Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Nikki Haleys Rubio-støtte presser Jeb yderligere i South Carolina

South Carolinas populære guvernør, Nikki Haley, støtter Marco Rubio i kampen om at blive USA’s næste præsident. En støtte, der giver Rubio yderligere rygstød før lørdagens primærvalg i netop South Carolina. Og som samtidig er dårligt nyt for Jeb Bush

Hvis der i går blev sparket til mere end et par stole i mødelokalerne i Jeb Bushs kampagnekontor i South Carolina er det ikke uden grund. For efter et par dage, hvor Jeb har ræset delstaten tynd med sin bror, George W. Bush, i håbet om at få et godt resultat i den vigtige sydstat, tikkede nyheden om at Nikki Haley støtter Marco Rubio i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat ind. En fantastisk nyhed for Rubio, der da også smilede et smil så bredt som delstaten, da han stod på scenen med den populære guvernør. Og tilsvarende en virkelig dårlig nyhed for Jeb Bush, der for ganske få dage siden udtalte, at Nikki Haleys støtte var meget vigtig. Og i sagens natur en, han meget gerne ville have.

Nikki Haley er en stigende stjerne i det republikanske parti. 44 år gammel, datter af indiske immigranter og i gang med sin første embedsperiode som guvernør. Og så er hun kvinden, som det republikanske parti valgte til at holde deres svartale i kølvandet på præsident Obamas State Of The Union-tale i midten af januar.
Nikki Haley er en populær guvernør i South Carolina, hvor hendes approval ratings ligger lige over 80 procent. Og netop derfor er hendes støtte til Rubio, så god en nyhed for Florida-senatoren og så dårlig en nyhed for eks-Florida guvernøren.

For der er blot to dage til den vigtige afstemning i South Carolina. En afstemning, hvor Donald Trump ifølge RealClearPolitics står til en klar sejr med 34,5 procent af stemmerne. Det indhenter de øvrige kandidater næppe på 48 timer. Derfor er det ikke længere spørgsmålet om sejren, der er interessant at holde øje med, når stemmerne tælles op. Det er i stedet spørgsmålet om, hvordan de tre establishment-kandidater Marco Rubio, Jeb Bush og John Kasich klarer sig. For tre er stadig to for mange, og i partiets ledelse ser man meget gerne, at man snart kan samle sig rundt om en af kandidaterne og derfra tage kampen op mod Trump og Cruz. Lige nu står Rubio bedst i den dyst. Ifølge RealClearPolitics har han udsigt til 16,8 procent af stemmerne, mens Jeb står til 10,0 og Kasich til 9,7. Endelig skramler Ben Carson rundt på 6,2 procent og ligner et godt bud på en snarlig eks-kandidat.

Målingerne de seneste dage har i forvejen været opadgående for Rubio og med Nikki Haleys støtte er der grund til at antage, at denne medvind vil blive forstærket i de kommende dage. Om det lige frem er nok til at overhale Ted Cruz på andenpladsen, kan ikke udelukkes. Lige nu er et kun en halv procent, der adskiller dem i målingerne, og med Nikki Haleys støtte, har Rubio fået en meget vigtig allieret i bestræbelserne på et stærkt resultat, der kan slukke lyset i Bush-lejren.

For Jeb Bush er under massivt pres i øjeblikket. Han lavede et skidt Iowa, han kom heller ikke fra New Hampshire i triumf og derfor har det længe været meningen, at South Carolina skulle være vendepunktet for Jeb. Især fordi hans storebror fortsat nyder stor opbakning i delstaten og derfor kunne blive et vigtigt aktiv for sin lillebror. Og ja, W. har været med Jeb på rundtur. Og har forklaret til alle, der ville høre på det, hvorfor hans bror vil blive en god præsident. Det har bare ikke rigtig rykket noget i målingerne. Til stor frustration for Jeb.

Omvendt har hans gamle protege fra Florida-tiden, Marco Rubio, haft en god uge i Syden efter kæberasleren i New Hampshire. Og med Nikki Haleys støtte har hans kampagne fået en vigtig stemme, ikke bare i South Carolina, men også nationalt.

For allerede før Haley meddelte sin støtte til Rubio, er hun blevet nævnt som en mulig vicepræsident kandidat. Ikke mindst for Rubio. Spekulationer, som tog yderligere til i styrke i kølvandet på gårsdagens melding. Og der er da næppe heller nogen tvivl om, at Haley vil være med i opløbet om VP-kandidaturet, når den tid kommer. Men alt det er langt ude i fremtiden.

I første omgang gælder det primærvalget på lørdag. Og der har Nikki Haley med sin støtte lige givet Marco Rubios muligheder for et godt resultat et gevaldigt hak op. Mens Jeb Bush er under endnu større pres nu end han var i forvejen.

Der er lagt op til et sandt drama de kommende dage i South Carolina. Udskilningsløbet er i den grad i gang.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen