Kongressen.com
Analyse Forlag Nyheder Perspektiv

“Modet til visioner går aldrig af mode”

I aften er Kongressen.com og Amnesty værter for ‘Ripples Of Hope’ på Statens Museum For Kunst. På scenen er Kerry Kennedy, Ian Robertson, Ghita Nørby og Lars Mikkelsen. Aftenens to værter er Trine Christensen og Anders Agner, chefredaktør her på Kongressen.com. For at fejre aftenens store begivenhed bringer vi her det afsluttende kapitel fra den nye bog ‘Modet Til Visioner’ om Bobby Kennedy.

‘Modet Til Visioner’ er skrevet af Anders Agner Pedersen, og er netop udkommet på Turbine. Kongressen.com bringer her bogens afsluttende kapitel.

I takt med tilblivelsen af denne bog, er der et spørgsmål, jeg flere gange er blevet stillet af de folk, jeg undervejs har talt med: ’Hvad er det, der fascinerer dig ved Bobby Kennedy?’

Efterhånden som arbejdet skred frem, begyndte jeg så småt at nå frem til et svar, der gav mening. For helt så lige til, som jeg tidligere havde troet, at det var at svare på, viste det sig ikke at være.

For nøjagtig som da jeg begyndte arbejdet med denne bog, er mit svar fortsat at han var en central aktør i nogle yderst dramatiske år. At han holdt nogle fantastiske taler. At hans kampagne var enestående. At hans livshistorie rummede alle de komponenter, store dramaer består af. Det vidste jeg godt, da jeg startede arbejdet med bogen her. De omstændigheder har ikke ændret sig undervejs. Sådan ser jeg det stadig. Men det alene er ikke længere hele svaret.

Des nærmere et kendskab jeg har fået til Robert Francis Kennedy, og des flere af de mennesker, der kendte ham, jeg har talt med, des tydeligere er det blevet for mig, at det også handler om nogle af de menneskelige egenskaber, han stod for.

Bobby Kennedy turde sætte barren højt. Han turde gå veje, andre ikke havde gået før. Han stod fast på det, han troede på. Han havde modet til visioner.

Det er langt fra uden grund, at jeg gennem mange år har fremhævet det citat, Ted Kennedy fremhævede i sin tale ved Bobbys begravelse, som mit yndlingscitat. Ikke bare af Bobby Kennedy men i det hele taget. ’Some men see things as they are and say why. I dream things that never were and ask why not.’

20 små, korte ord, som på fornemmeste vis indrammer essensen af Bobby Kennedys liv, arv og idealer.

Som Obama så rigtigt sagde det i sin tale om Bobby Kennedy fra 2005, hvorfor altid gå til tingene med spørgsmålet ’hvorfor?’ Hvorfor ikke heller tænke nyt og starte med spørgsmålet ’hvorfor ikke?’ Tænk, hvor forfriskende det var den gang og hvor forfriskende det ville være i dag, hvis flere havde modet til at sige hvad det var de ville, hvad det var for et samfund, de ønskede at bygge, hvem de ønskede at bygge det sammen med og hvorfor. I stedet for at definere budskaberne ud fra alt det, man ikke vil.

Jeg har dækket amerikansk politik i mange år og kan ikke undgå at blive bekymret over det skred, der er sket i tonen i den politiske debat. Ikke mindst i de seneste år. Leg med tanken, at en fremtrædende politiker, uanset parti, i dag ville omtale optøjer og uroligheder som et råb om kærlighed. Leg med tanken om, at samme politiker stillede sig op og begyndte at recitere poesi i sine største taler. Og leg med tanken om, at personen konsekvent insisterede på at værdier som medfølelse, anstændighed og værdighed var nøglerne til et samfund i balance.

Det er svært at se for sig, at en sådan politiker ville få et ben til jorden i amerikansk politik, som det tegner sig i disse år. Desværre. For der er brug for det. Og det handler ikke om, hvorvidt man er demokrat eller republikaner, mand eller kvinde, sort eller hvid, tyk eller tynd, kristen eller muslim, rig eller fattig. Det handler om en grundlæggende respekt for mennesker. En respekt for at alle mennesker betyder noget. Og at måden, vi taler med hinanden, til hinanden, om hinanden, rent faktisk betyder noget. Både i den politiske debat og i samfundet generelt.

Det er noget af det, der er gået op for mig, undervejs i arbejdet med arbejdet med denne bog. At det er en af grundene til, at Bobby Kennedy inspirerer mig. Selv om jeg først blev født mange år efter han døde.

Han repræsenterede disse værdier, som i stadig stigende grad er trængt i defensiven i moderne amerikansk politik. Han forstod, at man ikke selv bliver større af at gøre andre mindre. Han forstod, at man som politiker har et ansvar for at skabe samling i samfundet, og ikke forsøge at slå politisk plat på at dyrke splittelsen.

