Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Klimapanelet

Lærestreg fra USA – skifergas er ikke vejen frem

Ikke alt fra USA er efterfølgelsesværdigt. Udvinding af skifergas er et eksempel, som der ikke er nogen som helst grund til at lade sig inspirere af. Og det er der mange grunde til.

Af Tarjei Haaland

KLIMABAROMETER: Hvis vi med rimelig sandsynlighed skal kunne holde stigningen i den globale middeltemperatur under to grader i forhold til præindustrielt niveau, kan vi indtil år 2050 kun tillade os at afbrænde en tredjedel af de allerede påviste reserver af kul, olie og gas. Derfor skal ikke alene to tredjedele af disse reserver forblive i undergrunden, men efterforskning for at finde nye reserver skal stoppes. Det gælder især efterforskning og udvinding af de ikke-traditionelle fossile brændsler som skifergas, tjæresand og arktisk olie, som i forvejen er helt uacceptabelt af miljø-, natur- og helbredsmæssige grunde.

Skifergas-boomet i USA vurderes af flere som en boble, der vil briste i løbet af et årti. Den hurtigt aftagende skifergas-produktion fra hver boring betyder, at der hele tiden skal bores flere og flere nye brønde. Man har høstet de bedste steder først og i kombination med for optimistiske reserve-vurderinger, betyder det nu en aftagende gas-produktion fra fire af de fem store skifergas-felter. Samtidig har boomet de seneste fem år ført til en så lav gas-pris i USA, at fortsatte boreaktiviteter ikke har været rentable. Gas-prisen er siden oktober 2012 begyndt at stige – fra 2 til nu 4,3 dollars/mmBtu (10,9 til 23,5 kr/GJ).

Men ifølge IEA vil en yderligere stigning til kun 5 dollars/mmBtu (27,3 kr/GJ) betyde, at skifergas bliver dyrere end kul.

Mere skadeligt end mange tror
Mange tror, at skifergas kun er halvt så klimaskadelig som kul. Men da skifergas primært er metan, som er en 25-102 gange kraftigere drivhusgas end CO2, vil selv et mindre metan-udslip på 3-4 procent i forbindelse med skifergasproduktionen betyde, at klimafordelen i forhold til kul er langt mindre eller helt væk – især i de første årtier.

I USA har man målt metan-udslip på 4 % i Denver – og senest op til 9 % i Utah.

Hvis der alligevel har været en reel klimafordel i USA ved at erstatte kul med skifergas, er den spist op globalt, fordi de amerikanske kul i stedet er eksporteret og brændt af i Europa.

I Danmark betyder regeringens ambitiøse mål om at omstille til 100 % vedvarende energi i 2035 i el- og varmesektoren og være helt fossilfri i 2050, at det danske behov for naturgas i udfasningsperioden fuldt kan dækkes fra de eksisterende felter i den danske del af Nordsøen. Dansk skifergas vil altså udelukkende gå til eksport.

En dansk politik, hvor man på den ene side siger, at man vil afvikle brugen af naturgas og de andre fossile brændsler, mens man ikke siger nej til dansk produktion og eksport af skifergas, er ikke troværdig. Den danske regering skulle på linje med politikere i Frankrig, Bulgarien og en række delstater allerede nu have sagt nej.

Samtidig har erfaringerne fra USA altså ikke mindst vist, at produktion af skifergas med hydraulisk frakturering (”fracking”) er forbundet med en række uacceptable miljø-, natur- og sundhedsmæssige problemer og risici. Det gælder eksempelvis det enorme forbrug af vand og skadelige kemikalier, spildevand med rester af kemikalier og radioaktive stoffer, risiko for forurening af grundvand og drikkevand og risiko for blow-outs.

I takt med at information om disse problemer udbredes, vil den folkelige modstand i Danmark vokse. Franske Total og Nordsøfonden, der desværre har fået licenser til efterforskning og udvinding af skifergas på godt 12 % af Danmarks areal, har især lokalt allerede fået modstanden at mærke. I et lille tætbefolket land, hvor 99 % af drikkevandet kommer fra urenset grundvand, vil der ikke blive folkelig opbakning til et dansk skifergas-mareridt.

Erfaringerne fra USA er en lysende lærestreg om, hvad man skal sige nej til.

Tarjei Haaland er klima- og energimedarbejder hos Greenpeace i Danmark.

 

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

1 Comment

1 Comment

  1. Soeren Frederiksen

    4. juni 2013 at 06:47

    Tarjei Haaland skriver at “I USA har man målt metan-udslip på 4 % i Denver – og senest op til 9 % i Utah.” Med til den fortælling hører, at der i en artikel fra Nature (3. januar 2013: Methane leaks erode green credentials of natural gas”: http://www.nature.com/news/methane-leaks-erode-green-credentials-of-natural-gas-
    1.12123) fremføres kritik af beregningsmetoden for disse tal. Andre forskerne har analyseret de indsamlede data anderledes, og er kommet frem til, at udledning af metan er i overensstemmelse med andre tidligere studier, som viser mindre udledning af metan fra produktionen af olie og gas fra felter i USA. Kritikerne af beregningemetoderne henviser også til, US Environmental Protection Agency (EPA) angiver, at 2,4 procent af den amerikanske naturgasproduktion i 2009 udledes til atmosfæren på grund af lækager.

    Et studie der henvises til i artiklen i Nature angiver, at så længe udledningen af metan fra gasproduktionen er mindre end 3,2 procent, vil der være en klimagevinst ved at omstille fra kul til gas.

    Så helt at tilbagevise en klimagevinst ved omstilling fra kul til gas på baggrund af omstridte vurderinger af udledninger af metan fra Denver og Utah er nok lidt forhastet.

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen