Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Mueller-undersøgelsen del 5: faren ved Trumps heksejagt

Donald Trump ynder at kalde Mueller-efterforskningen for en ”witch hunt”, og dette udtryk har også spredt sig til præsidentens rådgivere. Men præsidentens sammenblanding af undersøgelsen af Ruslands indblanding i valgkampen og undersøgelsen af eventuelle forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland svækker USA’s muligheder for at svare russisk indblanding og angreb i fremtiden.

Som det allerede er blevet beskrevet her på Kongressen, så er der flere elementer i Mueller-undersøgelsen. Man skal både undersøge Ruslands indblanding i valgkampen i 2016 og eventuelle forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland.
Her er det tilsyneladende vigtigt stadig at understrege: Rusland forsøgte at påvirke valgkampen i 2016. Denne konklusion er et samlet amerikansk efterretningsvæsen kommet frem til, og alle 16 tjenester støtter konklusionen. Derfor er det forkert, når undersøgelsen stadig i medier og folkemunde forklares med at ”den skal undersøge om Rusland blandede sig”.

At der var russisk forsøg på påvirkning står altså uden tvivl. Men om der var et reelt samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland, det er et andet element, som bliver undersøgt af Mueller og hans hold.

Men de to elementer blander præsident Trump sammen. Han er meget tydelig i sin utilfredshed med undersøgelsen af eventuelle forbindelser mellem hans kampagne og Rusland. Det er denne del af Mueller-undersøgelsen, som præsidenten mener er en ”witch hunt”.
Problemet opstår ved, at præsidentens modvilje og konstante angreb på undersøgelsen også svækker de amerikanske efterretningstjenesters indsats for at modvirke ny russisk indblanding i den valgkamp som udspiller sig frem mod november til Repræsentanterens Hus og Senatet.
Gennem hans kritik af undersøgelsen og konstante udtalelser om at hele spørgsmålet om Ruslands indblanding i 2016 blot er en dårlig undskyldning for demokraternes nederlag, så undergraver han også arbejdet mod den meget reelle trussel som russerne udgør. For hvis præsidenten siger det hele er opspind, hvorfor skulle man så stole på efterretningstjenester, som siger at det er et reelt problem og trussel mod det amerikanske demokrati?

Sommerens debat i kølvandet på præsidentens bemærkninger i Helsinki er meget sigende for dette. Her valgte præsident Trump ikke at udtale støtte til sine egne efterretningstjenester og fordømme russisk indblanding, men i stedet vige for spørgsmålet og give den russiske præsident en uhørt PR-sejr. At han efterfølgende gav den laveste fællesnævner af en forklaring, var blot med til at give både ham selv og de republikanske kritikere lidt ro.

Truslen fra russisk indblanding

Overfor præsidentens afvisning af russisk indblanding står et samlet amerikansk efterretningsvæsen.

Ved et pressemøde i begyndelsen af august stod national sikkerhedsrådgiver John Bolton, Director of National Intelligence Dan Coats, FBI-direktør Christopher Wray, Secretary of Homeland Security Kirstjen Nielsen og chefen for U.S. Cyber Command general Paul Nakasone sammen med et dystert budskab. Der er klare tegn på fornyede russiske forsøg på at påvirke valgkampen i USA og påvirke samfundsdebatten således at man forstærker splittelsen blandt forskellige grupper.
Beskeden her var, at man gør hvad man kan for at modvirke dette. Denne udmelding står i skarp kontrast til udmeldingen i februar fra daværende chef for NSA, admiral Mike Rogers, som fortalte at man ikke havde fået nogle retningslinjer om aktivt at imødegå russiske cyberoperationer.

Det er dog ikke ”kun” i forhold til midtvejsvalget, at der i øjeblikket gives et billede af at Rusland udgør en stor fare. I midten af juli sagde chefen for USA’s samlede efterretningsvæsen, Dan Coates, at alarmklokkerne i øjeblikket ringede i en lige så høj grad som de havde ringet ift. terrortruslen i perioden op til terrorangrebene 11. september. Denne gang er det dog ikke truslen om et angreb fra en ikke-national organisation, men et større cyberangreb fra en nationalstat mod USA’s infrastruktur.

Der vurderes altså at være en meget reel trussel mod USA – både valgprocessen og infrastruktur – fra Rusland. Men præsident Trumps konstante angreb mod Mueller-undersøgelsen (som er den vigtigste undersøgelse af omfanget) undergravet tilliden til efterretningsvæsenet, og dermed også den indsats som er nødvendig for at imødegå den trussel som et samlet efterretningsvæsen fortæller, at der er.

Læs også

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen

Kampen om Atlanten er i gang igen

Philip Chr. Ulrich