorte. Det kunne tvinge Trump på hælene. Det ville ændre alt,” mener Matthew Hinds.

Det kommer dog næppe til at ske. I stedet forudser Matthew Hinds noget andet.

“Fremadrettet tror jeg, at debatten omkring nationalmelodien politisk set langsomt vil mutere og komme til at handle om hjernerystelser og CTE,” vurderer Matthew Hinds med henvisning til den frygtede hjernesygdom, som er blevet konstateret hos en ekstraordinær stor andel af nu afdøde NFL-spillere, og som endda menes at have været årsag til flere selvmord.

Debatten om hjernerystelser udgør en eksistentiel krise for NFL, der var sen til at anerkende sammenhængen mellem CTE og de mange slag i hovedet, som spillerne er udsat for. Allerede nu kan man se, at football i stigende grad opfattes som farligt i befolkningen.

”Det vil skabe yderligere kulturel splittelse i landet og blive del af kulturkrigen. Debatindlæg i New York Times, der fortæller, hvorfor man ikke bør spille football, som i store dele af landet nærmest har et religiøst skær over sig. Jeg læste for nylig, at der for første gang nogensinde er flere 6-12-årige, der spiller ’flag football’ frem for ’tackle football’,” siger Matthew Hinds om den afart af spillet, hvor man frem for at tackle modstanderne stopper dem ved at hive et ’flag’ af, som er et stykke stof, der er fastgjort til tøjet.

Det hører dog også med til historien, at NFL har øget fokus på spillernes helbred og sikkerhed ved at forbedre hjelmene, indføre en særskilt protokol ved mistanke om hjernerystelser, som der var 291 af i sidste sæson, og ændre reglerne, så voldsomme tacklinger til hovedet koster en straf på 15 yards. Det sidste er der mange på højrefløjen, der ikke bryder sig om. De ser det som et udtryk for, at det skred imod de bløde værdier, der gennemsyrer samfundet, nu også truer football, som for dem udgør maskulinitetens sidste bastion.

”Football går imod ’blødgørelsen af Amerika’ – det er sådan, de betragter det – og det stærke greb, den har på sporten, er noget, der går flere og flere mennesker på,” siger Matthew Hinds og giver et eksempel:

”I sommer sagde University of North Carolinas træner, Larry Fedora, at selve nationen mere eller mindre er i fare, fordi football er under angreb. Han havde talt med en trestjernet general om det, sagde han. Der er en omfattende del af befolkningen, der kæder football sammen med maskulinitet, så jeg kunne godt se debatten udvikle sig til at handle om ideen om sejhed, især hvis militæret er involveret.”

Kavanaugh og karavanen overskyggede alt andet
Den bredere højrefløjskritik kom også til udtryk i Trumps tale i Huntsville.

”I dag, hvis man rammer for hårdt – 15 yards! ’Smid ham ud’. Det skete i sidste uge. Jeg så med i et par minutter. To fyre, virkelig en smuk tackling. Boom, 15 yards! Dommeren kommer på tv, og hans kone sidder derhjemme og er så stolt af ham. De ødelægger spillet! De ødelægger spillet. Det er dét, spillerne ønsker: De vil gerne tackle hårdt. Det skader spillet,” sagde Trump til stor applaus.

Det var ikke tilfældigt, påpeger Matthew Hinds:

“Dét, Donald Trump værdsætter mest, er underholdning. Og fra hans og resten af højrefløjens synspunkt er football ikke opium for folket, der fjerner opmærksomheden fra det, der foregår, men en scene, hvor politiske idealer kan materialisere sig. Det er ikke en afledningsmanøvre. Dét, der sker inde på banen, er en gengivelse af de værdier, vi sætter pris på. Det har Trump gennemskuet, og derfor er han interesseret i sporten. For at forstå ham som præsident er man tit nødt til at se ham som en slags administrerende direktør, og fra det perspektiv, hvor alt er transaktionsbaseret, vil man være tiltrukket af football, selv om sporten på nogle områder er dalet i popularitet i løbet af de seneste 10 år. NBA, baseball og NHL er på mange måder stadig nichesportsgrene. Football er den eneste holdsport, der dominerer den nationale samtale.”

Da Kaepernick tog et knæ, mens valgkampen bevægede sig ind i sin afgørende fase, fik Trump derfor den største scene af dem alle foræret. Ved at gøre protesterne under nationalmelodien til et spørgsmål om patriotisme og manglende respekt for militæret og flaget kunne han kæde Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, sammen med quarterbacken og dermed tvinge hende i defensiven. Og det virkede.

”Det er vigtigt at huske, at Hillary Clinton havde positioneret sig på en måde, hvor hun troede, at Black Lives Matter kunne være en fortrop for hendes kernevælgere og et samlingspunkt for alle de divergerende grupper i hendes vælgerskare. Hun følte ikke, hun kunne kritisere Black Lives Matter, fordi hun var så sårbar på grund af sit kammerateri med Wall Street og Bernie Sanders’ populistiske økonomiske budskab. Den eneste måde, hun kunne udmanøvrere Sanders, var via identitetspolitik. På en eller anden måde blev Kaepernick-debatten senere en del af dette, og Trump lykkedes med at få hende til at være på hælene og fik skabt et billede af, at Clinton støttede Kaepernick, hvilket hun ikke gjorde. Hun støttede hans ret til at protestere,” påpeger Matthew Hinds.

Med udsigt til et magtskifte i Kongressen ved midtvejsvalget i november forventede de fleste iagttagere derfor, at Trump ville genoplive debatten, der havde været med til at bære ham ind i Det Hvide Hus.

Sådan gik det ikke.

”Jeg tror ikke, at den spillede en større rolle, fordi debatten var aftaget. Han kunne selvfølgelig have kaldt spillerne for ’son of a bitch’ igen, men han havde brug for en gnist. Hvis Kaepernick for eksempel havde været mere synlig i offentligheden. Og her mener jeg ikke, Nike-reklamen tæller. Jeg føler næsten, at Trump om den vil sige: ’Touché’,” påpeger Matthew Hinds om den amerikanske sportstøjsgigants brug af den kontroversielle quarterback i sin markering af 30-års jubilæet for det ikoniske slogan ’Just Do It’ i form af en kampagne med slaglinjen ’Believe in something, even if it means sacrificing everything’, som gik viralt og sendte firmaets aktier på himmelflugt.

I stedet kom andre spørgsmål bare ’i vejen’, som Matthew Hinds formulerer det. Han nævner i flæng slagsmålet i forbindelse med Brett Kavanaughs nominering til Højesteret og den famøse flygtningekaravane som eksempler:

”Han pressede på med emner, som var endnu mørkere og mere etnonationalistiske end sport. Han ledte efter noget, som kunne opildne hans kernevælgere endnu mere, og som de ville æde råt.”

’Flaget betyder noget’
Andre faktorer har dog også spillet ind. For det første ønskede spillerne ikke at være brikker i Trumps politiske spil. For det andet valgte NFL klogeligt at suspendere den nye politik. Og så fik netværket Players Coalition, der blev grundlagt i forbindelse med protesterne, i slutningen af sidste sæson NFL til at donere 89 millioner dollar til spillernes mærkesager. Det fik blandt andre koalitionens frontfigur, Malcolm Jenkins fra de senere Super Bowl-mestre, Philadelphia Eagles, til at stoppe med at protestere, hvilket fik flere af hans kolleger til at forlade netværket og beskylde ham for at have ladet sig købe af NFL. Splittelsen viste, at der blandt spillerne ikke var enighed om, hvad målet med protesterne var.

”Jeg ved ikke, om Kaepernick har et mål andet end: ’Dette er USA. Jeg har lov til at protestere for at fremhæve det, jeg ser som systematisk racisme i landet.’ Jenkins er villig til – ikke at se bort fra det, men – at skubbe det til side, hvis resultatet ender med at være et velfungerende samarbejde med ligaen. Mange spillere ønsker heller ikke at blive sat i en situation, hvor de skal vælge mellem flaget, modviljen mod Trump og solidariteten med Kaepernick,” forklarer Matthew Hinds.

Det er ikke kun spillerne, der er splittede. Spørgsmålet delte landet i to – og ikke kun langs det traditionelle partiskel. For eksempel kaldte højesteretsdommer Ruth Bader Ginsberg, som er et af de største ikoner på venstrefløjen, Kaepernicks protestaktion for ’dum’. En udtalelse, hun dog senere undskyldte med, at hun ikke havde været klar over, hvorfor han knælede.

Trump forsøgte at bruge splittelsen til at udvide sin vælgerskare. Ligesom Nixon gjorde det i 1968 med sin ’Southern Strategy’.

”Og at en liberal sværvægter som Ruth Bader Ginsburg udtalte sig på den måde, viste, at han havde læst folkestemningen rigtigt,” siger Matthew Hinds, der selv kender mange liberale, der er imod Trump, men heller ikke er glade for protesterne.

”Som amerikanere er flaget det eneste, vi har. Vi har ikke nogen monark, statsreligion eller en glorværdig historie ligesom i europæiske lande, hvor man deler blodets bånd og tilknytningen til jorden. Så flaget betyder noget,” forklarer Matthew Hinds.

Selv om kun ganske få NFL-spillere har knælet under nationalmelodien i denne sæson, lider NFL stadig under sidste sæsons polemik, påpeger Matthew Hinds, der også sporer en form for udmattelse over hele tiden at skulle forholde sig til debatten:

”NFL høster, hvad man har sået, ved at kæde ligaen sammen med nationalisme. Det kan næsten ikke være værre for NFL. Der er folk, der ikke ser NFL, fordi de forbinder det med Trump, og så er der folk, der ikke ser NFL, fordi de støtter Trump. Jeg lyttede for nylig til en podcast med Bill Simmons (kendt sportsjournalist og stifter af ’The Ringer’, red.), hvor en fyr sagde: ’Jeg er så glad for, at NBA-sæsonen begynder, for jeg kan bare nøjes med at se det. Der hænger ingen store politiske spørgsmål i luften.’”

Og hvor står Matthew Hinds så selv henne i debatten?

”Da Kaepernick indledte sin protest, var min overbevisning, at det flag, som var blevet hejst i Normandiet og havde bekæmpet totalitær fascisme, skulle behandles med mere respekt end bare en protest. Men så tænkte jeg, at hvis det er så stort og så stærkt og så fantastisk, kan det ved Gud også klare en protest. Så behøver det ingen beskyttelse. Og det, Kaepernick gjorde og kæmpede for, er garanteret i kraft af det flag. I kraft af blod. Så jeg holder helt og aldeles med Kaepernick.”

Og med Rams.

Nedenfor kan de se foredraget ‘Political Football’, som Matthew Hinds gav på DIIS tirsdag 20. november 2018. Læs mere om forskningsprojektet ‘World of the Right’ på DIIS’ hjemmeside.

Læs også

Skal Trump spørge Senatet om at trække sig fra NATO? Næh

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Jagten på den nye Obama er i gang.

”Mr. 1 in 44” hjemsøger Præsident Trumps mulige genvalg

Mads Høeg-Mikkelsen

USA Memo: Trump til Texas, Rosenstein på vej og anholdelse i spektakulær kriminalsag

Er Trump på vej mod at erklære sin ”national emergency”?

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Er Trump ved at løbe panden mod muren?