Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Krigen der bliver ved – med at blive glemt

Oktober markerede femten-året for den amerikansk ledede invasion af Afghanistan. I 15 år har man altså haft en sikkerhedspolitisk konstant i amerikansk politik: Krigen i Afghanistan. Men i dette års valgkamp har der været en endnu en konstant: Ingen taler om krigen. Amerikanerne ved nemlig ikke hvad de skal stille op med deres engagement, og kan ikke se nogen vej ud. Ikke lige noget man har lyst til at fortælle vælgerne.

Den 7. oktober 2001 indledte amerikanske luftstyrker operationer mod Taleban-regimet i Afghanistan. Lige siden har USA og allierede haft styrker i landet for at hjælpe med at stable en afghansk regering på benene, og for at hjælpe med at stabilisere landet.

Dermed har krigen været en sikkerhedspolitisk konstant i amerikansk politik i nu mere end 15 år! Et grundvilkår for sikkerhedspolitiske overvejelser i Pentagon og det Hvide Hus har været, at amerikanske styrker fortsat var engageret i det centralasiatiske land.
Og ikke nok med at amerikanske soldater er engageret, amerikanske soldater dør fortsat i landet. I midten af oktober blev en amerikansk soldat dræbt af en afghaner klædt i hæruniform ved et inspektionsbesøg i en forstad til Kabul.
Præsident Obama havde håbet at bringe antallet af amerikanske soldater i landet ned til 5.500 i begyndelsen af 2017. Det tal er nu ændret til at USA fortsat vil have lige over 8.000 soldater i Afghanistan, når den nye præsident træder til i januar 2017.

Men på trods af at USA altså fortsat har over 8.000 soldater engageret i en konflikt, som har varet i mere end 15 år nu, så mangler emnet fuldstændig i den amerikanske valgkamp mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Årsagen kan virke oplagt. Efter at han i begyndelsen af marts overtog fanen for Operation Resolute Support, præsenterede general John Nicholson sin 90-dages vurdering. Det var ikke optimistisk læsning for præsident Obama og hans sikkerhedspolitiske hold. Vurderingen inkluderede en analyse af situationen samt anbefalinger til videre operationer. Taleban står nemlig igen stærkt flere steder i landet, og amerikanske luft- og landstyrker er nødt til at intervenere og hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker fra at blive løbet over ende.

Der lader altså ikke til at være udsigt til at amerikanske styrker kan trækkes ud af landet, som ellers har været ønsket lige siden Obama satte sig til rette i det Ovale Kontor.
Man kan ikke tillade sig at trække sig helt ud, da man dermed risikerer at sætte den afghanske regerings kontrol med store dele af landet fuldstændig over styr. Derfor er man i øjeblikket fanget i en situation, hvor man konstant løber ind og holder hånden under styret i Kabul, men aldrig nok til at tvinge Taleban i knæ. Den tid er forbi, hvor USA og de allierede engagerede landstyrker til den opgave.

Samtidig ses Taleban ikke som en umiddelbar trussel mod amerikanere i hjemlandet, i modsætning til Islamisk Stat, som jo i høj grad opfordrer til angreb både i USA og Europa. Derfor vil det være sværere for kandidaterne at bringe det fortsatte amerikanske engagement ind i den større fortælling om USA’s kamp mod terrorisme.

Så på trods af at krigen i Afghanistan har været en sikkerhedspolitisk konstant for to præsidenter, og også vil være det for i hvert fald en tredje, så har det ikke fyldt noget i den sikkerhedspolitiske debat under valget – hvor mange emner ellers er blevet vendt. For ingen af kandidaterne vil stå og fortælle amerikanerne, at man lige nu ikke rigtig ved hvordan det her kommer til at fortsætte. Udsigten lader altså til at være at den amerikanske indsats i Afghanistan i et godt stykke tid fremover vil befinde sig i et limbo – og det kan man jo ikke tale med vælgerne om. Så fra i 2008 at være fremstillet som den ”rigtige krig” af Barack Obama, og krigen som måtte kæmpes, så er krigen i Afghanistan atter en gang en glemt krig.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft