Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Mike Flynn: Den vrede general kommer i Det Hvide Hus

Donald Trump har udpeget et nyt medlem af sit hold. Pensioneret generalløjtnant Michael Flynn bliver National Security Advisor, og kommer dermed til at være et af de mest centrale og magtfulde medlemmer af Trumps kommende regering. Hans udnævnelse giver anledning til bekymring i nogle kredse.

En af de potentielt mest magtfulde poster i Washington D.C. lader til at være blevet besat. Donald Trump har udpeget pensioneret generalløjtnant Michael Flynn til jobbet som National Security Advisor. Under hele valgkampen har Flynn haft den kommende præsidents øre, når det kommer til udenrigs- og sikkerhedspolitik, og nu er belønningen så faldet.

Dermed bliver Flynn en af de mest magtfulde personer i Washington D.C. da han som sikkerhedsrådgiver skal sørge for at koordinere input til præsidenten fra udenrigsministeriet, Pentagon og det væld af efterretningstjenester som USA har. Han skal også følge op på gennemførelsen af præsidentens politik, efter der er taget beslutninger.
Til at løse den opgave trækker Flynn på en mangeårig militærkarriere med speciale i efterretningsverdenen. Han har været en loyal Trump-støtte gennem hele valgkampen, og den kombination af loyalitet og erfaring er noget som Trump leder desperat efter i øjeblikket.

Af flere grunde virker det til at være en fornuftig politisk disposition af Trump-holdet at udpege Flynn til en post, som ikke kræver godkendelse i Kongressen, som f.eks. ministre gør.
For det første er der den helt åbenlyse, nemlig at Flynn ikke må tjene som forsvarsminister, den post han ellers mentes at være i spil til, pga. en regel om at man skal have været ude af militæret i syv år før man må blive forsvarsminister.
En anden grund er at under den netop overståede valgkamp er Flynn kommet med en række kontroversielle kommentarer.
Han har udtrykt stor enighed med de politikker som Donald Trump har lagt frem under valgkampen, bl.a. truslen fra ”radical islamic terrorism” – og den tætte sammenkædning som Trump har lavet mellem Islam og terrorisme. Derudover har han ikke ville afvise at USA igen kan begynde at anvende ”waterboarding”, som afhøringsmetode i besværlige tilfælde.

Derudover blev Flynn for alvor et kendt ansigt i sommer ved republikanernes konvent, hvor han ledte publikum i råbet om Hillary Clinton: ”Lock her up!” Dermed blev han en fremtrædende talsmand for en af de mest kontroversielle udtalelser og holdninger blandt Trump-tilhængere, nemlig at Hillary Clinton fortjener fængselsstraf hvis Trump vandt præsidentembedet.

De mange hårde udtalelser fik efterfølgende flere pensionerede generaler til at tage afstand til Flynn, eller som i tilfældet med hans gamle samarbejdspartner i Irak og Afghanistan, Stanley McChrystal opfordrede Flynn til at tone retorikken markant ned. Det råd har Flynn ikke fulgt.

En vred general

Hans retorik omkring kampen mod Islamisk Stat og Hillary Clinton bærer præg af en intens vrede og modstand mod den politik, som er blevet ført de seneste otte år under Obama. Flynn sluttede sin karriere som chef for Defense Intelligence Agency, og ansås for at være et af de største talenter inden for efterretningsverdenen. Han bidrog markant til Stanley McChrystals ændring af amerikanske specialoperationer i Irak og Afghanistan ved at tilpasse det amerikanske efterretningsvæsen i de to lande til bedre at kunne støtte specialoperationer.
Men trods sin høje anseelse blandt sine kolleger, så blev modstanden mod Obama-regeringen for meget, og Flynn blev tvunget til at trække sig fra sin stilling og gå på pension før tid. Siden har han båret sin vrede med sig i sine analyser af hvordan USA’s kamp mod især Islamisk Stat er forfejlet. I sin bog ”The Field of Fight: How We Can Win the Global War Against Radical Islam and Its Allies” argumenterer han for at en af de største årsager til at USA fejler i krigen mod terrorisme er politisk korrekthed, som Flynn mener forhindrer en korrekt definition af fjenden man står overfor.
Nu får Flynn så en helt central plads i den nye regering, og muligheden for at påvirke hvordan USA fortsætter kampen mod IS og terrorisme.

Det besværlige forhold til Rusland

Donald Trumps forhold til Rusland har også været heftigt debatteret under valgkampen, og også efterfølgende da Trump angiveligt havde en lang snak med Vladimir Putin i sidste uge.

Forholdet til Rusland er lidt spøjst, når vi taler Flynn. I sin bog som udkom i juli taler Flynn om at Rusland er en trussel mod amerikanske interesser i Mellemøsten, og bør ses som en modstander. Men sidste år deltog Flynn så i en fejring af den statsstyrede tv-station RT, hvor han til gallamiddagen sad ved siden af Putin. For at forsvare sin deltagelse sagde Flynn at han for det første var blevet betalt for at deltage, og for det andet så så han ikke nogen forskel på RT og amerikanske medier som f.eks. CNN.

Så trods sine holdninger til Rusland, som kommer til udtryk i hans bog, så skal han nu støtte en præsident, som er meget åben overfor samarbejde med Putin, og som muligvis vil overlade initiativet i Syrien til Rusland mod et tættere samarbejde i kampen mod Islamisk Stat.

Flynn har altså brugt meget energi på at kritisere den siddende regerings politik, og nu får han mulighed for at påvirke politikken ved at sidde ved Trumps venstre hånd i de udenrigs- og sikkerhedspolitiske debatter i det Hvide Hus. Til højre hånd vil Pence sidde og komme med råd også. Denne duo vil formodentlig blive en stærk koalition i den kommende regerings politik, og hvordan de håndterer opgaven vil få stor indflydelse på den vej USA tager internationalt i de kommende år.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft