Kongressen.com
Analyse

Mueller-undersøgelsen del fire: det potentielle cover-up

Mueller-undersøgelsen har i rygende fart kortlagt Ruslands systematiske angreb på den amerikanske valgproces. Kongressen.com giver dig et overblik. Dette er fjerde del om ulovlige forsøg på at gribe ind i undersøgelsen. Du kan læse første del om Ruslands cyberangreb her. Anden del om mulig koordinering imellem Trump-kampagnen og Rusland her. Tredje del om de tiltale og dømte her.

Washington D.C. – ”It’s not the crime, it’s the cover up.”

Siden Watergate fældede præsident Richard Nixon i 1974 har ordsproget skudt frem som den politiske skandales whack-a-mole.

I de første tre dele har vi gennemgået, hvad den særlige anklager har offentliggjort om Ruslands cyberangreb, analyseret hvordan Trump-kampagnen kunne have assisteret eller koordineret med dem og gennemgået de dømte og de tiltalte og deres fremtidige rolle.

Præsidentens personlige involvering i nogle af disse sager er indtil videre minimal. Og det juridiske problem, som Michael Cohen direkte nævner ham, er ikke under Muellers supervision, og det handler ikke om russisk aftalt spil.

Det er en god chance for, at Mueller aldrig tiltaler Donald Trump, mens han er præsident. Det ville kræve godkendelse fra vicejustitsminister Rod Rosenstein. Mueller er efter alt at dømme også underlagt de interne regler i justitsministeriet, der gør det forfatningsstridigt at tiltale en siddende præsident. Der er også en chance for, at præsidenten ikke bliver nævnt eller kun er nævnt sporadisk i en potentiel rapport til Kongressen.

Til gengæld ser det anderledes ud, når det kommer til spørgsmålet, om hvorvidt præsident Trump har handlet ”med henblik på at gribe ind i en specialanklagers undersøgelse”, som det står i Rosensteins memo – i USA kendt som obstruction of justice.

Det juridiske spørgsmål om ulovlig indgriben i undersøgelsen såsom falsk vidneudsagn, obstruktion af rettens gang, ødelæggelse af bevismateriale og intimidering af vidner er ikke lige til. Højesteret har for eksempel aldrig afgjort, hvorvidt det er muligt for en præsident at obstruere en undersøgelse fra hans eget ministerium. Præsidenten er den øverste myndighed under forfatningen og justitsministeriet eksisterer gennem artikel II. Han kan altså ikke obstruere sig selv, går logikken. Og han har ubetinget retten til for eksempel at fyre personer, der er under hans eget justitsministerium, sådan som det var tilfældet med den tidligere FBI-direktør Jim Comey.

Og så er det ikke nok, at præsidenten gør noget for at lukke Rusland-undersøgelsen. Han skal også gøre det med en såkaldt ”korrupt intention” for at gøre det ulovligt under straffeloven. Hvis bare Trump ikke havde skumle hensigter, er det svært at retsforfølge. Det er det, som eksperten Paul Rosenzweig fra R Street Institute har kaldt ”jeg er en idiot”-forsvaret.

Så bare fordi præsidenten udtalte sig i et interview til Lester Holt, at han havde Rusland-undersøgelsen i tankerne, da han fyrede Comey, er det ikke nødvendigvis nok.

Hvor kan præsidenten være i problemer?
De korrupte intentioner virker måske åbenlyse for enhver, der iagttager præsidenten og følger med i hans reaktioner og tankegang omkring Rusland, der jævnligt bliver udstillet til alles skue på Twitter eller lækket til pressen af staben på 1600 Pennsylvania Avenue.

Men det er altså ikke så simpelt, som satire-programmet Saturday Night Live fremstillede det.

Når det er sagt, så er det klart, at fyringen af Comey er et af de centrale punkter. Trump var tydeligvis irriteret på Comey og følte pres fra den daværende Rusland-undersøgelse. Et pres, der blev taget af hans skuldre, som han fortalte til russiske (!) diplomater dagen efter fyringen.

Comey var desuden selv vidne til en række handlinger fra præsidentens side, som Muellers hold undersøger som potentiel ulovlig indgriben.

I en række personlige memoer og gennem vidneudsagn til Kongressen har Comey for eksempel nævnt, at Trump krævede loyalitet under en privat middag mellem de to. Trump forsøgte ifølge Comey også at påvirke en igangværende kriminel undersøgelse imod den på det tidspunkt for nyligt fyrede nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn. Trump skulle have bedt alle undtagen Comey om at forlade det ovale kontor efter et møde og sagt følgende:

”Jeg håber, du kan finde en måde at se bort fra det her. At lade Flynn slippe. Han er en fin fyr. Jeg håber du kan se bort fra det.”

En udtalelse som Comey tolkede som en ordre. Trump skulle ifølge Washington Post også have spurgt den tidligere efterretningschef Daniel Coats om at han kunne overtale Comey til at vende et blindt øje til Flynn.

De mange forsøg på at kontrollere Mueller-undersøgelsen
Udover forsøgene bag scenerne har Trump også presset ledende figurer forbundet med Mueller-undersøgelsen offentligt. Særligt hans egen justitsminister Jeff Sessions. Sessions, der var en af de tidligste medlemmer af Kongressen til at støtte Trump under primærvalget i 2016, skulle have været manden med autoritet over Mueller-undersøgelsen. Men på grund af hans egne kontakter med russiske diplomater under valgkampen, og hans rolle som taler på vegne af Trump-kampagnen, vurderede bureaukrater i ministeriet, at han var nødt til at erklære sig selv inhabil.

Det er en beslutning, som Trump gentagne gange har revset imod offentligt. For eksempel har han sagt, at han aldrig ville have valgt Sessions som minister, hvis han havde vidst, at den tidligere senator fra Alabama havde i sinde at overlade kontrollen af Rusland-undersøgelsen til en anden.

Bag scenerne har præsidenten ligeledes forsøgt at påvirke Sessions’ beslutninger. I marts 2017 skulle han have bedt Det Hvide Hus’ advokat Don McGahn om at forhindre justitsministeren i at trække sig fra undersøgelsen. Senere på samme måned skulle han have klaget sig direkte til Sessions og bedt ham om at ændre beslutningen om at erklære sig inhabil, fordi han havde brug for en person, der var loyal overfor ham.

Sessions afviste. Efter det fortsatte præsidenten sit pres privat og offentligt gennem Twitter. Så meget, at Sessions på et tidspunkt tilbød at gå af. Pudsigt nok er de tweets nu pludselig kommet i specialanklagerens søgelys. Eksperter siger, at det er naturligt. Det giver et af de klareste indblik i, hvad præsidenten havde i tankerne, og hvorvidt hans intention omkring visse handlinger var korrupt.

Presset på Sessions er ikke bare relevant på grund af forsøget på at gribe ind i undersøgelsen. Sessions og Comey, som også har været i Trumps tweet-linje, er begge potentielle hovedvidner i en sag vedrørende ulovlig indgriben. Derfor kunne Trumps opførsel blive set som vidneintimidering.

Og så er der afsløringerne, der siger, at Trump skulle have beordret McGahn til at fyre Mueller selv og først ændrede mening, efter advokaten truede med at sige op. Trump har efter sigende været tæt på at fyre Mueller i et andet tilfælde. Nemlig efter han læste artikler om, at Mueller var begyndt at undersøge præsidentens forhold til Deutsche Bank: en udvikling, som Trump tidligere havde udtalt offentligt, at han ville se som, at Mueller krydsede en rød linje.

Ironisk nok er det muligt, at Don McGahn kommer til at spille en nøglerolle. Ifølge New York Times har han brugt mere end 30 timer i selskab med Muellers hold, hvor han har givet detaljer vedrørende nogle af de situationer, der danner fundamentet for et muligt cover-up. McGahn har haft indsigt i præsidentens tankegang og har selv været en central del i nogle af de handlinger, der kan kategoriseres som ulovlige forsøg på at bremse undersøgelsen.

Og for at gøre sammenligningen med Watergate mere klar. Det var den daværende advokat i Det Hvide Hus, John Dean, der var nøglevidnet imod præsident Richard Nixon under Watergate-høringerne i Senatet. For eksempel var det Dean, der som den første anklagede Nixon for at være involveret i indbruddet i Watergate-komplekset, det efterfølgende cover-up og forsøg på at lukke ned for undersøgelsen.

Benådninger til Flynn og Manafort
Mens Robert Mueller var ved at færdiggøre anklageskrifterne imod Flynn og Manafort skulle Trumps advokat ifølge New York Times have antydet til deres advokater, at præsidenten måske havde i tankerne at benåde dem.

Ironisk nok kunne udsigten til eller muligheden for en benådning placere præsidenten i en værre juridisk situation, end hvis han rent faktisk havde benådet dem.

Præsidentens evne til at udstede benådninger kan ses som absolut. Men som professor ved Harvard Law School og tidligere anklager i justitsministeriet Alex Whiting har argumenteret, så er det ikke relevant i dette tilfælde. Der har ikke været en benådning, der sandsynligvis ville have store politiske konsekvenser for præsident Trump. Flynn og Manafort er kun blevet lokket med udsigten til at få en. Og det kan være blevet brugt for at sikre, at de ikke tog beslutningen om at erklære sig skyldig og samarbejde med Mueller. Trump ville ikke være den første, der benyttede den taktik. Watergate-skurkene fik også tilbudt benådninger af præsident Nixon.

Flynn samarbejder nu med specialanklagerens kontor. Manafort blev tidligere på ugen dømt for skattesvig og banksvindel og har endnu en retssag i sigte. Manafort har stadig mulighed for at blive benådet. Men uanset hvordan det kommer til at gå med dem, er det separat fra spørgsmålet om, hvorvidt et henkastet tilbud om benådning kan have været et ulovligt forsøg på obstruktion. Tilbuddet har allerede fundet sted, og den handling vil blive set i lyset af, hvad der var kendt på det daværende tidspunkt.

Enkeltvis er alle disse handlinger ikke nødvendigvis problematiske. Men for at bevise korrupte intentioner og forsøg på at obstruere rettens gang kigger anklagere ofte efter et større mønster. Særligt, når de ikke har en rygende pistol. Det kan meget vel være Trumps impulsive slagsbrorsmentalitet, der i sidste ende fælder ham.

Er obstruktions-anklager mulige?
Der er rigeligt med ubesvarede juridiske problemstillinger, der gør det svært at spå om, hvordan Mueller har tænkt sig at behandle delen af undersøgelsen, der handler om indskriden fra præsidentens side.

Modsat mulig koordinering mellem Rusland og Trump-kampagnen virker det mere sandsynligt, at processen der vil føre til konsekvenser vedrørende obstruktion er politisk. For eksempel gennem en rigsretssag baseret på en endelig rapport, som Mueller kunne levere til Kongressen, efter han er færdig med sin undersøgelse.

Det var sådan, Nixon mistede magten. Her er den første artikel i rigsretssagen imod ham.

I det hele taget spekulerer hele D.C. om, hvad Demokraterne gør, hvis de genvinder magten i Kongressen til midtvejsvalget. De kunne starte rigsretssagen med et flertal i Huset. Men på trods af det nuværende bevismateriale er der ikke nogen, der tror på, at der er nok republikanske stemmer i Senatet til at vælte præsidenten.

Mueller-undersøgelsen kunne komme med nye anklageskrifter eller en rapport til Kongressen, der ændrer det. Men i et hyper-polariseret politisk miljø er det svært at se, hvordan der skulle være nok Republikanere, der går imod partiets leder. Måske kunne de bluffe og fortælle Det Hvide Hus, at støtten er væk, og at Trump er nødt til at trække sig tilbage, sådan som Nixon gjorde det. Der er sikkert nogen, der kan se Trump trække sig frivilligt. Jeg er ikke en af dem.

For dem der håber på, at præsident Trump bliver væltet af Mueller, er der ikke meget at være optimistisk over. Medmindre de allerede har sat kalenderen til 2020.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen