Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Malala har åbnet amerikanernes øjne omkring Pakistan

(foto: flickr.com)

16-årige Malala Yousafzais historie om pigers ret til at gå i skole har taget hele verden med storm. Inklusiv USA, hvor den lille pige med det store mod, har været med til at åbne den almene amerikaners øjne omkring forholdene i Pakistan. Og det er bestemt positivt, vurderer Pakistan-ekspert ved DIIS, Mona Sheikh

Da hun besøgte Barack Obama i Det Hvide Hus, benyttede hun lejligheden til at kritisere præsidentens brug af droner. Og da hun var gæst i Jon Stewarts populære talkshow ’The Daily Show’ efterlod hun den ellers snaksaglige vært mundlam. Og lige siden hendes bog udkom, har den ligget i toppen af bestsellerlisterne kloden rundt.
Malala Yousafzai er ikke en 16-årig pige som de er flest. Tværtimod er hendes historie noget så sjældent som både tragisk, gribende og inspirerende. Tragisk, fordi den udstiller Talebans brutalitet ved at skyde en lille pige, der insisterer på retten til uddannelse, i hovedet. Gribende, fordi hun, trods den forfærdelige ugerning, kæmpede sig tilbage til livet. Og inspirerende, fordi hun den dag i dag kæmper for pigers ret til uddannelse. Ikke bare i Afghanistan og Pakistan, hvor hun selv er fra, men over hele verden.

Det store spørgsmål er, hvor meget, historien om Malala har af betydning for amerikanerne og ikke mindst hvad den har af betydning for deres syn på den meget omdiskuterede situation i både Afghanistan og Pakistan.
For relationen mellem USA og Pakistan har gennem mange år været ganske elendig og blev kun yderligere forværret efter det kom frem, at Osama bin Laden havde skjult sig i Pakistan gennem flere år. Men historien om Malala kan være med til at sætte et nyt perspektiv på indsatsen i Pakistan, både for folk i Washington D.C. og i den amerikanske befolkning generelt.
I dette interview med Kongressen.com, fortæller Pakistan-analytiker ved DIIS, Mona Sheikh, om udviklingen i forholdet mellem USA og Pakistan og hvordan historien om Malala er vigtig for præsident Obama i hans fortsatte ønske om at skabe stabilitet i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan.

Forholdet mellem USA og Pakistan har de seneste år været ret dårligt, men nu har USA besluttet sig for at genoptage den økonomiske støtte til Pakistan. Hvad kan det få af betydning for forholdet?
Det har været klart for de fleste, at forholdet mellem USA og Pakistan har været hårdt prøvet gennem de seneste år. Men trods knas i forholdet, har begge lande alligevel haft en væsentlig interesse i at bevare alliancen. Faktisk har de to lande været gamle allierede siden 1950’erne, og begge lande har haft en langsigtet strategisk interesse i at bevare en god relation til hinanden. Det er en interesse, der rækker ud over den umiddelbare situation i Afghanistan. Derfor tror jeg heller ikke at de offentlige mundhuggerier vi har set gennem de seneste år har stukket dybt, men det er klart at begge lande har skullet gå en vanskelig balancegang mellem et bagland, der i stigende grad forholder sig kritisk til alliancen på den ene side, og et reelt sikkerhedspolitisk behov for hinanden på den anden side.

Der har i den seneste tid været meget fokus på Pakistan i USA, på grund af Malala, der både mødtes med præsident Obama i Det Hvide Hus og gjorde Jon Stewart mundlam i prime time tv. Er historien om Malala med til at få amerikanerne til at skærpe fokus omkring Pakistan, netop fordi hun er et symbol på de fremskridt, der trods alt er sket i landet, men at der stadig er lang vej igen?
Fra Afghanistan-krigens begyndelse har både det amerikanske embedsapparat, efterretningsmiljø og militæret bag de politiske kulisser haft deres opmærksomhed rettet mod Pakistan. Man skal huske på at det amerikanske droneprogram har været aktivt i de pakistanske stammeområder siden 2004, selvom det rigtignok først var i 2009 at den militære opmærksomhed på Pakistan blev fulgt op af politiske taler fra Washington, hvori Pakistan og Afghanistan blev vævet uafværgeligt sammen, bl.a. gennem det Hvide Hus’ lancering af ’Afpak’- betegnelsen. Snarere end et symbol på fremskridt, så mener jeg Malala-sagen for vesten er blevet symbol på, at vesten har kæmpet mod ’de rigtige’ i Afghanistan og i Pakistans grænseområder. Samtidig fortæller historien om Malala os, at der er et sammenfald mellem den lokale kamp for rettigheder – i det her tilfælde en tapper piges utrættelige kamp for at kunne gå skolegang – og den krig vesten har kæmpet i 13 år. Og endeligt bliver Malala sagen taget som udtryk for, at USA’s udvidelse af krigen til Pakistan har været berettiget. Som en udgangsfortælling på krigen, kunne det ikke være bedre for USA.

Hvordan ser pakistanerne på amerikanerne i øjeblikket? Vil de gerne have hjælp fra supermagten eller er de skeptiske?
Pakistan er splittet på det område, og jeg tror heller ikke man kan forvente andet fra et land med over 180 millioner indbyggere. Men den del af befolkningen der er trætte af amerikanerne, er det fordi de siden 2004 har været frustrerede over de amerikanske droneangreb i Pakistans stammeområder. Siden Obama overtog roret i USA er disse angreb blevet yderligere intensiveret, og stigningen i antallet af droneangreb har været nogenlunde proportionel med den øgede frustration, især blandt de lokalsamfund, der har været direkte berørte af følgevirkningerne, og dronernes ulidelige summen over deres hoveder.
En anden kilde til pakistansk frustration gennem de sidste år har været de amerikanske hjælpepakker på flere milliarder dollars, som Pakistan jo i princippet burde modtage med kyshånd. Årsagen til at den i stedet splitter Pakistan er, at der med hjælpepakkerne også følger nogle krav, der overordnet skal facilitere den amerikanske interesse i regionen. Under Pervez Musharraf fandt for eksempel en massiv fyringsrunde sted blandt hæren for at rense ud for stemmer, der var kritiske overfor Pakistans uforbeholdne støtteerklæring til USA i krigen mod Terror. Den skulle angiveligt have afspejlet de amerikanske ’forventninger’ i kølvandet på hjælpepakken, og det gjorde især det militære establishment harm og udløste også bredere folkelige forankrede anklager om at USA blander sig i Pakistans interne anliggender under dække af bistand.

Herudover har der været episoder som den hvor amerikanske NATO helikoptere dræbte 24 pakistanske soldater ved en grænsepost på pakistansk territorium. Og der har været historien om den amerikanske efterretningsagent Raymond Davis, der skød to civile på åben gade i den tætbefolkede storby Lahore Den overvejende del af Pakistans befolkning anså episoden for at være endnu et bevis på imperialistisk arrogance, og medierne dækkede intensivt det tragiske efterspil, herunder viste de billeder af hvordan en af de dræbtes enker lå ved sit dødsleje efter at have slugt rottegift i sorg over tabet af ægtemanden. I mange år har rygter om Blackwater – en privat amerikansk militærvirksomhed, der angiveligt skulle være hyret af CIA – holdt liv i forestillingen om at amerikanerne benytter sig af groft voldelige metoder. Massevis af avisartikler har fortalt historier om bevæbnede amerikanere, der har indtaget pakistanske gader på en måde der udviser manglende respekt for både lov og uskyldige liv.

Når du taler med amerikanerne i disse dage, har de så fået øjnene op for Pakistan, på grund af Malala, eller er det nøjagtig som det var før ‘I Am Malala’ ramte boghandlerne? Hvis ja, på hvilken måde kommer det til udtryk?
Jeg tror USA har haft stor succes med deres lancering af ’Afpak’ betegnelsen i 2009 – så stor succes at de fleste amerikanere i dag opfatter de to lande som en stor pærevælling. Der er meget lidt kritik af det faktum, at USA udfører krigshandlinger i et land, det i princippet jo ikke er i krig med, og derfor krænker landets territoriale integritet. Taler man med amerikanske embedsmænd og folk fra efterretningsmiljøet, så er de uhyre optagede af udviklingen i Pakistan, og det bliver i dag anset som et af de lande hvorfra den største terrortrussel mod vesten udgår. Malala-sagen var selvfølgelig med til at få den almene amerikanske befolknings øjne op for Pakistan, men mest af alt har den aktiveret den fløj i USA, der aldrig har set det som USA’s ret at hævne sig på dem, der stod bag 9/11, men derimod anser det for at være USA’s pligt at hjælpe lokalbefolkningerne i Afghanistan og Pakistan.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Har tidligere boet, studeret og arbejdet i New York, Sydney, Amsterdam og senest Washington D.C., hvor han blandt andet skrev for RealClearPolitics. Var den ene del af duoen bag showet 'The Speeches Of President Kennedy', som senere blev til dokumentarfilmen 'The Danish JFK Guys'. Forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg', 'JFK100', 'Modet Til Visioner', 'Krigen På Capitol Hill' og senest 'Obama - Håbets Præsident'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i efteråret 2021.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen