Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Nothing less than full victory!

Det var ikke planen, da invasionen fandt sted, men D-Dag blev begyndelsen på den vestlige liberale verdensorden, som vi har nydt godt af – men som i disse år er udfordret. I dag for 75 år siden sejlede en kæmpe armada af skibe, tusinder af soldater mod fem invasionsstrande i Normandiet for at påbegynde befrielsen af Europa fra vest. En dag vi bør mindes for den fred, som blev skabt på den anden side af de enorme ødelæggelser.

”The free men of the world are marching together to Victory! I have full confidence in your courage and devotion to duty an skill in battle. We will accept nothing less than full Victory!” Sådan var nogle af ordene fra general Dwight D. Eisenhower til sine mænd, inden de drog afsted mod Normandiet, og den længe ventede allierede invasion af Nordfrankrig.

General Eisenhower taler med amerikanske faldskærmssoldater inden afgang (Farvelagt af Tom Thounaojam)

Over 5.000 skibe af alle størrelser fragtede 175.000 allierede soldater over Den Engelske Kanal i en så massiv armada, at de sidste skibe endnu ikke var sejlet ud af havnen i England, da de første nåede den nordfranske kyst. Før landgangen var 20.000 allierede soldater smidt ned med faldskærme som første led i den omfattende invasion.

Det var ikke planen på daværende tidspunkt, men invasionen i Normandiet blev også begyndelsen på 75 års aktiv amerikansk tilstedeværelse i Europa – noget som amerikanske politikere og borgere ellers havde forsvoret siden præsident Washington i 1796 havde advaret sine landsmænd mod permanente alliancer.

Invasionen

Den allierede øverstbefalende, general Dwight David Eisenhower kaldte det ”The Great Crusade”, som de allierede styrker begav sig ud på natten til den 6. juni. Man havde måtte udskyde invasionen på grund af vejret, men den 5. juni kom beskeden om, at der var opklaring på vej. Men det ville kun vare i 24 timer. Hvis man udskød invasionen igen, måtte man hente de mange tusinde soldater, som allerede var på skibe i engelske havne, i land igen og vente til juli.

Over 3 millioner amerikanske soldater var klar på engelsk jord til invasionen af Vesteuropa, som alle vidste ville komme før eller siden. Stalin og Sovjetunionen var utålmodige for at få sat gang i en vestlig offensiv for at få taget noget pres af østfronten.

Om natten landede 20.000 faldskærmssoldater i områder bag de planlagte invasionsstrande, og tidligt om morgenen begyndte bombardementerne af de tyske kystbefæstninger.

Amerikansk faldskærmssoldat på vej mod Normandiet (Farvelagt af Jecinci)

Landgangen gik nogenlunde planmæssigt på fire ud af de fem strande, men på Omaha-Beach hang invasionen i en tynd tråd det meste af dagen. Efter hårde kampe lykkedes landgangen, men de omfattende målsætninger, som den britiske feltmarskal Montgomery havde sat for første dagen af invasionen blev ikke nået. Men til slut på dagen den 6. juni havde man bidt sig fast på den franske kyst, og den allierede befrielse af Europa fra vest kunne begynde.

En ny verdensorden kan begynde

Fra amerikansk side var det ikke planen, da de allierede styrker gik i land i Normandiet, men D-Dag blev også begyndelsen på 75 års konstant tilstedeværelse af amerikanske militære styrker – og sikkerhedsgarantier.

Belært af to verdenskriges rædsler – og en begyndende Kold Krig – valgte USA at fastholde store landstyrker i Europa, som hjælp til at stabilisere de vestlige samfund, som var præget af krigens ødelæggelser med byer, befolkninger og økonomier i ruiner. Samtidig gav man sikkerhedsgarantier til sine vestlige allierede, som betød at hvis Sovjetunionen angreb et vesteuropæisk land, så ville USA kampen op på europæernes vegne.
Den konstruktion blev rammerne for det vestlige samfund, som har ledt til økonomisk velstand og sikkerhed i Vesteuropa i 75 år. Fordi der hele tiden var en supermagt, som garanterede sikkerheden, så var europæerne mere frie til at fokusere på andet end at balancere mod hinanden (som man ellers havde gjort i århundreder), og også kunne regne med massiv støtte i tilfælde af, at den østlige supermagt krydsede grænserne. Under den amerikanske sikkerhedsparaply kunne europæerne opbygge velfærdsstater for midler, som ikke længere behøvede at blive brugt på forsvar – og opbygge en fælles organisation: EU.

Det blev vel nok den største gave fra ”The Greatest Generation” til eftertidens Europa.

Også en gave til USA

Det der har været meget debat om i de seneste år, især efter valget af Donald Trump, er hvorvidt den verdensorden og det aktive engagement for USA, som blev begyndt på strandene i Normandiet, også var en gave til USA.

Man har siden 1945 brugt milliarder af dollars på en fremskudt tilstedeværelse i Europa og Asien til at sikre stabiliteten i disse regioner, men hvorfor? Spørgsmålet i disse år er, hvorfor USA skal bruge så mange penge og ressourcer på at sikre stabilitet for nogle af verdens rigeste lande.
Svaret fra folk som tidligere forsvarsminister James Mattis, tidligere udenrigsminister Rex Tillerson og mange andre har været, at det netop er lektien og arven fra ”The Greatest Generation”, som tilsiger at USA fortsætter sit aktive engagement rundt om i verden. Fordi USA trak sig tilbage til isolationismen efter Første Verdenskrig, og man ikke tog hånd om udfordringerne i de europæiske lande, ås udbrød Anden Verdenskrig. Ved at sikre at de europæiske lande ikke længere behøvede balancere mod hinanden og opbygge massive militære styrker for at afskrække hinanden, så kunne man sikre freden på det europæiske kontinent – og dermed freden og økonomiske muligheder for USA. Det budskab er ikke umiddelbart trængt igennem i ”America First” dagsordenen.

Da præsident Harry Truman rejste til Potsdam-konferencen, for at forhandle yderligere elementer af verdensordenen til efter afslutningen af krigen, så skrev han i sin dagbog, at han håbede at give Europa ”ninety years of peace”. Vi er 15 år fra Trumans deadline. Den fred vi har nydt i Europa siden 1945 har været sikret gennem amerikansk dominans og hjælp – en hjælp som begyndte, da de allierede styrker begyndte deres primære vestlige invasion af Nordfrankrig i dag for 75 år siden.


Amerikanske Rangers klatrer op af klippen ved Pointe du Hoc, hvor deres forgængere kravlede op den 6. juni 1944

Læs også

Libra: Facebooks nye digitale valuta – større magt eller en god løsning?

Trump aflyste ikke alle angreb på Iran

Philip Chr. Ulrich

Lige på & Trump: Jon Stewart til de amerikanske politikere: “Skam jer!”

Kongressen

Shanahan trækker sig fra sin fem måneders jobsamtale

Philip Chr. Ulrich

Iran-krisen udstiller svaghed ved USA’s globale tilstedeværelse

Philip Chr. Ulrich

Pompeo: Trump bestemmer selv hvornår vi skal i krig med Iran

Philip Chr. Ulrich