Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Økonomisk analyse

Når økonomiske løsninger er politisk selvmord

Den 1. oktober udløber USA’s budget for 2014 og derefter træder Obamas foreslåede budget for 2015 i kraft. Det er i hvert fald demokraternes forhåbning. Men politiske kampe over budgettet kan i værste fald lede til at der ikke er et fungerende budget for den føderale regering. Med sådan et udgangspunkt skulle man tro at det var i både republikanernes og demokraternes interesse at få afsluttet budgetforhandlingerne fornuftigt. Men moderne politisk erfaring viser at når det kommer til budgettet, så kan man ikke regne med noget.

ØKONOMISK ANALYSE: Da Obama i februar fremsatte sit budget for budgetåret 2015 var der knapt gået fire måneder siden den historiske kamp over budgettet for 2014 var blevet afgjort. Den 1. oktober 2013 var det nemlig ikke lykkedes republikanerne og demokraterne i kongressen at nå til enighed over præsidentens budgetforslag for året 2014. Da der heller ikke var nået til enighed om en provisorisk tilladelse, der kunne forlænge regeringens forbrug udover budgetåret, resulterede det i hvad der kaldes ”government shutdown”. Dette er den proces den føderale regering skal igennem, når der opstår en såkaldt ”finansieringskløft”, hvor regeringen ikke har bemyndigelse til at finansiere sin egen drift.

Det er en dramatisk begivenhed fordi den føderale regering ikke længere har bemyndigelse til at bruge penge, så alle offentlige projekter, kontorer og ansatte svæver i økonomisk uvished. For cirka 800.000 ansatte i 2013 betød dette at de var nødsaget til at blive hjemme mens de institutioner de arbejdede få var lukket, og for cirka 1.3 millioner betød det at de ikke vidste om deres arbejde ville blive betalt. I 2013 varede krisen fra den 1. oktober til sent om aftenen den 16. oktober, da præsidenten underskrev en provisorisk forbrugsgodkendelse, der tillod at den føderale regering kunne åbne lukkede institutioner og få sine ansatte tilbage til deres arbejde.

Et budget på $3.900.000.000.000
Obamas oplæg til budgetåret 2015, fra 1. oktober 2014 til 1. oktober 2015, er på i alt $3.9 billioner.
Budgettets største område er obligatoriske udgifter, kaldet ”entitlements”, hvilket består af en række velfærdsprogrammer såsom arbejdsløshedsstøtte, madprogrammer for fattige amerikanere, og det centrale Social Security-program, der indeholder pensionsydelser, forsikringer for ældre og handikappede, samt tilskud til lægehjælp for lavindkomstsfamilier. De obligatoriske udgifter udgør samlet $2.56 billioner, eller 65% af det samlede budget. Af dette beløb udgør Social Security $900 milliarder.

Den næststørste del af USA’s budget dækker diskretionære udgifter, altså udgifter som ikke er betingede af tidligere lovgivningsmæssige forpligtelser, men som dækker specifikker områder, som kongressen bestemmer hvor meget der skal fordeles til. Diskretionære udgifter dækker energi, miljø, uddannelse, transport, boliger, internationale anliggender, og forsvaret. Disse udgifter udgør samlet $1.16 billioner, der udgør 29% af budgettet. Af dette beløb modtager forsvarsministeriet $640 billioner. USA’s forsvarsbudget er uden sammenligning det største i verden. Ifølge Stockholm International Peace Research Institute, som har sammenlignet nationale forsvarsudgifter for 2013 var USA’s forsvarsbudget, på $640 milliarder, det største i verden og større end Kinas, Ruslands, Saudi-Arabiens, Frankrigs, Storbritanniens, Tysklands, Japans, Indiens, Syd-Koreas, Italiens og Brasiliens lagt til sammen. Den sidste del af budgettet omhandler rentebetalinger på USA’s gæld. Afbetalinger på gæld i budgettet for 2015 løber op i $252 milliarder, der udgør 6% af budgettet.

Den største udfordring
De obligatoriske udgifter i budgettet udgør den største andel og også det største problem for strukturen af den føderale regerings økonomi. Velfærdsprogrammerne og specielt Social Security, der blev etableret i 1937, har bidraget betydeligt til at løfte ældre amerikanere ud af fattigdom, fordi det har været muligt gå på pension uden at skulle bekymre sig om at dø i armod. Men Social Security, som snart har kørt i 80 år, repræsenterer en af de største udfordringer for USA’s budget på grund af de økonomiske og demografiske udfordringer der er forekommet i programmets levetid.

Paul Taylor, som er seniorforsker ved Pew Research Center, der foretager meningsmålinger og analyser af USA’s borgere og den demografiske udvikling, fremhæver problemet med Social Security i sin bog ”The Next America”. Taylor påpeger at faldet i skatteindtægterne til Social Security siden dets oprettelse vil have betragtelige konsekvenser på længere sigt. Da programmet blev vedtaget som lov ville hver enkelt modtager af ydelser være understøttet af 42 arbejdende amerikanere, som bidrog til programmet via specifikke skatter. I dag er dét tal faldet så meget, så hver enkelt ydelsesmodtager kun er understøttet af 3 arbejdende amerikanere. Altså et enormt ratio-skift fra 42-1 til 3-1 i programmets levetid og tallet vil falde endnu mere i de kommende årtier.
Skatteprocenten som enkeltpersoner og deres arbejdsgivere betaler er også steget siden programmets vedtagelse, men i det omfang Social Securitys skattegrundlag ikke er nok til at udbetale ydelser går den føderale regering ind og betaler forskellen.

Den forskel har vokset sig større og større, selv med skattestigninger. Taylor beskriver hvordan den føderale regering i 1960’erne brugte $3 på offentlige investeringer per $1 brugt på obligatoriske udgifter, som Social Security. Altså en fordeling hvor andelen af offentlige investeringer oversteg obligatorisk forbrug trefold. Taylor påpeger at tænketanken Third Way har regnet sig frem til at den fordeling bliver mere end vendt på hovedet indenfor det kommende årti, hvor den føderale regering vil bruge $5 på obligatoriske udgifter per $1 brugt på offentlige investeringer.

Til trods for det lange tidsforløb dette er foregået over betyder skiftet at der i USA’s budget er et uholdbart niveau af obligatoriske udgifter. Efterhånden som obligatoriske udgifter optager en stadigt større del af USA’s budget vil det blive sværere for præsidenten og den lovgivende forsamling at opretholde andre budgetprioriteter. Problemet med Social Security og de andre velfærdsprogrammer, pointerer Taylor, er at de er særdeles succesfulde, men meget dyrekøbte. Men hvis der er tydelige problemer med disse velfærdsprogrammer, hvad skulle problemet så være i at omstrukturere dem for fremtiden?

Politisk selvmord
Nedskæringer i velfærdsprogrammerne bliver omtalt som ”the third rail of American politcs” med reference til den sikre død der venter alle der rører ved et togspors tredje spor, der er strømledende. På samme måde opfattes det at berøre Social Security, eller bare at foreslå det, som politisk selvmord. Selvom der er bred enighed om at et konstant voksende velfærdsprogram, der er plaget af økonomiske og demografiske udfordringer, er et farligt problem for USA’s økonomi er der endnu ingen politiske ledere, der har fremsat omfattende forslag til forandringer. Heller ikke Obama, der blev valgt til præsident under et tema af forandring, har taget denne udfordring direkte op. Taylor fremhæver at en af de afgørende grunde til dette er at ældre amerikanere er meget mere tilbøjelige til at stemme eller demonstrere og derfor vil det være en dårlig politisk strategi at foreslå beskæringer af deres ydelser fra regeringen.

Budgetforhandlinger i et valgår
Republikanerne i Kongressen har allerede godkendt et provisorisk forbrugsgrundlag for den føderale regering frem til december i år, hvilket betyder at der ikke vil være problemer med en finansieringskløft før da. Republikanerne er klar over at deres muligheder i midtvejsvalget i november kan blive meget negativt påvirket hvis de fremstår ligeså ivrige for at undergrave demokraterne og Obama for enhver pris, som var tilfældet i 2013. Af den årsag virker det usandsynligt at der vil opstå en finansieringskløft i forhandlingerne af 2015-budgettet.

De økonomiske kampe vil dog fortsætte på den anden side af valget, men det mest problematiske for budgettet er at der på grund af meget optrukne partilinjer ikke er udsigt til at de største og mest nødvendige omstruktureringer af de obligatoriske udgifter vil finde sted i den overskuelige fremtid.
Indtil disse omstruktureringer bliver adresseret konstruktivt og på tværs af parti-ideologiske linjer vil hvert nyt budget betyde flere penge til obligatoriske udgifter og færre penge til al anden offentlig investering med potentielt katastrofale konsekvenser på længere sigt.

Johannes Martin Nyborg er bachelor i engelsk fra Københavns Universitet med speciale i finanskrisen. Dækker amerikansk økonomi som økonomisk analytiker for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen