Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Ny film om Chicagos bandeskyderier skaber debat

Filmen ”Chi-Raq” har vakt kritik, lige siden instruktøren Spike Lee begyndte at arbejde på den. Den seneste tids begivenheder har understeget filmens relevans, for Chicago er endnu engang i nationens søgelys på grund af skyderier og drab.

”This is an emergency. This is an emergency.” Med de ord begynder traileren til filmen ”Chi-Raq”, som handler om problemerne med våben og vold i Chicagos South Side-område. Filmen har skabt debat – især på grund af titlen, ”Chi-Raq”, der er en sammentrækning af Chicago og Irak, og dermed sammenligner USA’s tredjestørste by med en krigszone. Tilnavnet er bestemt ikke nyt og opstod, fordi der blev dræbt næsten lige så mange amerikanere i Chicago som i Irak-krigen fra 2003 til 2012. At instruktøren Spike Lee nu benytter det provokerende tilnavn til sin film, har fået flere af Chicagos politikere til at frygte, filmen vil skræmme turister og virksomheder væk fra byen.

Det gælder blandt andre borgmester Rahm Emanuel, der flere gange har udtrykt sin utilfredshed med titlen, og han har endda også holdt et møde med Spike Lee i et forsøg på at få ham på andre tanker. Om mødet siger Lee til Chicago Magazine, at Emanuel forsøgte at gøre ham til skurken: ” Do I have the guns? Am I the one pulling the trigger? To be honest he is a bully.”

Borgmester Emanuel er ikke den eneste, som har prøvet at påvirke Spike Lee og hans film. Byrådsmedlem Will Burns har forsøgt at stoppe filmstøtten fra Chicagos filminstitut på 3 millioner dollars, hvilket svarer til omkring 20 millioner danske kroner. Et andet byrådsmedlem har prøvet på at forbyde Lees fest for områdets beboere i forbindelse med filmoptagelserne. Ingen af truslerne er dog blevet til noget.

Blandt beboerne i de belastede kvarterer er der delte meninger om ”Chi-Raq”. Nogle borgere frygter, at filmen fremstiller negative stereotyper, og at det vil få en selvforstærkende effekt, der bremser udviklingen i området. Andre ser det som en god ting, at filmen sætter fokus på Chicagos årelange kamp mod bander, skyderier og mord i den sydlige del af byen, hvor beboerne i overvejende grad er økonomisk trængte, dårligt uddannede og sorte.

En af dem, der hilser projektet velkommen, er præsten Michael Pfleger, der længe har været aktiv i den offentlige debat om vold og fattigdom i området. Han har sågar været konsulent på filmen. På Facebook skriver Pfleger: ”Mens kritikerne fortsætter deres angreb, så takker jeg Spike Lee for hans passion og mod til at adressere problemerne med vold, som Amerika og Chicago tilsyneladende har vænnet sig til.”

En græsk komedie
Ikke nok med at filmens titel har skabt heftig debat – det har filmens handling også. Spike Lee holdt kortene tæt til kroppen under optagelserne, der stod på hen over sommeren. Alt hvad der var sivet ud, var filmens overordnede tema og de prominente navne på rollelisten – såsom Samuel L. Jackson, Wesley Snipes, John Cusack og Jennifer Hudson.

Da det kom frem, at filmen bygger på den græske komedie ”Lystitrata” og handler om en gruppe kvinder, der begynder en sex-strejke for at stoppe volden i byen, så fik det mange borgere til at beskylde Lee for at slå plat på et alvorligt problem. Den massive utilfredshed har fået mange journalister til at spørge Spike Lee, hvorfor han bruger satire til fortælle en historie om skyderier og drab. Hans modsvar på kritikken er, at folk må vente med at dømme filmen, indtil de har set den. Lee pointerer i øvrigt, at Jennifer Hudson, som selv har mistet flere familiemedlemmer ved en skudepisode i Chicago, aldrig ville være en del af projektet, hvis det ikke var udført med respekt for virkelighedens skudofre.

Filmens premiere falder på et tidspunkt, hvor Chicago i forvejen får både national og international opmærksomhed for to af virkelighedens skudsager. I begyndelsen af november blev den 9-årige Tyshawn Lee skudt og dræbt på grund af sin fars banderelationer, og i sidste uge viste en videooptagelse, hvordan en hvid betjent dræber en sort teenager med 16 skud. Når man tager disse opsigtsvækkende sager i betragtning, så virker kritikken af ”Chi-Raq” en smule hul, men begivenhederne understreger samtidig filmens relevans. Statistikkerne taler også deres tydelige sprog. Lige nu går udviklingen den forkerte vej, hvilket det i øvrigt gør i flere amerikanske byer. Indtil videre er 2771 personer blevet skudt i Chicago i år mod 2587 hele sidste år. Antallet af drab har ligeledes overgået drabstallet for 2014.

Filmen ”Chi-Raq” kommer ikke med en løsning på problemet ifølge Spike Lee, men han håber, filmen kan være et wake-up call for alle uanset hudfarve – for politibetjente, politikere og dem, der trykker på aftrækkeren. Spørgsmålet er, om filmen kan provokere publikum til at vågne op, når den i dag får premiere i de amerikanske biografer. Kan ”Chi-Raq” sætte gang i en forandring, når det endnu ikke har været tilfældet for virkelighedens skudofre?

Written By

Agnete Wismer er freelancejournalist med base i Chicago. Hun har tidligere arbejdet på TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS. Forfatter til ‘Byen De Kalder Chiraq’ og tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Politisk analyse

Brandon Johnson, Chicagos nye borgmester, skal fra dag ét løse de mange problemer, som storbyen står over for.

Politisk analyse

Borgmestervalgkampen i Chicago afspejler på mange måder den nationalpolitiske scene, og derfor er valget i morgen utrolig vigtigt, vurderer forsker.

Politisk analyse

USA's hjerteland er normalt et sted, hvor man ikke gider at høre om klimaforandringer. I disse år bliver man ramt af varme og alvorlig...

Politisk analyse

Illinois har været ophavsstaten til flere store politikere, fra både Abraham Lincoln til Barack Obama, og staten er en af de få sikre demokratiske...

Copyright © 2021 Kongressen