Jeg tror ikke på, at visioner nogensinde går af mode. Det er min klare opfattelse, at det amerikanske folk har det bedst, når de føler sig inspirerede. Den følelse havde de, da JFK kom med opfordringen: ’Ask not what your country can do for you. Ask what you can do for your country.’ Den følelse havde de, da Reagan talte om, at det igen var morgen i Amerika. Den følelse havde de, da Obama fik dem til at sige ’Yes, We Can!’ Og den følelse havde de i de 85 dage, Bobbys valgkamp varede.

Og ja, vist var der splittelse i Amerika under både Kennedy’erne, under Reagan og under Obama. Og nej, vist var det ikke alle amerikanere, der stemte på dem. Men den overordnede stemning i Amerika i de dage var overvejende optimistisk. Man troede på morgendagen.

Bobby Kennedy inspirerede sin samtid. Ikke mindst i de sidste år af hans liv, hvor han trådte frem i forreste geled som familiens overhoved, blev han en person, stadig flere så et lys i. Han turde sige de ting til amerikanerne, de måske ikke brød sig om at høre, men som de havde brug for at høre. Og nøjagtig som JFK havde gjort det i sin indsættelsestale i sin tid, stod han fast på, at dannelse ikke var et svaghedstegn.

Flere af de folk, jeg har talt med til bogen, har fremhævet Obamas 2008-valgkamp som den, der kommer tættest på at minde om den stemning, den tone og den begejstring, der omgav Bobbys 1968-valgkamp. Der er noget om snakken. Budskabet om håb, ansvarlighed, ordentlighed og samling var centrale i Obamas kampagne. Nøjagtig som evnen til at begejstre ungdommen og evnen til at appellere til minoriteterne var det.

Bobby Kennedys 1968 kampagne rummede de samme elementer. Og derfor var det heller ikke uden grund at Ted Kennedy støttede Obamas kandidatur så hjerteligt, som han gjorde. Han så elementer af begge sine brødre i Obama, og så hans præsidentskab som en mulighed for at vende tilbage til de idealer, både Jack og Bobby i sin tid havde stået for.

Jeg tror, det ville være klogt at Amerika at kigge lidt på, hvad Bobby Kennedy stod for og tage ved lære af det. Det er ikke blevet mindre vigtigt i dag end det var den gang for 50 år siden. Tværtimod. Og det handler ikke om parti politik. Det handler om noget langt mere fundamentalt, nemlig det at behandle hinanden ordentligt. Noget så simpelt som at lade debatten foregå i en konstruktiv og respektfuld tone. I stedet for at give efter for de populistiske fristelser som øgenavne, mudderkastning, personangreb, snuptagsløsninger og fremmedgørelse.

Når det i dag er svært at se for sig, at de ting, Bobby Kennedy stod for, ville få spillerum i amerikansk toppolitik, så handler det ikke om, at tiden er løbet fra det, han stod for. Det handler i stedet om, at den er løbet i den gale vej de seneste år. For når det politiske miljø er blevet så forpestet, at begreber som respekt, anstændighed, dialog og samarbejde bliver tilsidesat, er det ikke begreberne, der er noget galt med, men det politiske miljø.

Derfor er mit svar, når folk fremadrettet spørger, hvad det er, der fascinerer mig ved Bobby Kennedy, fortsat at han var en central aktør i nogle yderst dramatiske år i amerikansk politik og historie. At han holdt nogle fantastiske taler. At hans kampagne var enestående. Og at hans livshistorie rummede alle de komponenter, store dramaer består af. Men svaret er i lige så høj grad at det eksempel, han satte som politiker og som menneske er et, der fortsat er værd at tage ved lære af i vor tid.

Vi kan stadig lære noget af ham. Vi kan stadig finde inspiration i hans alt for korte liv. For selv om han var et menneske som alle andre, et menneske med fejl, mangler og begrænsninger, så gjorde han det bedste, han kunne, med de evner, han havde. Samtidig med, at han turde tænke stort.

For mig er det grunden til, at han fortsat er relevant her 50 år efter sin død. Og grunden til, at han også fremadrettet vil fortsætte med at være en person, der inspirerer mig. Arven han efterlod sig er tidløs.

Modet til visioner.

Du kan købe billetter til ‘Ripples Of Hope’ via linket her:
Køb billetter til ‘Ripples Of Hope’ her

Læs også

Morgen I Amerika Special: Hvem vil udfordre Trump i 2020?

Lars Græsborg Mathiasen

Morgen I Amerika: Yngre løver positionerer sig til kampen om præsidentposten

Lars Græsborg Mathiasen

Mattis-effekten er taget af – fyring forude?

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Kan Demokraternes splittelse sikre Trump et genvalg?

Lars Græsborg Mathiasen

Venstrefløjen styrket i New York, trods Nixons nederlag til Cuomo

Johan Wizan

Økonomien er til Trumps fordel netop nu

Kongressen