Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Michael Dunn – Skyldig i at have ramt forbi

Michael Dunn, en 45-årig hvid amerikaner, følte sig så truet af fire sorte unge mænd, der hørte høj musik i deres bil og ikke ville skrue ned, at han skød og dræbte en af dem. Det gav ham en dom for mordforsøg på de tre drenge, han ikke ramte, men juryen kunne ikke enes om en kendelse for mord på den 17-årige dreng, Jordan Davis, som han dræbte. Dét viser, at flere i juryen fandt det berettiget, at Dunn skød flere gange i selvforsvar mod en ubevæbnet teenager. Fordi teenageren var sort og dermed potentielt farlig.

En lørdag aften i november 2012 sad den sorte teenager Jordan Davis i en firehjulstrækker sammen med to af sine kammerater og hørte meget høj rapmusik. De havde parkeret ved en tankstation i Jacksonville, Florida, efter at have været i storcenteret og flirte med piger, og nu ventede de på deres kammerat, Tommie, der var inde for at købe smøger, inden de skulle hjem og spille Xbox-spil.

Sådan skulle det dog ikke gå. En personbil parkerede ved siden af dem, og en kvinde steg ud og gik ind i butikken. Bilens chauffør, Michael Dunn, en hvid mand midt i fyrrerne, sagde til de tre teenagere, at de skulle skrue ned for musikken. Det gjorde en af dem så, men Jordan Davis protesterede fra bagsædet med begrundelsen, at Dunn ikke skulle bestemme over dem. Så der blev skruet op igen, rigtig højt.

Dét startede et højtlydt skænderi mellem Michael Dunn og den 17-årige Jordan Davis. Ukvemsordene føg. Undervejs kom Tommie tilbage, tidsnok til at se, at Dunn havde trukket en pistol fra sit handskerum. Tommie råbte til de andre, at de skulle dukke sig, mens han desperat bakkede bilen væk fra Dunn, der nu var begyndt at skyde. Selv om kuglerne bogstaveligt talt fløj om ørerne på dem, lykkedes det dem at komme væk og parkere et stykke nede ad vejen. Jordan Davis lå jamrende på bagsædet. Han var blevet ramt af tre af de i alt ti skud mod bilen.

Drengene kunne se, at det var alvorligt, så de kørte tilbage til tankstationen for at få hjælp. Her blev de mødt af chokerede vidner, der havde ringet efter politiet. Man prøvede at redde Jordan Davis liv, men forgæves.

”Jeg hader den gangstermusik”
Dunns kæreste, Rhonda Rouer, har forklaret, at de var på vej hjem fra Dunns søn bryllup, hvor de begge havde fået noget at drikke, da de parkerede lige ved siden af bilen med den dundrende musik, og Dunn sagde til hende: ”Jeg hader den gangstermusik.”

Rouer løb ud af tankstationens butik efter at have hørt skud udenfor, men Dunn sagde blot, at det var ham, der havde skudt, og så kørte de hen til deres hotel uden at underrette politiet. Da de næste dag kom hjem, blev Dunn arresteret, for flere vidner havde taget nummeret på hans bil, da den forlod gerningsstedet.

Først flere dage senere sagde Dunn til Rouer, at han havde skudt, fordi han havde set nogen i firehjulstrækkeren sigte på ham med et våben, og at Jordan Davis var på vej ud af bilen. Dette våben er aldrig blevet fundet. Dunn insisterede på i retten, at han havde været så bange, at han fik ”tunnelsyn”, og derfor blev ved med at skyde, selv om teenagerne kørte væk fra ham. I flere breve til familien skriver han dog fra fængslet blandt andet, at alle hans sorte medfanger er gangstere, og at ”hvis der bare var flere, der gik ud og skød de forbandede idioter, når de var truende, så skulle de nok lære at opføre sig anderledes.”

Skyldig i at have ramt forbi
Selv om disse breve ikke blev brugt som bevismateriale i retten, skulle man tro, at retssagen mod Dunn lå lige til højrebenet. Men juryen fandt kun Dunn skyldig i tre mordforsøg, for de kunne ikke enes om en mordkendelse angående drabet på Jordan Davis. Som spydige kommentatorer har påpeget, så blev Dunn kun ”fundet skyldig i at have ramt forbi de tre andre.”

Og her kommer så den pointe, som mange amerikanere får ud af alt dette: juryen kunne ikke blive enige, fordi nogle af dem mente, at Dunn havde grund til at frygte Jordan Davis. Manglen på en kendelse validerer jo påstanden om berettiget selvforsvar. Spørgsmålet er så bare, hvad det dog var, Dunn måtte forsvare sig så voldsomt imod?

Det eneste, han var oppe imod, var teenagere, der på en lørdag aften sad og hørte meget høj rapmusik i deres bil. Han valgte selv at parkere lige ved siden af. Og, jo, Jordan Davis var provokerende. Men Dunn sad i sin bil, som han vel kunne låse, hvis han følte sig truet. Eller han kunne parkere et andet sted, indtil kæresten kom tilbage. I stedet valgte han at trække våben og skyde ti gange.

Mange mener, at der er én overvejende grund til, at han valgte dén løsning. Nemlig at de unge mænd var sorte. Dét fik dem til at virke truende eller farlige, og det gav desuden Dunn muligheden for at påberåbe sig selvforsvar.

De farlige sorte børn
Som vi ser igen og igen i drabssager, hvor offeret er en sort, ubevæbnet teenager og drabsmanden en hvid mand, så opfattes sorte teenagere som farlige i kraft af sig selv, og det argument kan bruges af drabsmanden til at så ”begrundet tvivl” om sin skyld. De sorte teenagere er nærmest selv ude om det, hvis de bliver dræbt, på grund af deres udseende eller opførsel.

Dén forkvaklede fortolkning af loven er der mange sorte amerikanere, der kan nikke genkendende til, og i dagene efter jury-fiaskoen lagde en del sorte Twitter-brugere fotos af deres børn ud på det sociale medie under emnet #dangerousblackkids – ”farlige sorte børn”. Billederne og børnene var selvfølgelig uskyldige, men det var et følelsesmæssigt desperat og meget sarkastisk forsøg fra sorte forældre på at vise, at den frygt, der igen og igen udmønter sig i drab på sorte teenagere er dødsensfarlig og fuldkommen absurd. Det er desværre også tydeligt, at de sorte forældre ikke længere aner, hvad de skal gøre for at beskytte deres børn mod raceprofilering.

Man kan desværre kun håbe, at når sagen går om på grund af den manglende kendelse, vil en ny jury også lade tvivlen komme offeret, Jordan Davis, til gode.

Written By

Gitte Nielsen er stud.mag. i amerikanske studier ved Syddansk Universitet, med studieophold ved Ohio University. Blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?. Skriver fast for Kongressen.com om forhold vedrørende race i USA.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen