Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Fem år med Obama

Latinamerikanerne giver ikke en peso for Obamas løfter

(foto: flickr.com)

Den latinamerikanske skuffelse over præsident Obama er stor. Efter fem år som præsident har han fortsat ikke gjort noget ved sit løfte om at skabe et mere ligeværdigt forhold mellem USA og Latinamerika.

Det er formentlig de færreste latinamerikanere, der kender ’Sangen Om Larsen’, men hvis de gjorde, ville de med stor sandsynlighed have fløjtet den en del gange i løbet af de forgangne fem år. For efter otte år med Bush havde de virkelig håbet, at det hele nu ville blive så godt, så godt med Barack Obama ved roret. Men efter fem år er de triste realiteter, at det, der kunne have været så godt, faktisk er noget skidt. Når snakken rundt om i de latinamerikanske lande i dag handler om Obama og storebroderen mod nord, ja, så er det oftest skuffelse og frustration, der præger stemningen. En skærende kontrast til, hvordan det så ud for fem år siden, da Obama under sin valgkamp lovede guld og grønne skove.

”Det er på tide at bevæge sig væk fra Washingtons arrogance og den anti-amerikanisme tværs over regionen, som står i vejen for fremskridt. Det er på tide at lytte til hinanden og lære af hinanden. For at opfylde dette løfte, vil min administration ikke vente seks år med at erklære et ”engagementets år”. Vi vil forfølge aggressiv, værdifast og vedholdende diplomati i Latinamerika fra Dag 1,” lød det blandt andet fra Obama undervejs i valgkampen. En udmelding, der gav anledning til et håb blandt latinamerikanerne om, at en ny fremtid præget af ligeværd og gensidig respekt ventede på den amerikanske del af kloden.

Sådan er det imidlertid langt fra gået. Snarere tværtimod fristes man til at sige. For selv om udenrigsminister, John Kerry, for nylig erklærede i en tale, at Monroe-doktrinens æra nu var forbi, ja, så giver de ikke mange blandede pesos for det syd for Rio Grande. De er for længst holdt op med at gøre sig nogen som helst illusioner om, at Obama administrationens store ord og hensigtserklæringer en skønne dag bliver til virkelighed.
Obamas tilsagn til de latinamerikanske lande om et forhold baseret på ligeværdighed og gensidig respekt – også kendt som Obama-doktrinen – står ellers i skarp kontrast til Monroe-doktrinen, som har kendetegnet USA’s forhold til Latinamerika i noget nær to århundreder.

Monroe-doktrinen blev lanceret i 1823 af præsident Monroe som amerikanernes forpligtelse til at forhindre europæisk indblanding i den amerikanske del af verden. Lige siden lanceringen har doktrinen defineret USA’s rolle som den dominerende magt i Mellem- og Sydamerika. En position som USA yderligere manifesterede i 1904 med den såkaldte Roosevelt tilføjelse, som fastlagde, at USA havde ret til at intervenere som politimagt overfor sine sydlige naboer, hvis de ikke ”opførte sig ordentligt”. Men det skulle ifølge Obama nu være en saga blot.

Læs hele Christa Jacobsens kapitel om forholdet mellem USA og Latinamerika i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der netop er udkommet på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen