Kongressen.com
Analyse

Libra: Facebooks nye digitale valuta – større magt eller en god løsning?

Facebook har planer om i 2020 at gå i luften med en ny digital valuta, som det sociale medie vil kalde Libra. Allerede nu er der både kritik af og store forhåbninger til den nye kryptovaluta, men uanset så har Facebook allerede en fordel: den digitale valuta vil blive koblet til en platform, der allerede har over to milliarder brugere. Det kan blive en god løsning for mange forbrugere, men det kan også give større magt til Facebook.

Allerede inden lanceringen af Facebooks nye valuta, har selskabet mødt kritik fra flere sider – særligt fra amerikanske politikere.

I USA foregår allerede en stor diskussion omkring Facebooks magt og om, hvorvidt det sociale medie bør reguleres politisk, og det kommer derfor heller ikke som den store overraskelse, at både republikanere og demokratere ser skeptisk på Facebooks planer om en kommende digital valuta, der skal lanceres i 2020.

Særligt efter Facebooks Cambridge Analytica-skandale, hvor data fra over 50 millioner Facebook-profiler blev delt ulovligt, har frygten hos flere amerikanske politikere særligt bundet i, at Facebooks magt bliver for stor.

Flere eksperter påpeger dog også, at en digital valuta bør reguleres, både for at kunne holde øje med, hvad valutaen bruges til, men også fordi den skal bruges på en platform, hvor det altså allerede skorter en del med sikkerheden, når det kommer til brugernes privatoplysninger.

Sådan vil Libra fungere
Men lad os skubbe kritikken og de røde advarselslamper lidt til side og se på, hvad en eventuel digital valuta fra Facebooks side måske også kan udrette.

Bliver Facebooks Libra en realitet, bliver det også meget let at sende penge til hinanden.

Ligesom Bitcoins, der i dag nok er den mest kendte kryptovaluta på markedet, så vil Facebooks Libra også være opbygget omkring den teknologi, der hedder Blockchain. Det skulle gerne hjælpe lidt på det sikkerhedsmæssige i en mulig ny, digital valuta.

Libra tager dog skridtet videre end Bitcoins og andre kryptovalutaer. For at benytte sig af Libra, skal brugeren nemlig formentlig fremvise en form for identifikation.

Ifølge New York Times fastslår Facebook samtidigt, at den viden om Libra-brugerne, som Facebook måtte opnå gennem visning af ID, ikke vil blive brugt til at målrette annoncer på Facebooks øvrige platforme. Noget Facebook ellers er kendt for.

Og i modsætning til Bitcoins vil Facebooks digitale valuta blive understøttet af en fysisk reservetank med penge. Når brugerne køber for et bestemt beløb i Libra, vil organisationen bagved have et tilsvarende beløb i en tilsvarende møntfod.

Sender du 1 libra afsted, svarer det altså til eksempelvis 1 USD.

Forestil dig f.eks., at du lægger ud for en ven en aften, I er i byen. Din ven betaler tilbage i Libra. Dem bruger du senere på Facebooks markedsplads, hvor du køber en stol.

Samtidigt vil Facebook, som har indgået et partnerskab med Visa i forbindelse med Libra-projektet, formentlig også satse på, at alle forretninger rundt omkring i verden vil tillade betaling i Libra via Facebook-appen eller Messenger-appen.

Forestil dig f.eks., at du skal betale for dine varer i Netto. I stedet for at hive dankortet op af lommen eller åbne mobilepay-appen, betaler du med din Facebook-app.

På den måde vil Libra fungere som et slags Mobilepay, men modsat det danske Mobilepay, vil det være verdensomspændende og i et kredsløb på Facebooks egen platform. En platform, hvor brugerne allerede er mange.

Samtidigt ligger Facebooks potentiale også i at få udbredt Libra til en digital betalingsløsning i områder, hvor den slags endnu ikke eksisterer.

Kan revolutionere Afrika
På mange måder kommer Libra altså formentlig til at skille sig ud fra Bitcoins og andre kryptovaluta, men Facebooks største force ligger derfor formentlig også i netop deres allerede opnåede magt – nemlig i deres platform. Og det kan, som frygten hos mange politikere i disse dage også vidner om, give Facebook endnu mere magt.

Facebooks valuta vil blive introduceret på en platform, der allerede har over to milliarder brugere tilknyttet. Valutaen vil derfor være tilgængelig i det univers, hvor mange af os dagligt befinder os (nogle af os flere gange dagligt), og der er altså ikke tale om flere systemer eller platforme, der på den måde skal tale sammen.

Kan Facebook skabe interesse om projektet – og ikke mindst mobilisere deres brugere og på den måde få bare en lille procentdel af brugerne til at benytte valutten – kan valutaen også blive en succes med Facebook’ske øjne.

Samtidigt vil Facebook gøre brugen af og transaktionerne med Libra så let som muligt.

”Succeskritieriet er, at en person, som arbejder i udlandet, har en hurtig og simpel måde at sende penge hjem til familien, eller at en universitetsstuderende kan betale sin husleje lige så let, som han kan betale for en kop kaffe”, skriver Facebook selv om projektet.

Særligt i USA, hvor en stor del af amerikanernes husleje stadig bliver betalt gennem usikre checks, eller hvor der er store renter tilknyttet transaktioner til udlandet, vil Libra være en befrielse.

Og ser vi lidt bort fra den vestlige verden, vil en verdensomspændende digital valuta også kunne revolutionere på eksempelvis det afrikanske kontinent.

Ifølge Facebook selv vil det sociale medie arbejde for, at Libra kan ”give magt” til alle de mennesker, der i dag ikke har adgang til banker og dermed mobil-banker. De kan i stedet få adgang til at handle med varer gennem Facebooks apps og digitale valuta.

Men det er ikke kun handlen med varer på kontinentet, der vil kunne gøres lettere for mange. Årligt bliver der sendt store mængder penge mellem afrikanske immigranter i eksempelvis USA og Europa og deres familier og landsbyer i forskellige afrikanske stater. Det er i dag forbundet med store renter og besværligt, hvis modtageren ikke har adgang til en bank.

Og når pengene jo så alligevel sendes via Facebooks platform, kan modtagerne handle videre med valutaen i Facebooks univers. På den måde vil Facebook og dets brugere indgå et kredsløb, der både kan blive verdensomspændende, men som også kan revolutionere handel og formuebeholdning for de op til 60 % af den sub-sahariske befolkning, der i dag ikke har adgang til en bank.

Europa er bange for økonomien
Men mens Libra både spår om mulige løsninger som en verdensomspændende kryptovaluta, så hagler kritikken i disse dage også ned over Facebooks ideer.

I USA vil medlemmer af kongressen nedsætte høringer om projektet, før de mener, Facebook kan fortsætte udviklingen af Libra, og i Europa skaber Libra frygt for, at kryptovalutaen vil skabe røre i det globale, finansielle system, ligesom den digitale møntfod kan blive en konkurrent til centralbankerne.

Samtidigt lurer modstanden muligvis også fra Facebooks konkurrenter. Mens det sociale medie har indgået flere partnerskaber med store selskaber som Visa, Ebay, Paypal, Uber osv, kan andre verdensdominerende firmaer som eksempelvis Apple og Amazon, der indtil videre ikke er inkluderet i planerne, ikke bare læne sig tilbage og se med. De vil formentlig gøre alt for, at Facebook ikke bliver for dominerende, for det vil trække brugere fra deres forretning.

Men lykkedes projektet for Facebook, er der ingen tvivl om, at det også bliver stort og revolutionerende.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen