Kongressen.com
Analyse Capitol Hill Update

Når præsidenten ikke spiller nok golf

Forholdet mellem præsident Obama og de folkevalgte på Capitol Hill er langt fra godt. Selv blandt præsidentens egne partifæller er det politiske netværk begrænset. Og det er problematisk for præsident Obama

CAPITOL HILL UPDATE: “Do you still have the juice to get the rest of your agenda through this Congress?” Det usædvanligt formulerede spørgsmål blev stillet af ABC News-journalisten Jonathan Karl ved præsident Obamas pressekonference i Det Hvide Hus i sidste uge og skal ses i relation til nogle måneder, hvor Obama endnu engang har lidt betydelige politiske nederlag i Washington.

Kongressens kamre har hverken kunnet blive enige om en ny budgetaftale, der skal ophæve ’Sequester’-besparelserne, eller om en stramning af våbenloven, på trods af at mere end 90 procent af amerikanerne støtter øget kontrol af våbenkøbere, og det har endnu engang skabt tvivl om Obamas diplomatiske evner, såvel som hans magt og respekt blandt de folkevalgte kongresmedlemmer.

Uden relationer fungerer Washington ikke
Mange har en tendens til at tro, at Obamas eminente evner som taler og charmerende udstråling betyder, at han er en ligeså dygtig politisk håndværker. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Faktisk mener mange journalister, politiske kommentatorer og politikere fra begge partier, at Obama ikke i tilstrækkelig grad mestrer det politiske ’inside game’; at bruge præsidentembedet til at smigre og overtale visse politikere, såvel som at lægge pres eller vride arme om på andre i Washingtons korridorer.

Obama og hans administration bliver tværtimod beskrevet som både selvtilstrækkelige og utilnærmelige. Obama er faktisk lidt af en enspænder med en snæver politisk vennekreds, og i modsætning til andre præsidenter har han svært ved at sætte sig i respekt på Capitol Hill.

Samtidig har Obama tilsyneladende undervurderet, at fundamentet for det politiske håndværk i Washington er drevet af gode personlige relationer mellem politikerne. Man må ikke underkende vigtigheden af, at politikerne netværker og plejer sociale relationer uden for Washingtons bonede gulve. Her opstår fælles forståelse og tillid på tværs af politiske partier, som kan bruges, når svære lovforslag skal forhandles på plads.

For eksempel har Obama stort set ikke dyrket dét at invitere politikere på middag, på fælles ferie eller på golf eller at stå bag fundraising-arrangementer for sine demokratiske kollegaer – alt sammen måder at forbedre de interne relationer på. Af samme årsag har han et lettere anspændt forhold til mange folkevalgte, inklusive de republikanske ledere af Kongressens to kamre, Mitch McConnell og John Boehner.

Historien gentager sig – men med nye spillerregler
Obama står ikke nødvendigvis i en ukendt situation. Det er snarere reglen end undtagelsen, at amerikanske præsidenter fører hårde kampe med Kongressen i deres anden regeringsperiode, hvor de i forsøget på at sikre et solidt eftermæle skruer op for presset på den lovgivende forsamling for at gøre denne mere produktiv.

George W. Bush havde eksempelvis et noget distanceret forhold til Kongressen og blev ofte kritiseret for at kommandere mere med end at lytte til de folkevalgte. Desuden var Repræsentanternes Hus i slutningen af 1990’erne under Bill Clinton en af de mest uproduktive på lovgivningsområdet. Til gengæld formåede Ronald Reagan i højere grad at transformere sin personlige popularitet hos folket til sejre i Kongressen i 1980’erne, for eksempel på skatteområdet og inden for sociale ydelser.

Det samme kan ikke siges at være tilfældet for Obama, som trods sin relativt massive popularitet blandt de liberale kræfter i USA ikke har formået at lægge det nødvendige pres på særligt det republikanske flertal i Senatet i forhold til at få sin lovmæssige agenda igennem.

Når det er sagt, er det nødvendigt at pointere, at Obama også lider under, at den politiske dynamik i Washington har forandret sig betydeligt siden 1960’erne og 70’erne, hvor Lyndon B. Johnson eksempelvis lettere var i stand til at vride armen om på uregerlige medlemmer af Kongressen. Det er vanskeligere i nutidens polariserede politiske klima, hvor de folkevalgte i højere grad bekymrer sig om deres forhold til de distrikter, hvor de er på valg, end om de er i kridthuset hos Obama og er i stand til at indgå tværpolitiske kompromisser.

Læs også

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen

Kampen om Atlanten er i gang igen

Philip Chr. Ulrich