Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Putins triumftog i Syrien – nomineret til Nobels Fredspris

(foto: flickr.com)

Bølgerne mellem USA og Rusland har gået højt de seneste måneder de seneste måneder. Ikke mindst om Syrien, hvor parterne dog til slut nåede frem til en aftale. Selv om det ikke var noget kønt forløb, har Ruslands præsident Putin høstet en stor diplomatisk triumf – og en indstilling til Nobels Fredspris

Med vedtagelsen af Sikkerhedsrådets Resolution 2118 om destruktionen af Syriens lager af kemiske våben har Rusland tilsyneladende haft held til at begå noget nær en diplomatisk genistreg. Alle parter er glade for aftalen – inklusive den syriske præsident Bashar al-Assad som ellers står til at miste en væsentlig del af sit våbenarsenal – og det kan virke en smule ejendommeligt.
Det afspejler egentlig blot dén omstændighed, at alle de primære aktører har mindst ét realistisk alternativ, som de hellere vil undgå. For USA’s præsident Barack Obama er det et upopulært og risikabelt militært angreb på Syrien; for Ruslands præsident Vladimir Putin er det risikoen for at stå handlingslammet tilbage, når USA straffer hans allierede i Damaskus; og for al-Assad er det udsigten til at se sine styrker blive decimeret af krydsermissiler og måske endog sit eget styre afgørende svækket.

Putins rolle
I et interview på P1 tidligere på efteråret sammenlignede jeg Ruslands sømilitære optrapning i Middelhavet med Cubakrisen. Min primære pointe med analogien var at henlede opmærksomheden på, hvorledes især Putin syntes i gang med at male sig selv ind i et hjørne. Han ønskede givetvis at begrænse handlingsrummet for en række vestlige lande – herunder fx Storbritannien og Frankrig – ved at skabe usikkerhed om det russiske modsvar på et angreb på Syrien; men derved syntes han også at begrænse sig eget handerum, for et militært angreb kunne så næsten kunne modsvares militært. Og det ville ingen – slet ikke Rusland – have nogen interesse i. Putin risikerede, som Nikita Khrusjtjov for 51 år siden, at skulle stikke halen mellem benene og beordre sine flådefartøjer hjem.
Sådan gik det som bekendt ikke, og jeg må erkende, at Putins brinkmanship – sammen med sikkert en god del held – var med til at give ham det ønskede resultat. Obama insisterede jo på, at et angreb ville komme uanset hvad, og den russiske optrapning skulle da heller ikke være nok til at afskrække den amerikanske flåde i Mellemøsten, men det skete bare ikke. Årsagen skal efter alt at dømme findes i amerikansk indenrigspolitik, men tilbage står det indtryk, at Putins uegennyttige forsvar af international lov var det eneste, som reddede verden, og ikke mindst al-Assad, fra en ny krig. Dét har han ikke været sen til at kapitalisere på, og Rusland fremtræder nu måske som USA’s vægtigste modstander i den internationale arena.

Putin og Assad
Putin har dog ikke alene afværget et nært forestående angreb på Syrien, han har også skaffet al-Assad dyrebar tid. Selvom indsamlingen og destruktionen af Syriens kemiske våben skal ske i lyntempo, så er det en vanskelig og langsommelig proces. I mellemtiden raser borgerkrigen, og det syriske styre synes fredet, hvis det ellers overholder de allermest basale spilleregler. Det er en kæmpe fordel for al-Assad, som nu vil have mere tid og ro til at nedkæmpe den bevæbnede opposition – og en god del af sin egen civilbefolkning. Det er ikke underligt, at han har erklæret sin store kærlighed til Putin.
For Moskva er der ikke mange risici forbundet med dette. Man kautionerer dog nu politisk for al-Assad, og det kan måske skabe problemer, hvis han forsøger at obstruere destruktionen af de kemiske våben eller på anden vis lægger sig ud med verdenssamfundet. Vi ved, at forholdet ikke er det mest tillidsfulde, og der er i Moskva en fornemmelse af, at man ikke helt kan stole på den syriske leder. Men så længe al-Assads livsforsikring ligger i Moskva, så er der selvsagt større chance for, at han nynner med på den russiske melodi.

Nobels fredspris
Som en foreløbig kulmination på Putins triumftog er han nu nomineret til Nobels fredspris. Bag nomineringen står en russisk NGO – utvivlsomt med kontakter til Kreml – og den fremhæver Putins indsats for at forhindre krig i Mellemøsten. Med sine diplomatiske initiativer har han spillet en rolle i forhold til at bringe USA tilbage på det mere fredsommelige FN-spor, men det er mere tvivlsomt, om han har udtømt sine muligheder for at stoppe blodsudgydelserne i Syrien. Og så han har, det må vi ikke glemme, det endelige ansvar for anslået 25.000 civile dødsfald under den anden krig i Tjetjenien. Nomineringen er en cadeau til Putin, men han skal vist ikke forvente at få prisen. Heldigvis.

Flemming Splidsboel Hansen er lektor i russisk politik ved Københavns Universitet og tidligere efterretningsanalytiker. Han har skrevet ph.d. om russisk udenrigspolitik og forsker bl.a. i Ruslands forhold til Vesten, derunder USA. Analyserer hver måned Ruslands relation til USA på Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen